Forventer man en action-film bliver man godt og grundigt overrasket. Selvom filmen byder paa en del scener med gevaer-skyderi, er det paa ingen maade action for spaendingens skyld (med et par faa undtagelser) - det er for at vise de raedsler og kriminelle handlinger der blev begaaet tilbage i Sierra Leone i 1994 (og til stadig eksisterer i Afrika i dag).
Filmens brutalitet og 'realisme' kom i den grad bag paa mig, og filmskaberne skal hoeste store roser fra min side for ikke at holde noget tilbage. Det er et foelsomt og ikke saerlig kommercielt emne der tackles, og de skal have applaus for det. De diverse moraler skrives af og til med lidt for store bogstaver, men det kan nu engang vaere noedvendigt naar man henvender sig til et amerikansk publikum.
DiCaprio spiller som saedvanlig staerkt (men en overbevisende accent), og denne film runder et rigtig godt filmaar af for hans vedkommende. Jeg haaber at se ham nomineret til en Oscar for een af hans film. Hounsou boer der derimod ikke vaere den store tvivl om - han nomineres. Sikkert som bi-rolle, selvom han har ligesaa meget screen-time som Leo. Jennifer Connolly goer det ogsaa glimrende i en lidt kedelig rolle som en anelse kliche-praeget og en-dimensionel journalist.
Som titlen lover er der ikke lagt op til den helt store intellektuelle oplevelse, var også ved at slukke for den igen efter 5-10minz - men jeg hængte i, og det endte med jeg faktisk begyndte at grine - filmen handler om at drikke øl, og masser af det. Fans af hele ølspils genren burde se denne film, de kunne lære noget ^^
Donald Sutherland har en 2 minutters rolle i denne film sjovt nok, ved sq ikke lige hvad han laver når han siger ja til sådanne roller. Men filmen er da en ok griner hvis man sidder med en ven og i begge har tømmermænd x 12.
Ifald der stadig skulle være nogen, der ikke er bekendt med den forudgående (og absolut geniale) doku-satire-serie om Polities Indsatsstyrke, er dvd-udgaven af denne anmeldt andetsteds på filmz.dk. Det følgende omhandler, som titlen antyder, seriens efternøler af en afrunding. Men hvilken efternøler!
Fem år som centervagt i Rødovre Centrum har tilsyneladende givet den ekskommunikerede indsatsbetjent John Schmidt en del uforløst kløe i aftrækkerfingeren. Han er derfor yderst tilfreds, da den akutte mangel på kvalificerede folk til en forestående aktion presser styrkens taktiske leder Bjarne til at hive ham tilbage i kevlarvesten. Men begejstringen forbliver ikke udelt. Det er svært nok at acceptere, at rivalen - og ifølge John medieluderen - NC stadig er solidt plantet på hans tidligere position som frontmand. Styrkens nye politik om anvendelse af ikke-dødbringende våben hjælper absolut ikke på sagen. Og som prikken over i'et er det John, der skal stå for afhøringen af den ukrainske pige Svetlana, som fem år tidligere kom imellem John og NC til trods for hendes bedyringer om ikke at have foretaget sig noget med sidstnævnte.
Svetlana ligger måske inde med viden om den menneskehandler, der siden John fyrede hende som au pair-pige har tvunget hende ud i prostitution. Det er hans forretning, aktionen er rettet imod, og selvfølgelig taber John hovedet under både afhøringen af Svetlana og den efterfølgende hurtige udrykning til bagmandens formodede opholdssted. Aktionen bliver traditionen tro en katastrofe. Efterfølgende er mistænkte stadig på fri fod, John på hospitalet og en civilist i lighuset, mens NC suser afsted til sin deltagelse i Vild Med Dans, så han kan få poleret i det mindste sit eget image på skærmen. Bjarne og skarpskytten Sebastian må nu selv tage affære, da der indløber vigtigt nyt i sagen...
