Kommer lige fra bio, var inde og se Narnia.

Det var godt nok ikke min kop te, eller mine 3 kammeraters.

For dårligt skuespil (pånær af Tilda Swinton)
For ringe manuskript (snakker de direkte fra bogen?)
For kristent
For Barnlig (jaja ved det godt, men alligevel)

Jeg fik ikke den følelse af at man træder ind i en stor magisk verden som er meningen, syns bare det minder om de slåsser om et område på størrelse med læsø..

og apropo det slag der, sq længe siden jeg har set en så kedelig action sekvens.

Narnia minder, for mig, mest om en B-film med et større budget.


Vil kun anbefale filmen for folk under 15 år.


2.5/6 herfra

#132+33 Kan godt følge jer begge. Filmen rørte heller ikke det store hos mig. Jeg var imponeret over Tilda og bæverne, Aslan synes jeg nu ikke var så overbevisende.
Men vi skal jo huske, at det er en børnefilm, til samme målgruppe der ser "Min Søsters Børn i Sneen". Sammenlignet med det øvrige udbud af børnefilm, vil jeg godt snige mig op på 3,5/6.

Helt enig! Jeg har også haft fornøjelsen af denne lille, meget oversette (specielt i Danmark) film, og jeg var også meget imponeret. Specielt nogle enkelte scener var virkelig meget stærke, og så introducerede filmen, for mig, også en del nye barnenavne som sagtens kan måle sig med fx Dakota Fanning.

Igennem de sidste par dage har jeg endelig fået set instruktørens Kobayashi Masaki ("Harakiri") trilogidrama om Anden Verdenskrig, "The Human Condition". Det har været en af de største filmoplevelser jeg har haft i meget lang tid. Enhver der er interesseret i Anden Verdenskrig, enhver der er interesseret i storslåede filmdramaer, bør se disse film. Jeg har set de japanske R2, men der findes en R1 udgivelse med engelske undertekster.

The Human Condition I (1959)


Denne første del af Kobayashi Masakis filmatisering af Gomikawa Jumpeis roman om en humanistisk ung japaners skæbne i Kina under Anden Verdenskrig er virkelig storslået, gribende og vigtig. Trilogien var en kæmpe succes, da de blev udgivet i den periode, hvor japansk film var på sit højeste. Det ville måske ikke have været muligt at lave en sådan trilogi af tre lange dramaer, hvis japansk film ikke var midt i sin gyldne periode. Jeg tvivler på at nogle japanske selskaber ville have modet i dag til at putte ti timers drama om nationens dårlige samvittighed ud på markedet i dag. Det er snarere omvendt. Filmselskaberne serverer to timers actionfyldte blockbusters ud om nationens ære. Markedet ville ikke give plads til en ny Kobayashi, Kurosawa eller andre af efterkrigstidens humanister. Men i det mindste har vi ”The Human Condition” til at minde os om, at det ikke er alle japanere, der gemmer sig fra de umenneskeligheder, der blev begået under krigen.

I denne første tredjedel på godt 3 ½ time ser vi den unge Kaji (superstjernen Nakadai Tatsuya der senere spillede hovedrollen i ”Ran” og ”Kagemusha”), der vælger en stilling som ansvarlig for arbejderne ved en japansk jernmine i det besatte Kina fremfor at blive sendt til fronten. Han gifter sig med pigen Michiko (Aratama Michiyo), så han kan tage hende med til minen. Han har idealer om at en glad og tilfreds arbejder er en god arbejder, men japanerne på minen deler ikke ligefrem hans indstilling. De fleste er af den opfattelse, at en god omgang pisk nok skal lære kineserne at arbejde hårdt. Okishima (Yamamura Sou) respekterer Kajis idealer om humanisme, men han mener ikke, at Kaji kunne ændre praksis på dette sted. En anden japaner, Okazaki (Ozawa Eitarou), bryder sig bestemt ikke om, at Kaji blander sig i den måde Okazaki behandler kineserne. En dag kommer hæren med flere hundrede kinesiske fanger, som de giver minefirmaet som arbejdskraft. Problemer opstår da nogle af disse kinesere ønsker at flygte, og Kaji er klemt mellem et ønske om at forbedre fangernes tilstande og firmaet og hæren, der hellere ønsker fangerne døde end frie.

