Lige siden jeg første gang så 'Ace Ventura' har jeg været hooked på Jim Carrey og fulgt hans filmprojekter med stor spænding og han har ikke skuffet mig endnu (Number 23 eksisterer ikke i min verden).
Forleden genså jeg 'I Love You Phillip Morris' og endnu engang viser Jim hans alsidige talent...også selvom den kære Ewan Mcgregor stjæler billedet af og til.
***!!!Læs mere om en af 40'ernes bedste film her!!!*** Helt på højde med:
Rebecca The Philadelphia Story The Great Dictator The Maltese Falcon Casablanca Laura Double Indemnity Roma, Citta Aperta The Lost Weekend The Killers Ditte Menneskebarn It’s A Wonderful Life Nora Inu
The Search, 1948
Fra intro-monologen: A trainload of children dragged into Germany during the war. Found wandering, lost, homeless. Found in concentration camps. Can they really be children? The might be little old men and women. There spirit is broken, there is nothing left in them but fear.
Sådan starter en af de tidligste film om Holocaust. Navnkundige Fred Zinneman (High Noon, A Man For All Seasons, From Here To Eternity, The NUn's Story) står bag denne oversete perle.
Optaget on location og med en troværdighed sjældent set med så mange børneskuespillere. En stor gruppe hjemløse børn er blevet fundet af de amerikanske styrker, og er nu blevet samlet op. De har alle været i koncentrationslejre, og er derfor meget nervøse for den nye autoritet. Det tager dem tid at vænne sig til, at der ikke vil ske dem noget. Hovedpersonen er Karel Malik, der i starten ikke vil snakke. Men efterhånden bløder han op, og han bliver ven med en amerikaner(Montgomery Clift). Vi følger også Maliks mor, der leder efter ham.
Der er rigtig mange ting, der er værd at nævne, men først et par anker: der er ikke undertekster, og derfor fanger man ikke, hvad børnene siger. De er af forskellige nationalitet, så der er både fransk, polsk, tysk og mange andre sprog indblandet. Man kan forstå deres følelser, men man har en følelse af, at man mister noget. Jeg ved dog ikke, hvordan det er meningen, det skal være. Selvom barneskuespilleren Ivan Jandl modtog den hedengangne Juvenile Academy Award, er det til tider ulideligt at se på hans skuespil. Heldigvis er han for det meste ret så dygtig.
Nuvel, det er stortset også det eneste, der kan siges imod her. Optaget on location i ruinerne - mere præcis Ingolstadt, Nuremberg og Würzberg. Det er i sig selv en stor bedrift. Men historien er i sig selv også hjertegribende og Fred Zinneman træder ikke ved siden af på noget tidspunkt. Desuden er det Montgomery Clifts først e film. Hans karriere gik kun fra 1948-1966, og 17 film. Var han den bedste skuespiller i den periode? Det er fandeme tæt på, og også i 1948 var han bedre end de fleste. Den tjekkiske Jarmila Novotna, der spiller Maliks søgende mor, skal absolut også nævnes. Filmen starter mde at omhandle alle børn, der har været i KZ-lejrene, men fokusér efterhånden kun på Malik. Det giver et mere almengyldigt præg.
Den er først blevet udgivet på DVD i 2009 i WB's Archive Collection, og er relativ ukendt. Men den fortjener at blive nævnt sammen med film som The Treasure of Sierra Madre, Letter From An Unknown Woman og Force of Evil - for at nævne et par andre gode film fra 1948. Faktisk er den bedre end de tre nævnte...
9/10, top193 - havde det ikke været for Ivan Jandl, kunne den have været meget tæt på en 10/10.
