lige set My Name is Earl hvor Christian Slater har gæsterolle som en Stoned fyr "Woody" Earl Stjal klima anlæg fra.
Earl og Randy opsøger Woody for at levere klima anlægget tilbage, og gøre bod på Earls Ugerning.
Woody er derimod gået hen og blevet kinda hippy, han bruger ikke El, og har oprettet et lille samfund der lever på den her primitive måde.
Christian Slater, gør det ret godt som den Meget miljøbeviste Woody, men det sjoveste er klart Da Randy efter og ha følt sig skidt tilpas af kun og spise grønt i en uge
Får hjælp af "miljøfolkene" blandt andet ved hjælp af en blanding af kraftige urter og des lige, som han skal smøre på huden, Randy vælger dog at spise det i stedet for, og begynder at se Syner.
Synerne består i at han ser alt som claymation, så her bliver vi præcenteret for claymation udgaver af Earl, Randy da han ser sig i spejlet, Darnell, Catalina og ikke mindst Joy som nok var den morsomste i claymation med overdrevet brytster der ikke ville forholde sig i ro, selv når hun ikke bevægede sig
Satte det i en spoiler bare fordi jeg synes man selv skal opleve det.
Earls ivrige kamp for at folk skal bekæmpe Global Warming fik også godt gang i lattermusklerne.
Tror snart den serie skal bestille hjem på dvd, Jaime Pressly spiller bare rollen som Joy hel perfekt, hendes overdrevet munbevægelser, og den meget markante Accent er perfekt til hendes figur, og får mig gang på gang til at grine næsten lige meget hvad hun siger.
Men hele Castet er sku godt i den serie, og Gæsterollerne har indtil videre været fantastiske, Og Jason Lee som Voice over er prikken over i'et.
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Titlen på denne film kunne ligeså godt have været Daniel Plainview, men en sådan titel ville nok have været en anelse for kedelig og lyde mindre dramatisk end filmen i virkeligheden er. Omdrejningspunktet er dog Daniel Plainview. Det er hans udvikling som person og den karisma han besidder der gør filmen yderst interessant. Det er blevt påpeget af nogle anmeldere at filmen kan ses som et billede på den grådighed og egoisme som kapitalisme medfører hvis det kommer i de forkerte hænder og ligeledes den grådighed som kirken besidder. Blandt andet at kirken bruger guds ord til at retfærdiggøre sine handlinger. Alle disse antagelser mener jeg er fejlagtige, i så fald er de i hvert fald meget firkantede. Jeg tror i stedet, at PTA udelukkende ønskede at fortælle historien om en kapitalisk, grådig, egoistisk og menneskefjendsk person i skikkelse af Hr. Plainview. Dette i sig selv kan siges at være modigt, for det kræver sin skuespiller at udfylde en sådan rolle. Daniel Day-Lewis er dog fremragende i rollen. Der er tidspunkter hvor man føler at han kan træde ud af skærmen og give dig nogle over tuden. Det er alle tangenter der bliver spillet på. Han er rar på de tidspunkter han skal være rar overfor mulige forretningsforbindelser, selv om vi som seer ved at han i virkeligheden foragter de personer han står overfor. Det er denne dobbelthed der gør hans præstation så fantastisk. At filmen så samtidigt byder på et fantastisk musicscore og en fotografering som er i særklasse, gør at dette er en af årets bedste film.
9/10
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
Lige kommet hjem fra gi-jones hvor vi først så Primeval, hvor det eneste gode ved den faktisk var monsteret, ellers var det satme en dårlig film.
Herefter troede vi at vi sku se D-War men dvd'en afspillede mærkeligt synes vi det var som om billedet ikke var hel klart, og der var en smule hmm ja hakken.
Men vi sluttede aften af med Maneer med 3:10 to Yuma, Russel Crowe er i topform, og Christian Bale er også god.
Men damm Ben Foster som spiller Charlie Prince stjæler billedet hver gang, jeg var ikke i tvivl om først gang han viste sig at han var ond! han er også så klam på en eller anden måde, der er noget hel specielt ved hans ansigt, ved ikke om det er smiken eller hans Næse, eller bare hans memik (eller manglen på netop denne) man er bare ikke i tvivl om den Mand er "ondskaben" selv, han spillede satme godt 8-)
Glad for jeg har bestilt den hjem.