I billederne af Kajis ansigt, da han overværer den japansk hær kappe hovedet af de fanger, hvis rettigheder han forgæves har kæmpet for, fortælles hele tragedien i et par øjne. Han ved i det øjeblik, at han ikke kan gøre noget, og han ved, at hans samvittighed aldrig vil tilgive ham for at være en del af dette umenneskelige system. De skæve billeder af henrettelsen går igen i ”Harakiri”, som er en ligeså smuk og vigtig film, der handler om ære som en falsk værdi. Humanisme er en ægte værdi, men det er samtidig en af de mest smertefulde og omkostningsfyldte værdier at kæmpe for. Specielt når dem du kæmper for ingen tiltro har til dig, og når dem du kæmper imod kan gøre, hvad de vil i nationens navn. Den værste i denne film i mine øjne er dog minelederen, der i effektivitetens navn lader sine mænd behandle kineserne som hunde.

Nakadai Tatsuya er fremragende, som manden der må erkende, at han alene ikke kan ændre verden, men han står alligevel fast ved sine principper. Indtil videre. Der er jo to film til, og i slutningen af denne første film bliver Kaji indkaldt til militærtjeneste. Konen er i mine øjne det eneste problem ved denne første tredjedel. Hvordan kan hun elske denne mand, hvis kamp hun end ikke forstår? Hvad fanden laver Kaji med dette gammeldags japanske ideal på en naiv husmor? Måske forbliver hun blot et kunstigt symbol på det gode gamle japanske hjem, eller også findes svarene i de næste to film.

Min Rating: 9/10
IMDB Rating 8,9/10


The Human Condition II (1959)

Det næste afsnit af Kobayashi Masakis ”The Human Condition" saga fungerer ikke på samme måde som den første som en selvstændig historie. Der er flere små episoder vog hændelser vævet ind i hinanden i denne tredjedel, men til gengæld handler de alle om det umenneskelige militærsystem og Kajis kamp for medmenneskelighed. Samtidig handler de også for Kajis kamp for at overleve krigen, hvilket han har lovet Michiko, at han vil gøre. Men det er ikke let at kæmpe for humanisme, og samtidig kæmpe for sin egen overlevelse på en slagmark mod russerne.

Det meste af filmen er dog en klassisk træningslejrfilm. Kaji (Nakadai Tatsuya) klarer sig selv ganske fint, da han med sin store viljestyrke og talent for skydning er en god soldat set fra de overordnedes synsvinkel. Der er en grum ironi i, at militæret vil udnytte Kajis talent, som han har til dels i kraft af sit had til det umenneskelige system. I militæret indordner Kaji sig mere eller mindre systemet, hvor rekrutterne dagligt får en kollektiv straf, selv når det ikke er en fra deres gruppe, der har begået en fejl. De menige, som rekrutterne deler sovesale med, gør livet svært for rekrutterne. Blandt de menige er dog også en anden systemmodstander, Shinjou (Satou Kei), som drømmer om et bedre liv i det kommunistiske Sovjet, hvis grænse ligger op ad lejren. Michiko (Aratama Michiyo) tager den lange og hårde vej for at besøge Kaji. I en rørende scene tilbringer hun natten hos ham, og han lover hende, at han vil finde hjem til hende i live. Michiko forbliver det traditionelle symbol på den opofrende hustru, der aldrig helt forstår de pinsler hendes mand gennemgår.

Det vigtigste i den første halvdel af filmen er dog historien om den gamle rekrut Obara (Tanaka Kunie), der ikke kan klare livet som soldat, og som begår selvmord efter at blive mobbet voldsomt af en af de menige. Kubrick har noget lignende i ”Full Metal Jacket”, men Kobayashi gør historien mere tragisk, smuk og menneskelig. Kaji sværger, at han vil få den menige straffet, men militæret er kun interesseret i at glemme denne skamfulde affære. En soldat, der begår selvmord, burde skamme sig i efterlivet.

Den næste halvdel af filmen rykker tættere på fronten. Kaji oplærer en gruppe rekrutter, som han forsøger at holde fra krigsveteranerne, der ellers ville behandle dem på samme måde som den menige, der drev Obara til selvmord. Kaji forsøger at indføre medmenneskelighed og respekt i gruppen, men veteranerne er vigtigere for militæret, og de får derfor lov til at gøre, hvad de vil. Først i slutningen af denne film kommer Kaji og hans mænd til frontlinjerne, hvor russerne er overlegne med tanks og maskingeværer. Veteranerne, der krævede respekt fra rekrutterne, viser sig at være intet værd, men det er vigtigere, hvad der sker med Kaji i de scener. Det er i sandhed svært at bevare sin menneskelighed på en slagmark.