Det blev lige til en lille hurtig anmeldelse af nedenstående film
The Next Three Days
Da Paul Haggis proklamerede at han ville lave en actionfilm, var der nok en del der tog det med et gran salt. De hidtige projekter han har medvirket i har været sande tårepersere hvor han prøvet at trykke alle de tårer ud af folk han kunne. Måske netop derfor er det ikke så mærkeligt at han fik lyst til noget helt andet end hans typiske film. Nu har jeg set filmen og omend den på papiret står beskrevet som actionfilm, var jeg egentlig overrasket over hvor forholdsvis lidt action der er i filmen. Dette skal ses som en kompliment da jeg havde regnet med et sandt bombardement af biljagter og højspændt action. I stedet minder filmen rent faktisk på nogle punkter hans andre film. I starten er filmen i hvert fald først og fremmest et drama som skildrer to personer og deres forhold til hinanden. Den ene person er hovedpersonen John (Russell Crowe). En professor som er en 15-20 kilo for tung og som aldrig kunne skade en flue. Han er gift med Lara (Elizabeth Banks) med hvem han har sønnen Luke. Den perfekte famlie som lever det perfekte liv i det idylliske Pittsburgh. Det er lige indtil at Lara bliver anklaget for og senere dømt for mordet på en kollega. Det er her at filmen for første gang fejler. Haggis formår på eminent hvis at opbygge empati for den kære familie og jeg forstår udmærket at John er ulykkelig og Lara ligeledes. Problemet er at John aldrig er i tvivl om konens uskyld. Dette på trods af at beviserne er ret så klare. Det er ikke noget med at Lara er blevet udsat for et komplot. Beviserne er klokkeklare. Jeg køber derfor ikke John historie med at han er overbevist om hendes uskyld. Han må da på et eller andet tidspunkt komme i tvivl om hvorvidt han egentlig kender hendes kone. Han end ikke gider at kigge på beviserne. Og det underminerer det vi senere hen bliver vidne til. Især også forholdet til Olivia Wildes karakter er ubrugelig.
At han så oveni købet på hans første møde med hende, lige nævner at hans kone sidder i fængsel for et mord virker helt uforståeligt. Det er ikke lige det man siger til en person man lige har mødt. At hun så stadigvæk ønsker at ham, selv om noget af det eneste hun ved om ham er at hans kone er fængslet for mord.
Det virker mærkeligt at vi skal igennem alle de scener når de ikke bliver brugt til noget. Haggis ved ikke rigtig om han vil lave en actionfilm eller et persondrama. Og da vi så i sidste ende bliver vidne til actionbraget er det en underlig diffus følelse jeg sad med. Sekvenserne var rigtig flot eksekveret (mere om det senere), men jeg kunne slet ikke relatere til det som John gør. Slet ikke at en harmløs professor lige pludselig er hårdkogt actionhelt, men omvendt når det er Russel Crowe burde man nok forvente det. Jeg er med på at det naturligvis aldrig kunne lade sig gøre i virkeligheden, den præmis har jeg købt at det er lidt over the top. Derfor kunne man dog godt have ladet transformationen ske lidt mere fyldestgørende.
Når det så er sagt er der også masser af gode momenter i filmen. Spændingsopbygningen er fænomenal og jeg er egentlig glad for at det ikke bare er fuld fart over feltet hele vejen. Crowe dummer sig undervejs, hvilket får en til at tvivle en anelse på om han magter at fuldføre opgaven, selv om det hurtigt står klart at han naturligvis lykkes med sin mission. Især en enkelt situation i fængslet er rigtig godt eksekveret og fik mig til at sidde på kanten af stolen. Og så formår han også at give en følelse af overvågning.
Jeg kan egentlig godt følge dig mht. det med, at Crowe aldrig tvivler på konens uskyld. Man er som seer derfor også hurtigt afklaret med, at hun er uskyldig (deraf gik lidt af spændingen på den konto tabt). Så skulle Haggis måske have gået hele vejen og sagt, at hun var skyldig?
Jeg kan dog ikke se problemet i, at Crowe siger til kvinden han møder, at konen sidder inde. Crowe siger bare sandheden. Ofte afslører man den slags til fremmede og den vej rundt måske slippe for fordomme.
Jeg synes nu heller ikke, at Crowe virker som en hårdkogt actionhelt, blot en mand der gerne vil gå hele vejen for at redde sin kone. Mange ting går også galt. Jeg synes Haggis blander fint persondramaet og spæningen/action, og for mig behøver det ikke være enten
Problemet er at John aldrig er i tvivl om konens uskyld. Dette på trods af at beviserne er ret så klare. Det er ikke noget med at Lara er blevet udsat for et komplot. Beviserne er klokkeklare. Jeg køber derfor ikke John historie med at han er overbevist om hendes uskyld. Han må da på et eller andet tidspunkt komme i tvivl om hvorvidt han egentlig kender hendes kone. Han end ikke gider at kigge på beviserne. Og det underminerer det vi senere hen bliver vidne til.
