Les Petit Soldat (1963) Efterhånden har jeg fået set en hel del Godard, så jeg ser frem til enhver chance for at se hans film. Specielt de tidlige film fra 1960erne, der stråler af legeglad energi.
”Les Petit Soldat” er Godards anden film efter ”A Bout de Souffle”, og den blev faktisk lavet i 1960, selv om den først blev vist tre år efter på grund af censurering. Filmens plot har nemlig noget med krigen mellem Algeriet og Frankrig i samtiden at gøre. Men som det som regel er tilfældet med Godards film, så er plottet kun en lille enkel brik i en stor og excentrisk filmkonstruktion. I denne konstruktion leger Godard med film noir-genren, idealer og nihilisme, og ikke mindst Anna Karinas skønne udstråling. Det ville være en trist film uden hendes udstråling.
Bruno Forestier (Michael Subor) er en anti-terror agent (eller er han blot en terror agent?), der tilhører en gruppe af skumle mænd i Genova. Men han adlyder ikke ordrer, da de vil have ham til at dræbe en mand, og tilværelsen bliver pludselig farlig for denne nihilistiske unge mand. Samtidig forelsker han sig forståeligt nok i den uimodståelige Veronica (Anna Karina). Veronicas navn er Dreyer, hvilket får en til at tænke på om pigen er den danske filminstruktørs fiktive barnebarn.
Som det jo hører sig til i den thriller-genre, som Godard her dekonstruerer eller leger med, så er Veronica selvfølgelig også en spion. Men før denne forvikling giver Godard os nogle fantastiske billeder af Anna Karina i form af denne mystiske Veronica, som Bruno fotograferer i hendes lejlighed, mens hun upåvirket kigger sig i spejlet, leger med et albumcover, sætter fingeren for munden, kigger mod kameraet, kigger ned, tænder en cigaret, hopper på sengen, går rundt i et værelse, mens hun ind imellem kigger i kameraet.
Udover disse billeder af nymfen, så rummer filmen også nogle diskussioner om nihilisme og idealer. Der er for eksempel en stærk, men nærmest afdramatiseret torturscene, hvor arabiske terrorister med kommunistiske idealer torturerer Bruno, der som den hardcore nihilist siger: at dø er et privilegie. Bruno og Veronica har også politiske og filosofiske diskussioner om idealer så som kommunistiske broderskab (eller måske blot medmenneskelighed), hvor Bruno mener, at en fremmed ikke er hans broder, blot fordi de begge har øjne og ører.
Samtidig med at lege med Anna Karina og disse temaer, så leger Godard med filmkonventionerne. Han bryder den fjerde væg ved at lade skuespillere gå bag om kameraet og ind i billedet igen. For slet ikke at tale om alle de øjeblikke, hvor skuespillerne kigger i kameraet, og siger hvad de tænker. Dette blandet sammen med det håndholdte kamera og den grynede sort/hvid film virker enormt forfriskende selv i forhold til film anno i dag.
Jeg fik endelig set Steamboy idag, havde slæbt den med over til min ven jeg holdt nytår ved, så den sad vi og så her i morges.
Damm jeg er blæst væk, den er satme visuel flot, og hele Miljøet med Dampmaskiner er ret godt, Synes det gav en fantastisk stemning.
Jeg ævgre mig lidt over jeg ikke har set den i en biograf, fordi scenerne er utrolig flotte deri, og jeg tror de kunne havde virker så meget bedre på et stort lærred, især Slutsekvensen med Steam Tower var meget Imponerende.
Jeg glæder mig til xtra matrialet, og så kunne det være jeg sku tjekke noget mere ud af folkene bag Steamboy, fordi damm den var sku go, for at sige det på godt gamel dansk 8-)
Så indtil videre er det den bedste film jeg har set i 2007 hehe.
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
På engelsk hedder denne seks timers lange film ”The Best of Youth”, og på dansk, da jeg så den på DR2 hedder den ”Vores Bedste År”. Titlen er måske ikke særlig sigende, men det er svært at sætte en titel på en film, der rummer så meget.