Min Rating: 8,5/10
IMDB rating: 8,9/10


The Human Condition III (1961)

Den sidste del af ”The Human Condition” er ikke bare et værdigt punktum for et af de flotteste dramaer om Anden Verdenskrig nogensinde lavet. Denne film løfter hele trilogien op, og gør det til et af de bedste dramaer om krig, ideologier og overlevelse, som jeg nogensinde har set.

Kaji (Nakadai Tatsuya) er efterladt med kun to andre fra sit kompagni efter en grusom kamp mod russerne, der slagtede de dårligt bevæbnede japanske styrker. Alt håb er ude for Japan, og livet for japanerne i Manchuriet er nu enten en hård kamp for overlevelse. Kaji og den overlevende unge patriotiske Terada (Kawazu Yusuke) vælger at kæmpe sig vej bag fjendens linjer til Sydmanchuriet, hvor der er håb om at komme hjem. Alternativet er overgive sig til russerne med stor risiko for at ende i en af Stalins krigsfangelejre i det nordlige Sibirien. I den øde vildmark i det nordlige Manchuriet møder de en gruppe civile, der hverken har mad eller andre midler til at overleve. Kobayashis utrolige cinematografi fanger virkelige de hårde vilkår i de hjerteskærende skarpe og skæve vinkler, der virkelig bringer smerten ud af karaktererne. Og han viser ingen nåde. Det piner Kaji voldsomt, at de svageste ødelægger sig selv i stedet for at holde ud, og at det kun er de viljestærke som ham, der klarer sig igennem. Og selv da de klarer sig igennem, venter der blot flere pinsler.

På den anden side af vildmarken venter kineserne, der efter Japans nederlag nu har dannet en milits her og der, og kineserne er bestemt ikke glade for at se overlevende japanere. Blandt de overlevende i vildmarken er den prostituerede Ryuko (Kishida Kyouko) og Terada, men Kaji slår sig sammen med en anden gruppe overlevende soldater ledet Kirikara (Kaneko Nobuo, yakuzabossen fra ”Battles Without Honor and Humanity”). Kajis gruppe møder også andre japanere, både soldater og civile, men det er efterhånden ikke så indlysende, hvem der er den naturlige ven og fjende. Kaji ved blot, at han har lovet Michiko at overleve. Men hans egen overlevelse sker på andres bekostning, hvilket nager voldsomt i samvittigheden. Og han ved ikke, hvad der er sket med Michiko. I denne verden hvor alle kæmper for egen overlevelse, er det sværere for ham end nogensinde at finde noget at hænge fast i. Han startede som en ideologisk socialist, men efterhånden bliver han skeptisk overfor det Sovjet, han oplever i Nordmanchuriet.

I denne sidste del af denne lange fortælling, når Kaji virkelig yderkanten af, hvad det vil sige at være menneske. Jeg vil ikke sætte flere ord på denne film. Eller rettere, jeg kan ikke sætte flere ord på denne film. Den giver stadig genklang hos mig, og det vil den nok blive ved med at gøre længe. Dette er en af de film, som man vil huske og bør huske for altid. Den handler nemlig ikke bare om Japans dårlige samvittighed efter Anden Verdenskrig, men om menneskets dårlige samvittighed i det hele taget. Denne lange filmtrilogi lever virkelig op til titlen, ”Menneskets vilkår”.

Min Rating: 10/10 (På IMDB har jeg kun givet 19 ud af i alt 661 film en rating på 10)
IMDB Rating: 9,1/10






Hvis denne trilogi var blevet set af flere i vores del af verden, ville den uden tvivl ligge på top 250-listen. Hvis du stadig tror, at "Ringenes Herre" er den bedste filmtrilogi i filmhistorien, så se denne trilogi og se om du stadig er af samme holdning.

Der er vist kun denne udgave med engelske undertekster.

Axel havde engang den første til en nogenlunde pris, link, men den er desværre udsolgt. Et eller andet sted må den dog findes billigere.