Der er vist hændt mærkeligere ting, en gang eller to, at to som elsker hinanden, bor sammen på vel over 10. år, har et barn sammen og som har tillid og tiltro til hinanden, netop vælger at tro på sin ægtefælle over anklager af en given slags, hvis ægtefællen giver oprigtig udtryk for sin uskyld, uanset bevismaterialets karakter. Det modsatte har man hørt ikke så få gange fra USA, hvor skudsikre anklager 20-25 år senere er blevet manet i jorden, pga. nye DNA beviser. Men de "klokkeklare" beviser, som kun er klokkeklare grundet manglende alibi, er ikke altid så klokkeklare igen.
Dette bliver i hovedet på en mand som John til tvivl og hvorfor skulle han dog ikke tage sin kones parti, stole på hendes udsagn, selvom han måske inderst inde har tvivlen? Ville han kunne tilgive sig selv ikke at have kæmpet for sin kone 100%, så længe tvivlen var tilstede?
Det er således slet ikke min opfattelse, at John er så afklaret omkring konens uskyld, men han følger blot mulighederne tvivlen giver ham, indtil vejen kommer til et "fuld stop". Og da han så står ved "fuld stop", må han spørge sig selv, om han vil følge tvivlen "over på den anden side af loven", hvilket han først gør 100% klart for sig selv, da han konfronterer hende direkte, ser ind i hendes øjne og mærker forbløffelsen i hendes reaktion, at hendes mand stadig står ved hendes side. Den reaktion er beviset på, at hun har løjet om sin skyld for John og derfor må hun netop være uskyldig og derfor går John hele vejen.
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
Haggis ved ikke rigtig om han vil lave en actionfilm eller et persondrama.
Hold op hvor jeg dog er uenig! Haggis viser med al ønskelig tydelighed, at han ikke ønsker at lave en action-film. Det er et afdæmpet, karakterdrevent drama med spænding nok til at man også kan kalde det en spændingsfilm. Men action-film. Nej.
Whispering Horse (9255) skrev:
Det virker mærkeligt at vi skal igennem alle de scener når de ikke bliver brugt til noget.
Hvis filmen var en action-film, hvad den ikke er, kunne jeg forstå din indvending. Men nu er det et spændende drama om en hr. Almindelig-Mand, hvis HVERDAG vi følger over en (naturligvis sammenkogt) periode på tre år. Menneskers hverdag er nu engang fyldt med trivialiter, såsom at passe sit arbejde, aflevere og hente børn, få dem passet, tage dem med hen til deres bedsteforældre o.s.v. - altsammen ting Crowes karakter gør i løbet af filmen.
Whispering Horse (9255) skrev:
jeg kunne slet ikke relatere til det som John gør. Slet ikke at en harmløs professor lige pludselig er hårdkogt actionhelt
John (Crowe) er lige netop IKKE nogen "hårdkogt actionhelt". Han er en desperat hr. Almindelig-Mand med uddannelse og "hjerne", som - hvis du lægger mærke til det - mere bruger sine åndsevner (intelligens, taktik, planlægnings- og organisationstalent m.m.) end muskler og råstyrke. Bemærk, at han kun to gang i filmen bruger vold
(mod de personer, der tidligere røvede ham, og så lige et enkelt slag i hovedet på en betjent ... Det er alt.)
Ellers er det under
befrielsen af konen og den efterfølgende flugt
99 procents "hjerne", han bruger til at opnå sit mål.
#9251 evermind 14 år siden
#9252 misuma 14 år siden
Forleden genså jeg 'I Love You Phillip Morris' og endnu engang viser Jim hans alsidige talent...også selvom den kære Ewan Mcgregor stjæler billedet af og til.
#9253 Skeloboy 14 år siden
Helt på højde med:
The Philadelphia Story
The Great Dictator
The Maltese Falcon
Casablanca
Laura
Double Indemnity
Roma, Citta Aperta
The Lost Weekend
The Killers
Ditte Menneskebarn
It’s A Wonderful Life
Nora Inu
The Search, 1948
Fra intro-monologen:
A trainload of children dragged into Germany during the war. Found wandering, lost, homeless. Found in concentration camps. Can they really be children? The might be little old men and women. There spirit is broken, there is nothing left in them but fear.
Sådan starter en af de tidligste film om Holocaust. Navnkundige Fred Zinneman (High Noon, A Man For All Seasons, From Here To Eternity, The NUn's Story) står bag denne oversete perle.