Den varer over seks timer, og den fortæller om to brødre og en familie i 40 år fra midten af 1960erne til i dag. Brødrene Nicola (Luigi Lo Cascio) og Matteo (Alessio Boni) er af forskellig temperament, og deres skæbner og bliver også ganske forskellige. Filmen starter med, at de kommer på en skillevej, da de møder den psykisk syge Giorgia (Jasmine Trinca), som de beslutter sig for at hive ud af den lukkede afdeling. De rejser nordpå med Nordkap som mål, men Matteo vender om, mens Nicola fortsætter.
Nicola oplever naturen, hippier, Vietnam-desertører og viljestærker, smukke unge norske jenter på sit ophold, mens Matteo tager i militærlejr tilbage i Italien. De mødes igen, da der er oversvømmelser i Firenze, hvor massevis af unge i Italien tog til for at redde bøger og andre historiske levn. Her i Firenze møder Nicola pianisten Giulia (Sonia Bergamasco),da hun tilfældigt giver sig til at spille på et klaver midt i det mudrede og slidte Firenze. Nicola og Giulia får et barn, og han bliver uddannet som psykiater, hvor han senere vil arbejde med en optimisme og nogle idealer for behandlingen af psykisk syge.
Den mere indadvendte og ensomme Matteo bliver derimod politibetjent, og han finder ingen pige, som han slår sig ned sammen med. Nicolas liv er dog heller ikke lutter lagkage. Giulia er nemlig meget aktiv i den Røde Brigade. Faktisk så aktiv at hun vier sit liv til dens mission frem for familielivet med Nicola og deres datter. Samtidig kommer der også en pige i Matteos liv. Nemlig fotografen Mirella (Maya Sansa), der specielt i filmens sidste dele får en stor rolle at spille. Så er der også psykisk syge Giorgias udvikling som person, der siger lidt om både Nicolas egen udvikling, og om udviklingen af psykiatri i Italien. Det sidstnævnte siger også noget om Italiens egen udvikling i det hele taget fra 60erne til i dag.
Jeg kan ikke undgå at sammenligne med Bertoluccis ”1900”, der smurte tykt på med voldsomt drama og konflikt imellem idealer. Her er der også idealer blandet ind i fortællingen, men hovedvinklen er en stille humanisme. Der er ikke voldsomme revolutioner eller lignende, selv om en af karaktererne forsøger på det. Der er en meget langsommere, mere stille og nuanceret udvikling. Karaktererne ældes stille og roligt. Netop Giorgias udvikling siger en hel del om udviklingen i filmen.
Jeg så som sagt denne film i fire dele, og jeg ville nok have foretrukket at se den i enten et eller muligvis to dele. Jeg har faktisk lyst til at skaffe mig den på DVD og se den ud i et køre igen. Filmen virker nemlig aldrig ligegyldig eller langtrukken. Den bruger tiden godt til at give den store historie dybde og detaljer. Og så er filmen smukt fotograferet, og specielt filmens score er utrolig smukt. ”La Meglio Gioventù” er seks timers filmnydelse.
Fie redder en lille gris fra at blive slagtet, men der er ikke plads til grisen, så den bliver flyttet over til naboen, hvor der begynder at ske mirakler.
En vellyket og charmerende, men også lidt vemodig filmatisering af E.B. White's bog.
9 / 10
Emir Kusturcia's Underground
Denne film foregår fra anden verdenskrig til Jugoslavien's opbrud, hvor nogen folk søger tilflugt i en kælder.
En lang men livlig og tiltider dramatisk storfilm om det tidligere Jugoslavien.
10 / 10
Spider Man 2
I denne fortsættelse får man at se hvordan at Edderkoppens fjende Doctor Octopus blev til under et mislykket eksperiment.
Det er en af de bedre fortsættelser i superhelte genren, men også lidt langsom, og den bliver livet op af hæsblæsende action sekvenser.
7 / 10
The Polar Express
En dreng vågner op en julenat, og han ser et tog der holder udenfor, og han tager med toget mod Nordpolen.
Fantastisk CGI animeret tegnefilm for større børn der har mange rutschebaneture og smukke scener.
