Har nu set "Ponyo", og den indeholdt alt det jeg elskede ved Kiki. Livsglæde, stemningsmættede billeder og et herligt univers. Alle tingene var dog endnu stærkere i "Ponyo" end i Kiki, og især synes jeg det var positivt at der var en lille smule mere historie med til at drive filmen fremad i forhold til Kiki. Jeg elsker tegningerne, musikken og stemningerne. Fantastisk film.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Jeg foretrækker film fremfor tv-serier. Film er mere økonomisk fortalt. Mindre betyder mere. Alting flader ud på TV, hvor der koges suppe på alle små tråde.
Sådan er det også med "Mad Men". Der går Teletubbies-gentagelse i den, når personerne igen og igen tackler de samme problemer.
Mange elsker serien på grund af tidsskildringen, stilen, den maskuline nihilistiske James Bond-lignende Don Draper, moden, sex og alkohol i kontorerne, and all that jazz.
Jeg blev mere fanget af forretningssiden. Det mest spændende for mig er deres pitches for kampagner, kampen mellem måder at tænke forretning på, og i det hele taget historien om selve firmaet. Det er det absolut mest inspirerende ved serien for mig. Det andet er en pæn farvelade.
Serien er spændende nok til. at jeg vil se de andre og kommende sæsoner. Men den har ikke fået mig til at ændre holdning til tv-serier som medie.
Jeg troede at det var en animeret film, men den var "normal" hele vejen igennem - måske jeg har set en senere/ældre version. Nuvel. Det er sandsynligvis en af de film som alle bliver dybt berørt over, men desværre fangede historien mig overhovedet ikke. Den var langsom og handlingen var ofte frustrerende i samspillet mellem personerne.
Og ja det er da ganske tragisk at Setsuko skrider i svinget, og ja Seita er ikke gammel nok til at være ansvarlig for hende, men alligevel... hvor svært kan det være at sige "Spis ikke de pokkers bær, spis disse udkogte ris - som jeg åbenbart aldrig lære at lave rigtigt - om du så vil eller ej". De har husly, vejret er varmt og ingen forstyrre dem. Så pokkers svært kan det heller ikke være at stjæle, tigger liiiidt mere mad.... suk.
Seita faktisk har alle muligheder for at få et nogenlunde normalt liv. Der er jo en levende tante. Men i stedet er han for egenrådig og stolt, og vil hellere klare sig selv. Det er heller ikke bærene, der dræber Setsuko, der er sult.
Tanten var en selvoptaget bitch som bare udplyndrede dem, og sandsynligvis ville have smidt dem på porten det sekund deres medbragte mad var opbrugt. De havde sikker kunne leve længere alene end hos hende.
Setsuko: Med mindre det direkte står et sted (bog), så tror jeg nu mere det var de elendige bær som gjorde hende syg (diarre, mums) og at hun dermed var for afkræftet til at spise ordenligt.
Men ja, Seita burde have tigget og bedt om hjælp / mad på et eller andet tidspunkt.
#6825 Nu har jeg ikke set "Mad Men" endnu, men i det store og hele er jeg ret enig, og det er nok også en af grundene til, at jeg meget sjældent ser tv-serier. Den episode-agtige fortællerstil bliver ofte hurtigt trættende. De tv-serier, jeg synes bedst om er som regel også dem, der ikke rigtig følger den form.
Jeg så dog "Berlin Alexanderplatz" for et lille års tid siden og den ændrede lidt min opfattelse. Serien er en filmatisering af Alfred Döblins roman i 14 afsnit, og det slog mig undervejs, at dette netop er den rigtige måde at filmatisere store romaner på. Ligesom når man læser en roman over lang tid, så udvikler man en vis nærhed til de forskellige figurer, netop fordi man føler dem så længe - de bliver ens venner, følgesvende og fjender - og derved bliver det følelsesmæssig smæk så også så meget større, når noget tragisk sker.
Man kan så diskutere om serien i virkeligheden ikke er en film i 14 afsnit, men det er så noget helt andet. :)
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
#6821 MOVIE1000 15 år siden
#6822 Collateral 15 år siden
#6823 Skeloboy 15 år siden
#6822 - jeg grinede af glæde i scenen, hvor
#6824 MOVIE1000 15 år siden
#6825 mr gaijin 15 år siden
Jeg foretrækker film fremfor tv-serier. Film er mere økonomisk fortalt. Mindre betyder mere. Alting flader ud på TV, hvor der koges suppe på alle små tråde.
Sådan er det også med "Mad Men". Der går Teletubbies-gentagelse i den, når personerne igen og igen tackler de samme problemer.
Mange elsker serien på grund af tidsskildringen, stilen, den maskuline nihilistiske James Bond-lignende Don Draper, moden, sex og alkohol i kontorerne, and all that jazz.
Jeg blev mere fanget af forretningssiden. Det mest spændende for mig er deres pitches for kampagner, kampen mellem måder at tænke forretning på, og i det hele taget historien om selve firmaet. Det er det absolut mest inspirerende ved serien for mig. Det andet er en pæn farvelade.
Serien er spændende nok til. at jeg vil se de andre og kommende sæsoner. Men den har ikke fået mig til at ændre holdning til tv-serier som medie.
#6826 elwood 15 år siden
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#6827 loki 15 år siden
Terminator 2 Over9000/10
Grave of the Fireflies
Jeg troede at det var en animeret film, men den var "normal" hele vejen igennem - måske jeg har set en senere/ældre version. Nuvel. Det er sandsynligvis en af de film som alle bliver dybt berørt over, men desværre fangede historien mig overhovedet ikke. Den var langsom og handlingen var ofte frustrerende i samspillet mellem personerne.
Symbolikken med ildfluerne var less than subtle.
3/10
#6828 Skeloboy 15 år siden
Men noget af det tragiske er jo netop, at
#6829 loki 15 år siden
Setsuko: Med mindre det direkte står et sted (bog), så tror jeg nu mere det var de elendige bær som gjorde hende syg (diarre, mums) og at hun dermed var for afkræftet til at spise ordenligt.
Men ja, Seita burde have tigget og bedt om hjælp / mad på et eller andet tidspunkt.
#6830 Benway 15 år siden
Jeg så dog "Berlin Alexanderplatz" for et lille års tid siden og den ændrede lidt min opfattelse. Serien er en filmatisering af Alfred Döblins roman i 14 afsnit, og det slog mig undervejs, at dette netop er den rigtige måde at filmatisere store romaner på. Ligesom når man læser en roman over lang tid, så udvikler man en vis nærhed til de forskellige figurer, netop fordi man føler dem så længe - de bliver ens venner, følgesvende og fjender - og derved bliver det følelsesmæssig smæk så også så meget større, når noget tragisk sker.
Man kan så diskutere om serien i virkeligheden ikke er en film i 14 afsnit, men det er så noget helt andet. :)