Optaget on location og med en troværdighed sjældent set med så mange børneskuespillere. En stor gruppe hjemløse børn er blevet fundet af de amerikanske styrker, og er nu blevet samlet op. De har alle været i koncentrationslejre, og er derfor meget nervøse for den nye autoritet. Det tager dem tid at vænne sig til, at der ikke vil ske dem noget. Hovedpersonen er Karel Malik, der i starten ikke vil snakke. Men efterhånden bløder han op, og han bliver ven med en amerikaner(Montgomery Clift). Vi følger også Maliks mor, der leder efter ham.
Der er rigtig mange ting, der er værd at nævne, men først et par anker: der er ikke undertekster, og derfor fanger man ikke, hvad børnene siger. De er af forskellige nationalitet, så der er både fransk, polsk, tysk og mange andre sprog indblandet. Man kan forstå deres følelser, men man har en følelse af, at man mister noget. Jeg ved dog ikke, hvordan det er meningen, det skal være. Selvom barneskuespilleren Ivan Jandl modtog den hedengangne Juvenile Academy Award, er det til tider ulideligt at se på hans skuespil. Heldigvis er han for det meste ret så dygtig.
Nuvel, det er stortset også det eneste, der kan siges imod her. Optaget on location i ruinerne - mere præcis Ingolstadt, Nuremberg og Würzberg. Det er i sig selv en stor bedrift. Men historien er i sig selv også hjertegribende og Fred Zinneman træder ikke ved siden af på noget tidspunkt. Desuden er det Montgomery Clifts først e film. Hans karriere gik kun fra 1948-1966, og 17 film. Var han den bedste skuespiller i den periode? Det er fandeme tæt på, og også i 1948 var han bedre end de fleste. Den tjekkiske Jarmila Novotna, der spiller Maliks søgende mor, skal absolut også nævnes. Filmen starter mde at omhandle alle børn, der har været i KZ-lejrene, men fokusér efterhånden kun på Malik. Det giver et mere almengyldigt præg.
Den er først blevet udgivet på DVD i 2009 i WB's Archive Collection, og er relativ ukendt. Men den fortjener at blive nævnt sammen med film som The Treasure of Sierra Madre, Letter From An Unknown Woman og Force of Evil - for at nævne et par andre gode film fra 1948. Faktisk er den bedre end de tre nævnte...
9/10, top193 - havde det ikke været for Ivan Jandl, kunne den have været meget tæt på en 10/10.
IMDB
#9254 jessup 14 år siden
Er ikke lige så begejstret som dig men besemt en god film.
#9255 Slettet Bruger [4112912599] 14 år siden
The Next Three Days
Da Paul Haggis proklamerede at han ville lave en actionfilm, var der nok en del der tog det med et gran salt. De hidtige projekter han har medvirket i har været sande tårepersere hvor han prøvet at trykke alle de tårer ud af folk han kunne. Måske netop derfor er det ikke så mærkeligt at han fik lyst til noget helt andet end hans typiske film. Nu har jeg set filmen og omend den på papiret står beskrevet som actionfilm, var jeg egentlig overrasket over hvor forholdsvis lidt action der er i filmen. Dette skal ses som en kompliment da jeg havde regnet med et sandt bombardement af biljagter og højspændt action. I stedet minder filmen rent faktisk på nogle punkter hans andre film. I starten er filmen i hvert fald først og fremmest et drama som skildrer to personer og deres forhold til hinanden. Den ene person er hovedpersonen John (Russell Crowe). En professor som er en 15-20 kilo for tung og som aldrig kunne skade en flue. Han er gift med Lara (Elizabeth Banks) med hvem han har sønnen Luke. Den perfekte famlie som lever det perfekte liv i det idylliske Pittsburgh. Det er lige indtil at Lara bliver anklaget for og senere dømt for mordet på en kollega. Det er her at filmen for første gang fejler. Haggis formår på eminent hvis at opbygge empati for den kære familie og jeg forstår udmærket at John er ulykkelig og Lara ligeledes. Problemet er at John aldrig er i tvivl om konens uskyld. Dette på trods af at beviserne er ret så klare. Det er ikke noget med at Lara er blevet udsat for et komplot. Beviserne er klokkeklare. Jeg køber derfor ikke John historie med at han er overbevist om hendes uskyld. Han må da på et eller andet tidspunkt komme i tvivl om hvorvidt han egentlig kender hendes kone. Han end ikke gider at kigge på beviserne. Og det underminerer det vi senere hen bliver vidne til. Især også forholdet til Olivia Wildes karakter er ubrugelig.