Meget grineren film om hvordan verden vil se ud om 500 år, hvis dumme mennesker får flere børn end intelligente mennesker. Om 500 år er det gennemsnitlige menneske dummere end Beavis & Butthead ;o) Sjov tanke og ultra plat film, men ret underholdende. Filmens manuskript havde titlen "United states of Uuuh-merica", hvilket beskriver filmen meget godt :oD
4/6
"When people ask me if I went to film school I tell them, 'no, I went to films.'" -QT
The Prestige Endnu en kompleks fortælling og særdeles spændende plot fra Nolan(s). Alle rollerne har stor dybde, så der er noget på spil i samtlige scener. Elegant score og igen er det visuelle helt i top. Imponerende start på filmåret 2007. 5/6 (5 STORE)
How far does a girl have to go to untangle her tingle? Deep Throat (1972)
”Ninotchka” er en satirisk film over Sovjet og stalinisme, der blev lavet før, den kolde krig for alvor fandt sted. Samtidig er det den første film, men ikke den sidste, som jeg ser af instruktør Ernst Lubitsch og den store skuespillerinde Greta Garbo.
”Ninotchka” er en sjælden komedie-rolle for hende, der er så berømt i Hollywood for sine seriøse roller i film som ”Grand Hotel” og ”Mata Hari”. Jeg nød Garbo som Sovjet-agenten, Ninotchka, der kommer til Paris for at løse noget rod med nogle smykker fra zar-familiens tid.
Der er nemlig gået ged i den, da nogle udsendinge fra Sovjet tager til Paris for at sælge nogle gamle smykker, som staten beslaglagte fra adelen efter revolutionen. Denne ged er nærmere betegnet den tidligere ejer af smykkerne, Storhertuginde Swana (Ina Claire), der i sit sted har sendt vennen grev Leon D'Algout (Melvyn Douglas) til at forpurre handelen.
Før Ninotchka finder ud af, hvem han er, så lægger D'Algout kraftigt an på denne iskolde og benhårde idealistiske sovjetpige. Hun afviser selvfølgelig først denne dekadente kapitalists tilnærmelser. Det giver anledning til en masse rigtig gode replikker, som de så smukt blev skrevet til 30ernes film. For eksempel da hun under flirten siger: 'We don't have men like you in my country'. Han siger: 'Thank you', hvortil hun siger:'That is why I believe in the future of our country'.
De to forelsker sig selvfølgelig i hinanden, og det strider imod deres affærer med smykkerne. Hertuginden bliver misundelig på deres kærlighed, og hun foreslår at opgive sit krav på smykkerne, hvis Ninotchka rejser hjem til Sovjet og væk fra D'Algout.
Greta Garbo gør det godt i denne film. Med sit spil for hun os næsten til at tro på, at Ninotchka er i så stor personlig konflikt, at filmen mulighvis ikke ender med en klassisk 'kærligheden sejrer over alt'-slutning.
Plotudviklingen er selvfølgelig ganske forudsigelig, men pointen med det hele er jo også mødet mellem det forestillede stalinistiske Rusland og Vesten. Filmen her er jo en form for propaganda, og vi får også nogle bidende replikker ud af Ninotchkas mund så som: 'Masseprocesserne gik godt. Der er nu færre, men bedre russere'.
Filmen største og stærkeste kritik af Sovjet-systemet er trods disse skarpe bemærkninger dog mest, at Sovjet-systemet, som det er personificeret i af Ninotchka, ikke forstår de folk, den arbejder for. Før de bliver forelskede, tager Ninotchka og D'Algout på en arbejderkro, hvor det viser siger sig, at Ninotchka er ude af stand til at være folkelig. Det er faktisk en ganske rammende kritik af enhver idealisme, der bliver systematiseret.
Selv om der er tale om en lille og let komedie, så kan man nu godt mærke Greta Garbos storhed som skuespillerinde. Så hende må jeg se mere til, og "Ninotchka" får mine varmeste anbefalinger, hvis man kan nyde en god komedie fra 30erne med lidt bid i.
No Regrets for Our Youth (Waga Seishun ni Kuinashi 1946)
”Waga Seishun ni Kuinashi” blev lavet meget hurtigt efter krigen, og den bærer tydeligt præg af, at det nu var den amerikanske besættelsesmagt, der styrede, hvad der skulle laves. Det er derfor ikke Kurosawas stærkeste film. Men stærk og Kurosawask er den helt sikkert. Specielt henimod slutningen, hvor han virkelig får det bedste ud af sin stjerne, Hara Setsuko, som siden gik hen og blev Ozus store skuespillerinde.