Jonas Schmidt var hjemmevant som den fascistoide og elskelige antihelt John, selv om der få gange var et stænk Dolph inde over hans ytringer og stemmeføring (men hvem ville kunne undgå arbejdsskade efter tre sæsoner i den navnkundige blå flodhest??). Rasmus Bjerg eller Sebastian, som ellers er en af seriens mest underholdende figurer, trådte en smule mere i baggrunden på komiksiden, men understøttede til gengæld fint John, som løjerne jo også først og fremmest omhandlede. Lai Yde Holgaard gjorde det som altid nemt at hade NC, mens Carsten Kressner var passende anonym som den konfliktsky Bjarne. Oksana Ivanova var som altid glimrende som fortvivlede og ulykkelige Svetlana.
Lad det være sagt med det samme: Det Endelige Opgør var en fremragende afslutning på serien om John, Sebastian, NC, Bjarne og Svetlana. Der var tale om et dobbeltafsnit, som måske var en lille smule mindre tight end seriens almindelige episoder (men det ER jo også slutningen på en hel serie!), og det ellers altid så dokumentariske præg måtte måske nok vige for en lidt mere konstrueret historie, så slutningen kunne falde i hak. Alligevel sad jeg og klappede i mine små hænder i samfulde 40 minutter. Indholdsmæssigt var det en forskudsjulegave af de bedre, som jeg i de følgende dage vil komme til at slide en del på min videoptagelse af. Den eneste malurt, jeg evt. kan hælde i bægeret er, at jeg vel så inden for en overskuelig fremtid står over for at skulle skifte min allerede ejede dvd ud med en fuldprisudgivelse, hvor afslutningen måske er eneste nytilføjelse.
Men hvad, man er vel en stand ud guy...?
6/6 eller 10/10 ;)
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
M. Night Shyalman lavede screenplay til denne søde og sjove familiefilm med Michael J. Fox der lægger stemme til en mus der kommer med i familien Little.
Men familiens perserkat Snnowbell jager Stuart Little, og senere hen bliver Stuart Little narret af sin rigtige 'familie', og så får Stuart Little og Snowbell nogen baggårdskatte på nakken.
Fik set afsnit 8 af Battlestar Galactica sæson 2 i går aftes. Den serie bliver bare bedre og bedre. Måtte på IMDB og tjekke castlisten her til morgen for lige at få bekræftet at det rent faktisk var Lucy Lawless (Xena), der lige dukkede som en ny spændende karakter. Lækkert at se at der rent faktisk er et liv for hende efter Xena :o)
Just because the fucker's got a library card doesn't make him Yoda!
Wow. Lige som jeg troede Lynch var blevet lidt mere forstaaelig, kaster han denne naesten 3 timer lange film i hovedet paa mig.
Jeg er meget begejstret for Lynch - saa meget at jeg endda virkelig godt kan lide Dune (selvom det nok er den mest u-Lynch'ske film han har lavet). Og denne film fangede mig da ogsaa som vanligt, og formaaede ogsaa at bidrage til at jeg nok sover en anelse uroligt i nat. Men jeg maa blankt indroemme at jeg kom til kort rent forstaaelsesmaessigt. Hvor en film som Mulholland Dr. havde en nogenlunde forstaaelige narrativ, hvor der var enkelte 'weird' indslag, og saa kulminerede med en mystisk sidste fjerdedel der gjorde at man skulle vride hjernen, er Inland Empire stort set blottet for en 'lineaer' handling. Allerede fra starten er man dybt uforstaaende overfor begivenhederne. Filmen begynder dog hurtigt at spore sig ind paa noget der LIGNER et plot, foer at den fuldstaendig koerer af sporet igen.
Misforstaa mig ikke, jeg er slet ikke i tvivl om at der er mening med galskaben (som der som oftest er med Lynch film). Jeg fangede den bare overhovedet ikke. Paa et tidspunkt troede jeg at jeg forstod nogenlunde hvad der foregik efter at filmen tog en dramatisk drejning, men saa blev dette hurtigt fejet af banen. Dette gentog sig et par gange, indtil jeg bare lod vaere med at proeve og indsaa at jeg maatte proeve igen til naeste gang. Men da manglede der bare halvanden time, og jeg synes normalt foerst jeg bliver for alvor sat til sidst i handlingen naar jeg ser Lynch' film foerste gang. Saa det var lidt frustrerende bare at maatte 'give op' saa relativt tidligt i handlingen.