Faktisk var det eneste der "manglede" var en Bedemand ligesom i de gamle westerns der går og tager mål til kisterne, men nu var dfet heller ikke rigtig sådan en slags Western hehe.
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Hvem er bedre til at lave film om moralsk tvetydighed end amerikanerne? ”Touch of Evil”, ”Wall Street”, ”Michael Clayton”, ”There Will Be Blood” og tusinde andre film, gamle som nye, er eksempler på amerikansk suverænitet, når det gælder moral ambiguity.
En af de bedste er Alexander Mackendricks ”Sweet Smell of Success”, der bygger på New York klummeskribenten Walter Winchells persona. En magtfuld mand, der skabte og ødelagde karrierer fra sit skrivebord.
I filmen er han portrætteret af Burt Lancaster som J.J. Hunsecker. Men filmens hovedperson og antihelt er presseagenten Sidney Falco (Tony Curtis), der er hyret af byens socialites til at finde skidt på konkurrenterne og få Hunsecker til at skrive om det. Et beskidt amoralsk job i skyggen af et magtmenneske. Hunsecker bruger den succeshungrende til at splitte forholdet mellem sin egen lillesøster (Susan Harrison) og en jazzguitarist (Sam Levene).
Filmen er et mørkt portræt af magtsyge og kynisme. Alt er spil og løgne, og Falco en mand, der er desperat for at finde en djævel at sælge sin sjæl til. Det lyder måske som nogle forenklede og unuancerede personer, men Curtis og Lancaster giver dem liv og sjæl. Man bliver næsten fanget så meget af Falcos sult efter succes, at man hepper på hans kyniske planer i stedet for det unge pars kærlighed.
Det fremragende manuskript hjælper også til at give personerne dybde. Ikke mindst J.J. Hunsecker, der efterhånden er så bindegal, at han tror, at alle hans handlinger er på vegne af hele landet. Selv når han er i gang med at splitte sit eget privatliv ad.
Og så er der stor underholdningsværdi i de rappe replikker. For eksempel da Hunsecker siger til sin de facto håndlanger Falco: ”I’d hate to take a bite out of you. You’re a cookie full of arsenic”. Sætningen ”Match me, Sidney” er også kuldegysende perfekt, men du bliver nødt til at se filmen for at forstå hvorfor.
Det er en af de største Hollywood-film fra 50erne.
Fantastisk film! En af de bedste film, hvor børn udgør størstedelen af skuespillerlisten. Historien foregår på en fransk kostskole for drenge i Frankrig 1944, og man følger hovedsagligt to personer: drengen Julian, der ikke længere vil være på kostskolen, og drengen Jean, der er ny og udstødt af klassen, og deres venskab. Mere vil jeg ikke sig om filmens handling.
Den er utrolig velspillet, og som drama er den også vellykket. Man føler ensomheden og filmen udvikler sig et par gange overraskende og rørende. Endnu en rigtig god fransk film.
#167 Enig. Det er en historie, der meget let kunne være blevet til følelsesporno, men Malle formår at gøre den realistisk og autentisk. Og det gør den faktisk meget mere virkningsfuld.
House of Bamboo (1955) ”House of Bamboo” er den første Hollywood-film lavet on location i Japan, og for mig er det vældig interessant at se, hvordan japanere skildres i filmen. Der doseres nemlig kraftigt med eksotisme og overdrevent ydmyge kimono-klædte japanske piger, som forstår at varte mænd op.
Der tales meget om de gamle traditioner, som ingen vesterlændinge vil kunne forstå. Sjovt nok ser jeg kun sådanne mystificeringer i vestlige film om Japan. Den diskurs er ikke at finde i japanske film. Myten om at ’vesterlændinge’, hvem det end er, aldrig vil kunne forstå de mystiske japanske vaner og traditioner, er i høj grad skabt af vesterlændinge selv. Man kan finde masser af eksempler i tv-serien ”Shogun”, i nyere film som ”Lost in Translation”, og i gamle film som denne.
I ”House of Bamboo” repræsenteres alle de mystiske traditioner via Shirley Yamaguchi i en rolle som eksotisk kimono girl, et slangudtryk for en elskerinde, som filmskaberne selv har opfundet til lejligheden. Smart at man bare opfinder nogle stereotype fantasier, når virkeligheden ikke er nær så spændende. Til instruktør Samuel Fullers forsvar, skal det siges, at den fantasifulde iscenesættelse af Tokyo i nogle scener er ganske flot.