Filmen begynder i den tidlige Showa-periode, 1930erne, hvor det japanske militær er gået ind i Manchuriet og dannet Manchukuo. Den liberale professor Yagihara (Okochi Denjiro) ved Kyoto universitet går imidlertidig imod militærets og zaibatsuernes overtagelse af det hele, og det samme gør hans ivrige elev Noge Ryukichi (Fujita Susumu). Filmens hovedperson er denne professors datter og elevens gode ven, Yukie (Hara Setsuko), der tit kommer op at diskutere med Noge. Noge er meget fokuseret på det politiske, mens Yukie helst vil forblive en æstetiker. Men på den anden side så siger deres fælles ven, Itokawa (Kono Akitake), der logrer med halen og går i knæ på hendes kommando, hende ikke så meget.
Da der holdes demonstrationer for ytringsfrihed og frihed i undervisningen på universitetet, mister Yagihara sit job, og Noge vælger at lade være med at fuldføre sin uddannelse for at arbejde på den politiske venstrefløj i stedet. Det ender at han sættes i fængsel og kommer meget mere ydmyg hjem tre år efter. Sådan fik den militære magt grebet om befolkningen. Den første del af filmen er temmelig melodramatisk, men midt i filmen er der et stærkt vendepunkt, hvor Yukie finder sammen med Noge. De når lige at få en smule lykke sammen, inden han henrettes som spion. Derefter forsøger hun i krigstidens Japan at efterleve hans ord om at leve et liv, som man ikke vil fortryde, når man ser tilbage.
Det involverer hårdt arbejde og mange ydmygelser for hende, og hvis der er noget Kurosawa kan, så er det at vise idealistisk heltemod på lærredet. Capra kunne i sine film med James Stewart bruge mange ord og brandtaler til at ruske i sit publikum, men Kurosawa kan gøre det med billeder alene. Han får den gudesmukke Hara Setsuko til at vise sin sande skønhed, da hun er fuldkommen nedbrudt og slidt og udhængt af samfundet, men stadig kæmper for, hvad hun tror på. Ud over Hara Setsuko så får vi også i filmen en lækker lille præstation af Shimura Takashi som en led og ubehagelig politiforhører, der udspørger Yukie om sin mand til hun falder omkuld. Utroligt at man kan få ham til at se så kynisk og led ud, når Kurosawa senere får ham til at ligne menneskeligheden selv i film som "Drunken Angel" (Yoidore Tenshi), "Ikiru" og "Shichinin no Samurai".
Tonen i filmen er selvfølgelig dikteret i nogen grad af det amerikanske censurkontor (sjovt at en film der promoverer ytringsfrihed har været under stærk censur). Men Kurosawa ville ikke kunne lave så stærke billeder, hvis han ikke selv troede på budskabet bag billederne. Som den unge Noge på et tidspunkt siger: ”Skønhed er blot en sæbebobbel, hvis der ikke er en ide bag ved.”
Jeg så den i en japansk R2 udgave, og jeg ved ikke om der findes en udgave med engelske undertekster endnu. Men Criterion har bare at nosse sig sammen.
#161 mr gaijin 17 år siden
Efterhånden har jeg fået set en hel del Godard, så jeg ser frem til enhver chance for at se hans film. Specielt de tidlige film fra 1960erne, der stråler af legeglad energi.
”Les Petit Soldat” er Godards anden film efter ”A Bout de Souffle”, og den blev faktisk lavet i 1960, selv om den først blev vist tre år efter på grund af censurering. Filmens plot har nemlig noget med krigen mellem Algeriet og Frankrig i samtiden at gøre. Men som det som regel er tilfældet med Godards film, så er plottet kun en lille enkel brik i en stor og excentrisk filmkonstruktion. I denne konstruktion leger Godard med film noir-genren, idealer og nihilisme, og ikke mindst Anna Karinas skønne udstråling. Det ville være en trist film uden hendes udstråling.