Alt i alt en af de mere rystende Lynch-oplevelser, som jeg simpelthen ikke kan give en hoejere karakter, da jeg bare fattede alt for lidt af hvad der foregik. Naar jeg genser denne film er jeg sikker paa at karakteren ryger i vejret, men mere kan jeg ikke straekke mig nu.
Band a Part (1964) ”Band à Part” nød jeg lige så meget som alle de andre Godard film fra denne periode. Måske en smule mere. Når fladskærme eller lignende engang i fremtiden bliver billige, så vil jeg hænge en bunke fladskærme med forskellige levende billeder af piger i Godard-film op i et rum, hvor jeg vil høre fransk popmusik fra den periode. Men jeg skal jo skrive om Godards, og ikke mine egne sære lyster i denne kommentar.
Det lader dog til, at de måske ikke er så forskellige, når man tænker på, hvor mange fantastiske billeder, der er i denne film af Anna Karinas charmerende ansigt. Hun er virkelig en tour de force i denne film. Hun er fræk og flirtende, dum og naiv, sårbar og trist, selvopofrende og kærlig.
Franz (Sami Frey) og Arthur (Claude Brasseur) hører fra pigen Odile (Anna Karina), at der i huset, hvor hun bor, er gemt en kæmpe stak penge i et skab. De to forsøger at forføre hende i en absurd scene på den skole, hvor hun tager engelsk-timer. Arthur sender hende som en uartig skoledreng sedler under bordet, mens en mand bag dem fylder sig med alkohol. En af vokseneleverne vil egentlig kun vide, hvordan man siger ”a big million dollar movie” på engelsk.
De to mænd overtaler den naive Odile til at hjælpe dem med at snuppe pengene, og det ender selvfølgelig ikke som planlagt. Som i andre Godard-film er plottet kun til for at blive dekonstrueret og leget med. På et tidspunkt siger en voice over fortællerstemme, at de ville vente til det blev nat med at stjæle pengene, da det jo er traditionen i dårlige b-film. B-filmstraditionen med, at det hele er filmet midt om dagen, selv om skuespillerne påstår, at det er nat, er også overholdt.
Pointen med filmen er dog ikke b-filmsplottet, men alt det andet, der foregår. For eksempel er der en lang scene på en cafe, hvor de tre 'helte' fordriver tiden i nogle enormt cool og underholdende scener. De beslutter sig for eksempel at holde et minuts stilhed. Filmens lyd slukkes i et halvt minut, hvorefter en af dem siger, at nu er det nok. Derefter bryder de ud i en koordineret dans, der ser ud til at have været enormt sjov at filme.
Odile tager også på toilettet på et tidspunkt, hvor en pige er i færd med at lægge make-up efter instruktioner fra et udklip af et dameblad, om hvordan man får ungdommelige øjne: ”Det handler ikke kun om udseende, men også om glæde.” En absurd lille kommentar a la Godard.
Så er der også date-scene mellem Arthur og Odile, hvor Arthur bryder ud i spassergang, eller hvor Odile bryder med den overfladiske lillepige-facon og citerer et digt tilsat billeder af hjemløse med mere, mens de to sidder i metroen og kører forbi stationer med navne som 'Libre'. Og læg også mærke til neonskiltet over en modebutik, hvor der står 'Nouvelle Vague'.
Og så har jeg ikke nævnt et af de store slagsmål i filmen, hvor et par tilskuerer lever sig så meget ind i det, at de trisser rundt om det i spænding. Og jeg har heller ikke nævnt Odiles lange tur fra sit hjem til mødestedet med Arthur og Franz, hvor hun krydser en flod i en jolle og fodrer en tiger på vejen.
De har haft det skæg, da de lavede denne film, og det smitter.