Selv om det hele er phony og overdrevent eksotisk med alle kvinder klædt i farverige yukata-dragter, så er der noget fascinerende ved alt det kunstige. Som om filmen brugte Disney World som kulisse, og insisterede på, at det var et stykke virkelighed fra en fjern verdensdel.
Det er dog enerhverende, at film fra den tid om Japan insisterer på at skildre kvinde som ydmyge, delikate stakler. Der var og er skam også kvinder i det verdenshjørne og i den tid, der havde ben i næsen. Det er ikke mere en tradition i Japan i 50erne, at kvinder vartede mænd op, end det var i Europa i samme tid. Det er noget, der kan gøre mig arrig, da det gamle stereotype billede på asiatiske kvinder stadig lever i bedste velgående stadigvæk.
Nåjo, der er forresten også en fuldkommen malplaceret historie i filmen om en amerikansk bande ledet af gangsteren Sandy (Robert Ryan), der har slået en af sine mænd ihjel. Nu går den afdøde mands japanske enke (Shirley Yamaguchi) sammen med den afdødes gamle ven (Robert Stack) om at infiltrere banden og få hævn. Amerikanske gangstere, der snakker om forbrydelser og skumle planer på diverse turiststeder, virker malplaceret og absurd. Det er i det hele taget en absurd film. Der er noget flot kameraarbejde nogle steder, og Fuller bruger deep focus til en god effekt i nogle scener.
Men jeg havde svært ved at se andet end eksotisme-exploitation. Plottet virkede nu heller ikke så interessant, da Robert Stack er jævnt kedelig som helten. Hvis jeg ikke havde været en fag-nørd, når det kommer til Japan, så havde jeg nok følt mig udmærket underholdt. Men få en historie-ekspert i Anden Verdenskrig til at se Michael Bays Pearl Harbor, og han vil næppe tale om underholdningsværdien.
#161 filmz-Narniabæver 16 år siden
Havfruen Ariel bor med sin strenge far Kong Triton under havet, og bl.a. den uheldige krabbe Sebastian.
Masser af stemningsfuld sydlandsk musik der er et par Oscars værd, spænding og romantik, og detaljeret animation.
Men den er ikke ligeså god som Disney's tegneilm Oliver & Company der udkom året før.
9/10
#162 elwood 16 år siden
Earl og Randy opsøger Woody for at levere klima anlægget tilbage, og gøre bod på Earls Ugerning.
Woody er derimod gået hen og blevet kinda hippy, han bruger ikke El, og har oprettet et lille samfund der lever på den her primitive måde.
Christian Slater, gør det ret godt som den Meget miljøbeviste Woody, men det sjoveste er klart Da Randy efter og ha følt sig skidt tilpas af kun og spise grønt i en uge
Synerne består i at han ser alt som claymation, så her bliver vi præcenteret for claymation udgaver af Earl, Randy da han ser sig i spejlet, Darnell, Catalina og ikke mindst Joy som nok var den morsomste i claymation med overdrevet brytster der ikke ville forholde sig i ro, selv når hun ikke bevægede sig
Satte det i en spoiler bare fordi jeg synes man selv skal opleve det.
Earls ivrige kamp for at folk skal bekæmpe Global Warming fik også godt gang i lattermusklerne.
Tror snart den serie skal bestille hjem på dvd, Jaime Pressly spiller bare rollen som Joy hel perfekt, hendes overdrevet munbevægelser, og den meget markante Accent er perfekt til hendes figur, og får mig gang på gang til at grine næsten lige meget hvad hun siger.