Bruno Forestier (Michael Subor) er en anti-terror agent (eller er han blot en terror agent?), der tilhører en gruppe af skumle mænd i Genova. Men han adlyder ikke ordrer, da de vil have ham til at dræbe en mand, og tilværelsen bliver pludselig farlig for denne nihilistiske unge mand. Samtidig forelsker han sig forståeligt nok i den uimodståelige Veronica (Anna Karina). Veronicas navn er Dreyer, hvilket får en til at tænke på om pigen er den danske filminstruktørs fiktive barnebarn.
Som det jo hører sig til i den thriller-genre, som Godard her dekonstruerer eller leger med, så er Veronica selvfølgelig også en spion. Men før denne forvikling giver Godard os nogle fantastiske billeder af Anna Karina i form af denne mystiske Veronica, som Bruno fotograferer i hendes lejlighed, mens hun upåvirket kigger sig i spejlet, leger med et albumcover, sætter fingeren for munden, kigger mod kameraet, kigger ned, tænder en cigaret, hopper på sengen, går rundt i et værelse, mens hun ind imellem kigger i kameraet.
Udover disse billeder af nymfen, så rummer filmen også nogle diskussioner om nihilisme og idealer. Der er for eksempel en stærk, men nærmest afdramatiseret torturscene, hvor arabiske terrorister med kommunistiske idealer torturerer Bruno, der som den hardcore nihilist siger: at dø er et privilegie. Bruno og Veronica har også politiske og filosofiske diskussioner om idealer så som kommunistiske broderskab (eller måske blot medmenneskelighed), hvor Bruno mener, at en fremmed ikke er hans broder, blot fordi de begge har øjne og ører.
Samtidig med at lege med Anna Karina og disse temaer, så leger Godard med filmkonventionerne. Han bryder den fjerde væg ved at lade skuespillere gå bag om kameraet og ind i billedet igen. For slet ikke at tale om alle de øjeblikke, hvor skuespillerne kigger i kameraet, og siger hvad de tænker. Dette blandet sammen med det håndholdte kamera og den grynede sort/hvid film virker enormt forfriskende selv i forhold til film anno i dag.
Min vurdering 8/10
IMDB 7,2/10
#162 JannikAnd 17 år siden
8/10
#163 elwood 17 år siden
Damm jeg er blæst væk, den er satme visuel flot, og hele Miljøet med Dampmaskiner er ret godt, Synes det gav en fantastisk stemning.
Jeg ævgre mig lidt over jeg ikke har set den i en biograf, fordi scenerne er utrolig flotte deri, og jeg tror de kunne havde virker så meget bedre på et stort lærred, især Slutsekvensen med Steam Tower var meget Imponerende.
Jeg glæder mig til xtra matrialet, og så kunne det være jeg sku tjekke noget mere ud af folkene bag Steamboy, fordi damm den var sku go, for at sige det på godt gamel dansk 8-)
Så indtil videre er det den bedste film jeg har set i 2007 hehe.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#164 mr gaijin 17 år siden
På engelsk hedder denne seks timers lange film ”The Best of Youth”, og på dansk, da jeg så den på DR2 hedder den ”Vores Bedste År”. Titlen er måske ikke særlig sigende, men det er svært at sætte en titel på en film, der rummer så meget.
Den varer over seks timer, og den fortæller om to brødre og en familie i 40 år fra midten af 1960erne til i dag. Brødrene Nicola (Luigi Lo Cascio) og Matteo (Alessio Boni) er af forskellig temperament, og deres skæbner og bliver også ganske forskellige. Filmen starter med, at de kommer på en skillevej, da de møder den psykisk syge Giorgia (Jasmine Trinca), som de beslutter sig for at hive ud af den lukkede afdeling. De rejser nordpå med Nordkap som mål, men Matteo vender om, mens Nicola fortsætter.
Nicola oplever naturen, hippier, Vietnam-desertører og viljestærker, smukke unge norske jenter på sit ophold, mens Matteo tager i militærlejr tilbage i Italien. De mødes igen, da der er oversvømmelser i Firenze, hvor massevis af unge i Italien tog til for at redde bøger og andre historiske levn. Her i Firenze møder Nicola pianisten Giulia (Sonia Bergamasco),da hun tilfældigt giver sig til at spille på et klaver midt i det mudrede og slidte Firenze. Nicola og Giulia får et barn, og han bliver uddannet som psykiater, hvor han senere vil arbejde med en optimisme og nogle idealer for behandlingen af psykisk syge.