#151 rasser 17 år siden
Forventer man en action-film bliver man godt og grundigt overrasket. Selvom filmen byder paa en del scener med gevaer-skyderi, er det paa ingen maade action for spaendingens skyld (med et par faa undtagelser) - det er for at vise de raedsler og kriminelle handlinger der blev begaaet tilbage i Sierra Leone i 1994 (og til stadig eksisterer i Afrika i dag).
Filmens brutalitet og 'realisme' kom i den grad bag paa mig, og filmskaberne skal hoeste store roser fra min side for ikke at holde noget tilbage. Det er et foelsomt og ikke saerlig kommercielt emne der tackles, og de skal have applaus for det. De diverse moraler skrives af og til med lidt for store bogstaver, men det kan nu engang vaere noedvendigt naar man henvender sig til et amerikansk publikum.
DiCaprio spiller som saedvanlig staerkt (men en overbevisende accent), og denne film runder et rigtig godt filmaar af for hans vedkommende. Jeg haaber at se ham nomineret til en Oscar for een af hans film. Hounsou boer der derimod ikke vaere den store tvivl om - han nomineres. Sikkert som bi-rolle, selvom han har ligesaa meget screen-time som Leo. Jennifer Connolly goer det ogsaa glimrende i en lidt kedelig rolle som en anelse kliche-praeget og en-dimensionel journalist.
4/6
#152 chronaden 17 år siden
Som titlen lover er der ikke lagt op til den helt store intellektuelle oplevelse, var også ved at slukke for den igen efter 5-10minz - men jeg hængte i, og det endte med jeg faktisk begyndte at grine - filmen handler om at drikke øl, og masser af det. Fans af hele ølspils genren burde se denne film, de kunne lære noget ^^
Donald Sutherland har en 2 minutters rolle i denne film sjovt nok, ved sq ikke lige hvad han laver når han siger ja til sådanne roller. Men filmen er da en ok griner hvis man sidder med en ven og i begge har tømmermænd x 12.
3/6 fordi den er da god for en griner :>
#153 evermind 17 år siden
Ifald der stadig skulle være nogen, der ikke er bekendt med den forudgående (og absolut geniale) doku-satire-serie om Polities Indsatsstyrke, er dvd-udgaven af denne anmeldt andetsteds på filmz.dk. Det følgende omhandler, som titlen antyder, seriens efternøler af en afrunding. Men hvilken efternøler!
Fem år som centervagt i Rødovre Centrum har tilsyneladende givet den ekskommunikerede indsatsbetjent John Schmidt en del uforløst kløe i aftrækkerfingeren. Han er derfor yderst tilfreds, da den akutte mangel på kvalificerede folk til en forestående aktion presser styrkens taktiske leder Bjarne til at hive ham tilbage i kevlarvesten. Men begejstringen forbliver ikke udelt. Det er svært nok at acceptere, at rivalen - og ifølge John medieluderen - NC stadig er solidt plantet på hans tidligere position som frontmand. Styrkens nye politik om anvendelse af ikke-dødbringende våben hjælper absolut ikke på sagen. Og som prikken over i'et er det John, der skal stå for afhøringen af den ukrainske pige Svetlana, som fem år tidligere kom imellem John og NC til trods for hendes bedyringer om ikke at have foretaget sig noget med sidstnævnte.
Svetlana ligger måske inde med viden om den menneskehandler, der siden John fyrede hende som au pair-pige har tvunget hende ud i prostitution. Det er hans forretning, aktionen er rettet imod, og selvfølgelig taber John hovedet under både afhøringen af Svetlana og den efterfølgende hurtige udrykning til bagmandens formodede opholdssted. Aktionen bliver traditionen tro en katastrofe. Efterfølgende er mistænkte stadig på fri fod, John på hospitalet og en civilist i lighuset, mens NC suser afsted til sin deltagelse i Vild Med Dans, så han kan få poleret i det mindste sit eget image på skærmen. Bjarne og skarpskytten Sebastian må nu selv tage affære, da der indløber vigtigt nyt i sagen...