Det virker mærkeligt at vi skal igennem alle de scener når de ikke bliver brugt til noget. Haggis ved ikke rigtig om han vil lave en actionfilm eller et persondrama. Og da vi så i sidste ende bliver vidne til actionbraget er det en underlig diffus følelse jeg sad med. Sekvenserne var rigtig flot eksekveret (mere om det senere), men jeg kunne slet ikke relatere til det som John gør. Slet ikke at en harmløs professor lige pludselig er hårdkogt actionhelt, men omvendt når det er Russel Crowe burde man nok forvente det. Jeg er med på at det naturligvis aldrig kunne lade sig gøre i virkeligheden, den præmis har jeg købt at det er lidt over the top. Derfor kunne man dog godt have ladet transformationen ske lidt mere fyldestgørende.
Når det så er sagt er der også masser af gode momenter i filmen. Spændingsopbygningen er fænomenal og jeg er egentlig glad for at det ikke bare er fuld fart over feltet hele vejen. Crowe dummer sig undervejs, hvilket får en til at tvivle en anelse på om han magter at fuldføre opgaven, selv om det hurtigt står klart at han naturligvis lykkes med sin mission. Især en enkelt situation i fængslet er rigtig godt eksekveret og fik mig til at sidde på kanten af stolen. Og så formår han også at give en følelse af overvågning.
5/10
#9256 Babo Rises 14 år siden
Jeg kan egentlig godt følge dig mht. det med, at Crowe aldrig tvivler på konens uskyld. Man er som seer derfor også hurtigt afklaret med, at hun er uskyldig (deraf gik lidt af spændingen på den konto tabt). Så skulle Haggis måske have gået hele vejen og sagt, at hun var skyldig?
Jeg kan dog ikke se problemet i, at Crowe siger til kvinden han møder, at konen sidder inde. Crowe siger bare sandheden. Ofte afslører man den slags til fremmede og den vej rundt måske slippe for fordomme.
Jeg synes nu heller ikke, at Crowe virker som en hårdkogt actionhelt, blot en mand der gerne vil gå hele vejen for at redde sin kone. Mange ting går også galt. Jeg synes Haggis blander fint persondramaet og spæningen/action, og for mig behøver det ikke være enten
#9257 Bruce 14 år siden
Dette bliver i hovedet på en mand som John til tvivl og hvorfor skulle han dog ikke tage sin kones parti, stole på hendes udsagn, selvom han måske inderst inde har tvivlen? Ville han kunne tilgive sig selv ikke at have kæmpet for sin kone 100%, så længe tvivlen var tilstede?
Det er således slet ikke min opfattelse, at John er så afklaret omkring konens uskyld, men han følger blot mulighederne tvivlen giver ham, indtil vejen kommer til et "fuld stop". Og da han så står ved "fuld stop", må han spørge sig selv, om han vil følge tvivlen "over på den anden side af loven", hvilket han først gør 100% klart for sig selv, da han konfronterer hende direkte, ser ind i hendes øjne og mærker forbløffelsen i hendes reaktion, at hendes mand stadig står ved hendes side. Den reaktion er beviset på, at hun har løjet om sin skyld for John og derfor må hun netop være uskyldig og derfor går John hele vejen.
#9258 BN 14 år siden
Du rammer hovedet på sømmet, Bruce. Kunne ikke være mere enig.
#9259 Muldgraver 14 år siden
Third Part of the Night
så
Larks on a String
...
spøjst
#9260 BN 14 år siden
Hold op hvor jeg dog er uenig! Haggis viser med al ønskelig tydelighed, at han ikke ønsker at lave en action-film. Det er et afdæmpet, karakterdrevent drama med spænding nok til at man også kan kalde det en spændingsfilm. Men action-film. Nej.
Hvis filmen var en action-film, hvad den ikke er, kunne jeg forstå din indvending. Men nu er det et spændende drama om en hr. Almindelig-Mand, hvis HVERDAG vi følger over en (naturligvis sammenkogt) periode på tre år. Menneskers hverdag er nu engang fyldt med trivialiter, såsom at passe sit arbejde, aflevere og hente børn, få dem passet, tage dem med hen til deres bedsteforældre o.s.v. - altsammen ting Crowes karakter gør i løbet af filmen.
John (Crowe) er lige netop IKKE nogen "hårdkogt actionhelt". Han er en desperat hr. Almindelig-Mand med uddannelse og "hjerne", som - hvis du lægger mærke til det - mere bruger sine åndsevner (intelligens, taktik, planlægnings- og organisationstalent m.m.) end muskler og råstyrke. Bemærk, at han kun to gang i filmen bruger vold