Men hele Castet er sku godt i den serie, og Gæsterollerne har indtil videre været fantastiske, Og Jason Lee som Voice over er prikken over i'et.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#163 filmz-jonasgr 16 år siden
Titlen på denne film kunne ligeså godt have været Daniel Plainview, men en sådan titel ville nok have været en anelse for kedelig og lyde mindre dramatisk end filmen i virkeligheden er. Omdrejningspunktet er dog Daniel Plainview. Det er hans udvikling som person og den karisma han besidder der gør filmen yderst interessant. Det er blevt påpeget af nogle anmeldere at filmen kan ses som et billede på den grådighed og egoisme som kapitalisme medfører hvis det kommer i de forkerte hænder og ligeledes den grådighed som kirken besidder. Blandt andet at kirken bruger guds ord til at retfærdiggøre sine handlinger. Alle disse antagelser mener jeg er fejlagtige, i så fald er de i hvert fald meget firkantede. Jeg tror i stedet, at PTA udelukkende ønskede at fortælle historien om en kapitalisk, grådig, egoistisk og menneskefjendsk person i skikkelse af Hr. Plainview. Dette i sig selv kan siges at være modigt, for det kræver sin skuespiller at udfylde en sådan rolle. Daniel Day-Lewis er dog fremragende i rollen. Der er tidspunkter hvor man føler at han kan træde ud af skærmen og give dig nogle over tuden. Det er alle tangenter der bliver spillet på. Han er rar på de tidspunkter han skal være rar overfor mulige forretningsforbindelser, selv om vi som seer ved at han i virkeligheden foragter de personer han står overfor. Det er denne dobbelthed der gør hans præstation så fantastisk. At filmen så samtidigt byder på et fantastisk musicscore og en fotografering som er i særklasse, gør at dette er en af årets bedste film.
9/10
'Cause I'm evil"
#164 elwood 16 år siden
Herefter troede vi at vi sku se D-War men dvd'en afspillede mærkeligt synes vi det var som om billedet ikke var hel klart, og der var en smule hmm ja hakken.
Men vi sluttede aften af med Maneer med 3:10 to Yuma, Russel Crowe er i topform, og Christian Bale er også god.
Men damm Ben Foster som spiller Charlie Prince stjæler billedet hver gang, jeg var ikke i tvivl om først gang han viste sig at han var ond! han er også så klam på en eller anden måde, der er noget hel specielt ved hans ansigt, ved ikke om det er smiken eller hans Næse, eller bare hans memik (eller manglen på netop denne) man er bare ikke i tvivl om den Mand er "ondskaben" selv, han spillede satme godt 8-)
Glad for jeg har bestilt den hjem.
Faktisk var det eneste der "manglede" var en Bedemand ligesom i de gamle westerns der går og tager mål til kisterne, men nu var dfet heller ikke rigtig sådan en slags Western hehe.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#165 Spanner 16 år siden
"Do not talk to me about pork when we have a crisis on my hands!!" - Producerem
#166 mr gaijin 16 år siden
Hvem er bedre til at lave film om moralsk tvetydighed end amerikanerne? ”Touch of Evil”, ”Wall Street”, ”Michael Clayton”, ”There Will Be Blood” og tusinde andre film, gamle som nye, er eksempler på amerikansk suverænitet, når det gælder moral ambiguity.
En af de bedste er Alexander Mackendricks ”Sweet Smell of Success”, der bygger på New York klummeskribenten Walter Winchells persona. En magtfuld mand, der skabte og ødelagde karrierer fra sit skrivebord.
I filmen er han portrætteret af Burt Lancaster som J.J. Hunsecker. Men filmens hovedperson og antihelt er presseagenten Sidney Falco (Tony Curtis), der er hyret af byens socialites til at finde skidt på konkurrenterne og få Hunsecker til at skrive om det. Et beskidt amoralsk job i skyggen af et magtmenneske. Hunsecker bruger den succeshungrende til at splitte forholdet mellem sin egen lillesøster (Susan Harrison) og en jazzguitarist (Sam Levene).
Filmen er et mørkt portræt af magtsyge og kynisme. Alt er spil og løgne, og Falco en mand, der er desperat for at finde en djævel at sælge sin sjæl til. Det lyder måske som nogle forenklede og unuancerede personer, men Curtis og Lancaster giver dem liv og sjæl. Man bliver næsten fanget så meget af Falcos sult efter succes, at man hepper på hans kyniske planer i stedet for det unge pars kærlighed.
Det fremragende manuskript hjælper også til at give personerne dybde. Ikke mindst J.J. Hunsecker, der efterhånden er så bindegal, at han tror, at alle hans handlinger er på vegne af hele landet. Selv når han er i gang med at splitte sit eget privatliv ad.
Og så er der stor underholdningsværdi i de rappe replikker. For eksempel da Hunsecker siger til sin de facto håndlanger Falco: ”I’d hate to take a bite out of you. You’re a cookie full of arsenic”. Sætningen ”Match me, Sidney” er også kuldegysende perfekt, men du bliver nødt til at se filmen for at forstå hvorfor.