Jonas Schmidt var hjemmevant som den fascistoide og elskelige antihelt John, selv om der få gange var et stænk Dolph inde over hans ytringer og stemmeføring (men hvem ville kunne undgå arbejdsskade efter tre sæsoner i den navnkundige blå flodhest??). Rasmus Bjerg eller Sebastian, som ellers er en af seriens mest underholdende figurer, trådte en smule mere i baggrunden på komiksiden, men understøttede til gengæld fint John, som løjerne jo også først og fremmest omhandlede. Lai Yde Holgaard gjorde det som altid nemt at hade NC, mens Carsten Kressner var passende anonym som den konfliktsky Bjarne. Oksana Ivanova var som altid glimrende som fortvivlede og ulykkelige Svetlana.
Lad det være sagt med det samme: Det Endelige Opgør var en fremragende afslutning på serien om John, Sebastian, NC, Bjarne og Svetlana. Der var tale om et dobbeltafsnit, som måske var en lille smule mindre tight end seriens almindelige episoder (men det ER jo også slutningen på en hel serie!), og det ellers altid så dokumentariske præg måtte måske nok vige for en lidt mere konstrueret historie, så slutningen kunne falde i hak. Alligevel sad jeg og klappede i mine små hænder i samfulde 40 minutter. Indholdsmæssigt var det en forskudsjulegave af de bedre, som jeg i de følgende dage vil komme til at slide en del på min videoptagelse af. Den eneste malurt, jeg evt. kan hælde i bægeret er, at jeg vel så inden for en overskuelig fremtid står over for at skulle skifte min allerede ejede dvd ud med en fuldprisudgivelse, hvor afslutningen måske er eneste nytilføjelse.
Men hvad, man er vel en stand ud guy...?
6/6 eller 10/10 ;)
#154 mr gaijin 17 år siden
#155 filmz-Narniabæver 17 år siden
M. Night Shyalman lavede screenplay til denne søde og sjove familiefilm med Michael J. Fox der lægger stemme til en mus der kommer med i familien Little.
Men familiens perserkat Snnowbell jager Stuart Little, og senere hen bliver Stuart Little narret af sin rigtige 'familie', og så får Stuart Little og Snowbell nogen baggårdskatte på nakken.
8 / 10
#156 evermind 17 år siden
You better believe it! :)
#157 wiseguy 17 år siden
#158 rasser 17 år siden
Wow. Lige som jeg troede Lynch var blevet lidt mere forstaaelig, kaster han denne naesten 3 timer lange film i hovedet paa mig.
Jeg er meget begejstret for Lynch - saa meget at jeg endda virkelig godt kan lide Dune (selvom det nok er den mest u-Lynch'ske film han har lavet). Og denne film fangede mig da ogsaa som vanligt, og formaaede ogsaa at bidrage til at jeg nok sover en anelse uroligt i nat. Men jeg maa blankt indroemme at jeg kom til kort rent forstaaelsesmaessigt. Hvor en film som Mulholland Dr. havde en nogenlunde forstaaelige narrativ, hvor der var enkelte 'weird' indslag, og saa kulminerede med en mystisk sidste fjerdedel der gjorde at man skulle vride hjernen, er Inland Empire stort set blottet for en 'lineaer' handling. Allerede fra starten er man dybt uforstaaende overfor begivenhederne. Filmen begynder dog hurtigt at spore sig ind paa noget der LIGNER et plot, foer at den fuldstaendig koerer af sporet igen.
Misforstaa mig ikke, jeg er slet ikke i tvivl om at der er mening med galskaben (som der som oftest er med Lynch film). Jeg fangede den bare overhovedet ikke. Paa et tidspunkt troede jeg at jeg forstod nogenlunde hvad der foregik efter at filmen tog en dramatisk drejning, men saa blev dette hurtigt fejet af banen. Dette gentog sig et par gange, indtil jeg bare lod vaere med at proeve og indsaa at jeg maatte proeve igen til naeste gang. Men da manglede der bare halvanden time, og jeg synes normalt foerst jeg bliver for alvor sat til sidst i handlingen naar jeg ser Lynch' film foerste gang. Saa det var lidt frustrerende bare at maatte 'give op' saa relativt tidligt i handlingen.