Den mere indadvendte og ensomme Matteo bliver derimod politibetjent, og han finder ingen pige, som han slår sig ned sammen med. Nicolas liv er dog heller ikke lutter lagkage. Giulia er nemlig meget aktiv i den Røde Brigade. Faktisk så aktiv at hun vier sit liv til dens mission frem for familielivet med Nicola og deres datter. Samtidig kommer der også en pige i Matteos liv. Nemlig fotografen Mirella (Maya Sansa), der specielt i filmens sidste dele får en stor rolle at spille. Så er der også psykisk syge Giorgias udvikling som person, der siger lidt om både Nicolas egen udvikling, og om udviklingen af psykiatri i Italien. Det sidstnævnte siger også noget om Italiens egen udvikling i det hele taget fra 60erne til i dag.
Jeg kan ikke undgå at sammenligne med Bertoluccis ”1900”, der smurte tykt på med voldsomt drama og konflikt imellem idealer. Her er der også idealer blandet ind i fortællingen, men hovedvinklen er en stille humanisme. Der er ikke voldsomme revolutioner eller lignende, selv om en af karaktererne forsøger på det. Der er en meget langsommere, mere stille og nuanceret udvikling. Karaktererne ældes stille og roligt. Netop Giorgias udvikling siger en hel del om udviklingen i filmen.
Jeg så som sagt denne film i fire dele, og jeg ville nok have foretrukket at se den i enten et eller muligvis to dele. Jeg har faktisk lyst til at skaffe mig den på DVD og se den ud i et køre igen. Filmen virker nemlig aldrig ligegyldig eller langtrukken. Den bruger tiden godt til at give den store historie dybde og detaljer. Og så er filmen smukt fotograferet, og specielt filmens score er utrolig smukt. ”La Meglio Gioventù” er seks timers filmnydelse.
Min vurdering 8/10
IMDB rating 7,9/10
Ebert 4/4
#165 filmz-Narniabæver 17 år siden
Fie redder en lille gris fra at blive slagtet, men der er ikke plads til grisen, så den bliver flyttet over til naboen, hvor der begynder at ske mirakler.
En vellyket og charmerende, men også lidt vemodig filmatisering af E.B. White's bog.
9 / 10
Emir Kusturcia's Underground
Denne film foregår fra anden verdenskrig til Jugoslavien's opbrud, hvor nogen folk søger tilflugt i en kælder.
En lang men livlig og tiltider dramatisk storfilm om det tidligere Jugoslavien.
10 / 10
Spider Man 2
I denne fortsættelse får man at se hvordan at Edderkoppens fjende Doctor Octopus blev til under et mislykket eksperiment.
Det er en af de bedre fortsættelser i superhelte genren, men også lidt langsom, og den bliver livet op af hæsblæsende action sekvenser.
7 / 10
The Polar Express
En dreng vågner op en julenat, og han ser et tog der holder udenfor, og han tager med toget mod Nordpolen.
Fantastisk CGI animeret tegnefilm for større børn der har mange rutschebaneture og smukke scener.
10 / 10
#166 filmz-Chemic 17 år siden
Meget grineren film om hvordan verden vil se ud om 500 år, hvis dumme mennesker får flere børn end intelligente mennesker. Om 500 år er det gennemsnitlige menneske dummere end Beavis & Butthead ;o)
Sjov tanke og ultra plat film, men ret underholdende.
Filmens manuskript havde titlen "United states of Uuuh-merica", hvilket beskriver filmen meget godt :oD
4/6
#167 chuck 17 år siden
Endnu en kompleks fortælling og særdeles spændende plot fra Nolan(s). Alle rollerne har stor dybde, så der er noget på spil i samtlige scener. Elegant score og igen er det visuelle helt i top. Imponerende start på filmåret 2007.