Det er en af de største Hollywood-film fra 50erne.
9/10
http://www.imdb.com/title/tt0051036/
#167 Skeloboy 16 år siden
Fantastisk film! En af de bedste film, hvor børn udgør størstedelen af skuespillerlisten. Historien foregår på en fransk kostskole for drenge i Frankrig 1944, og man følger hovedsagligt to personer: drengen Julian, der ikke længere vil være på kostskolen, og drengen Jean, der er ny og udstødt af klassen, og deres venskab. Mere vil jeg ikke sig om filmens handling.
Den er utrolig velspillet, og som drama er den også vellykket. Man føler ensomheden og filmen udvikler sig et par gange overraskende og rørende.
Endnu en rigtig god fransk film.
5/6
Imdb
#168 mr gaijin 16 år siden
#169 mr gaijin 16 år siden
”House of Bamboo” er den første Hollywood-film lavet on location i Japan, og for mig er det vældig interessant at se, hvordan japanere skildres i filmen. Der doseres nemlig kraftigt med eksotisme og overdrevent ydmyge kimono-klædte japanske piger, som forstår at varte mænd op.
Der tales meget om de gamle traditioner, som ingen vesterlændinge vil kunne forstå. Sjovt nok ser jeg kun sådanne mystificeringer i vestlige film om Japan. Den diskurs er ikke at finde i japanske film. Myten om at ’vesterlændinge’, hvem det end er, aldrig vil kunne forstå de mystiske japanske vaner og traditioner, er i høj grad skabt af vesterlændinge selv. Man kan finde masser af eksempler i tv-serien ”Shogun”, i nyere film som ”Lost in Translation”, og i gamle film som denne.
I ”House of Bamboo” repræsenteres alle de mystiske traditioner via Shirley Yamaguchi i en rolle som eksotisk kimono girl, et slangudtryk for en elskerinde, som filmskaberne selv har opfundet til lejligheden. Smart at man bare opfinder nogle stereotype fantasier, når virkeligheden ikke er nær så spændende. Til instruktør Samuel Fullers forsvar, skal det siges, at den fantasifulde iscenesættelse af Tokyo i nogle scener er ganske flot.
Selv om det hele er phony og overdrevent eksotisk med alle kvinder klædt i farverige yukata-dragter, så er der noget fascinerende ved alt det kunstige. Som om filmen brugte Disney World som kulisse, og insisterede på, at det var et stykke virkelighed fra en fjern verdensdel.
Det er dog enerhverende, at film fra den tid om Japan insisterer på at skildre kvinde som ydmyge, delikate stakler. Der var og er skam også kvinder i det verdenshjørne og i den tid, der havde ben i næsen. Det er ikke mere en tradition i Japan i 50erne, at kvinder vartede mænd op, end det var i Europa i samme tid. Det er noget, der kan gøre mig arrig, da det gamle stereotype billede på asiatiske kvinder stadig lever i bedste velgående stadigvæk.
Nåjo, der er forresten også en fuldkommen malplaceret historie i filmen om en amerikansk bande ledet af gangsteren Sandy (Robert Ryan), der har slået en af sine mænd ihjel. Nu går den afdøde mands japanske enke (Shirley Yamaguchi) sammen med den afdødes gamle ven (Robert Stack) om at infiltrere banden og få hævn. Amerikanske gangstere, der snakker om forbrydelser og skumle planer på diverse turiststeder, virker malplaceret og absurd. Det er i det hele taget en absurd film. Der er noget flot kameraarbejde nogle steder, og Fuller bruger deep focus til en god effekt i nogle scener.
Men jeg havde svært ved at se andet end eksotisme-exploitation. Plottet virkede nu heller ikke så interessant, da Robert Stack er jævnt kedelig som helten. Hvis jeg ikke havde været en fag-nørd, når det kommer til Japan, så havde jeg nok følt mig udmærket underholdt. Men få en historie-ekspert i Anden Verdenskrig til at se Michael Bays Pearl Harbor, og han vil næppe tale om underholdningsværdien.
5/10
http://www.imdb.com/title/tt0048182/
#170 filmz-Narniabæver 16 år siden
Denne gang skal Bond redde verden fra en skurk der har et udstyr i rummet med enorme kræfter.
8/10