Alt i alt en af de mere rystende Lynch-oplevelser, som jeg simpelthen ikke kan give en hoejere karakter, da jeg bare fattede alt for lidt af hvad der foregik. Naar jeg genser denne film er jeg sikker paa at karakteren ryger i vejret, men mere kan jeg ikke straekke mig nu.
4/6
#159 jessup 17 år siden
#160 mr gaijin 17 år siden
Band a Part (1964)
”Band à Part” nød jeg lige så meget som alle de andre Godard film fra denne periode. Måske en smule mere. Når fladskærme eller lignende engang i fremtiden bliver billige, så vil jeg hænge en bunke fladskærme med forskellige levende billeder af piger i Godard-film op i et rum, hvor jeg vil høre fransk popmusik fra den periode. Men jeg skal jo skrive om Godards, og ikke mine egne sære lyster i denne kommentar.
Det lader dog til, at de måske ikke er så forskellige, når man tænker på, hvor mange fantastiske billeder, der er i denne film af Anna Karinas charmerende ansigt. Hun er virkelig en tour de force i denne film. Hun er fræk og flirtende, dum og naiv, sårbar og trist, selvopofrende og kærlig.
Franz (Sami Frey) og Arthur (Claude Brasseur) hører fra pigen Odile (Anna Karina), at der i huset, hvor hun bor, er gemt en kæmpe stak penge i et skab. De to forsøger at forføre hende i en absurd scene på den skole, hvor hun tager engelsk-timer. Arthur sender hende som en uartig skoledreng sedler under bordet, mens en mand bag dem fylder sig med alkohol. En af vokseneleverne vil egentlig kun vide, hvordan man siger ”a big million dollar movie” på engelsk.
De to mænd overtaler den naive Odile til at hjælpe dem med at snuppe pengene, og det ender selvfølgelig ikke som planlagt. Som i andre Godard-film er plottet kun til for at blive dekonstrueret og leget med. På et tidspunkt siger en voice over fortællerstemme, at de ville vente til det blev nat med at stjæle pengene, da det jo er traditionen i dårlige b-film. B-filmstraditionen med, at det hele er filmet midt om dagen, selv om skuespillerne påstår, at det er nat, er også overholdt.
Pointen med filmen er dog ikke b-filmsplottet, men alt det andet, der foregår. For eksempel er der en lang scene på en cafe, hvor de tre 'helte' fordriver tiden i nogle enormt cool og underholdende scener. De beslutter sig for eksempel at holde et minuts stilhed. Filmens lyd slukkes i et halvt minut, hvorefter en af dem siger, at nu er det nok. Derefter bryder de ud i en koordineret dans, der ser ud til at have været enormt sjov at filme.
Odile tager også på toilettet på et tidspunkt, hvor en pige er i færd med at lægge make-up efter instruktioner fra et udklip af et dameblad, om hvordan man får ungdommelige øjne: ”Det handler ikke kun om udseende, men også om glæde.” En absurd lille kommentar a la Godard.
Så er der også date-scene mellem Arthur og Odile, hvor Arthur bryder ud i spassergang, eller hvor Odile bryder med den overfladiske lillepige-facon og citerer et digt tilsat billeder af hjemløse med mere, mens de to sidder i metroen og kører forbi stationer med navne som 'Libre'. Og læg også mærke til neonskiltet over en modebutik, hvor der står 'Nouvelle Vague'.
Og så har jeg ikke nævnt et af de store slagsmål i filmen, hvor et par tilskuerer lever sig så meget ind i det, at de trisser rundt om det i spænding. Og jeg har heller ikke nævnt Odiles lange tur fra sit hjem til mødestedet med Arthur og Franz, hvor hun krydser en flod i en jolle og fodrer en tiger på vejen.
De har haft det skæg, da de lavede denne film, og det smitter.
Min vurdering 8/10
IMDB vurdering 7,9/10