5/6 (5 STORE)
#168 Benway 17 år siden
#169 mr gaijin 17 år siden
”Ninotchka” er en satirisk film over Sovjet og stalinisme, der blev lavet før, den kolde krig for alvor fandt sted. Samtidig er det den første film, men ikke den sidste, som jeg ser af instruktør Ernst Lubitsch og den store skuespillerinde Greta Garbo.
”Ninotchka” er en sjælden komedie-rolle for hende, der er så berømt i Hollywood for sine seriøse roller i film som ”Grand Hotel” og ”Mata Hari”. Jeg nød Garbo som Sovjet-agenten, Ninotchka, der kommer til Paris for at løse noget rod med nogle smykker fra zar-familiens tid.
Der er nemlig gået ged i den, da nogle udsendinge fra Sovjet tager til Paris for at sælge nogle gamle smykker, som staten beslaglagte fra adelen efter revolutionen. Denne ged er nærmere betegnet den tidligere ejer af smykkerne, Storhertuginde Swana (Ina Claire), der i sit sted har sendt vennen grev Leon D'Algout (Melvyn Douglas) til at forpurre handelen.
Før Ninotchka finder ud af, hvem han er, så lægger D'Algout kraftigt an på denne iskolde og benhårde idealistiske sovjetpige. Hun afviser selvfølgelig først denne dekadente kapitalists tilnærmelser. Det giver anledning til en masse rigtig gode replikker, som de så smukt blev skrevet til 30ernes film. For eksempel da hun under flirten siger: 'We don't have men like you in my country'. Han siger: 'Thank you', hvortil hun siger:'That is why I believe in the future of our country'.
De to forelsker sig selvfølgelig i hinanden, og det strider imod deres affærer med smykkerne. Hertuginden bliver misundelig på deres kærlighed, og hun foreslår at opgive sit krav på smykkerne, hvis Ninotchka rejser hjem til Sovjet og væk fra D'Algout.
Greta Garbo gør det godt i denne film. Med sit spil for hun os næsten til at tro på, at Ninotchka er i så stor personlig konflikt, at filmen mulighvis ikke ender med en klassisk 'kærligheden sejrer over alt'-slutning.
Plotudviklingen er selvfølgelig ganske forudsigelig, men pointen med det hele er jo også mødet mellem det forestillede stalinistiske Rusland og Vesten. Filmen her er jo en form for propaganda, og vi får også nogle bidende replikker ud af Ninotchkas mund så som: 'Masseprocesserne gik godt. Der er nu færre, men bedre russere'.
Filmen største og stærkeste kritik af Sovjet-systemet er trods disse skarpe bemærkninger dog mest, at Sovjet-systemet, som det er personificeret i af Ninotchka, ikke forstår de folk, den arbejder for. Før de bliver forelskede, tager Ninotchka og D'Algout på en arbejderkro, hvor det viser siger sig, at Ninotchka er ude af stand til at være folkelig. Det er faktisk en ganske rammende kritik af enhver idealisme, der bliver systematiseret.
Selv om der er tale om en lille og let komedie, så kan man nu godt mærke Greta Garbos storhed som skuespillerinde. Så hende må jeg se mere til, og "Ninotchka" får mine varmeste anbefalinger, hvis man kan nyde en god komedie fra 30erne med lidt bid i.
Min vurdering 7/10
IMDB 7,9/10
DVD anmeldelse (jeg så den på TCM)
The Greatest Films - comprehensive analysis of classic US film
#170 mr gaijin 17 år siden
No Regrets for Our Youth (Waga Seishun ni Kuinashi 1946)
”Waga Seishun ni Kuinashi” blev lavet meget hurtigt efter krigen, og den bærer tydeligt præg af, at det nu var den amerikanske besættelsesmagt, der styrede, hvad der skulle laves. Det er derfor ikke Kurosawas stærkeste film. Men stærk og Kurosawask er den helt sikkert. Specielt henimod slutningen, hvor han virkelig får det bedste ud af sin stjerne, Hara Setsuko, som siden gik hen og blev Ozus store skuespillerinde.
Filmen begynder i den tidlige Showa-periode, 1930erne, hvor det japanske militær er gået ind i Manchuriet og dannet Manchukuo. Den liberale professor Yagihara (Okochi Denjiro) ved Kyoto universitet går imidlertidig imod militærets og zaibatsuernes overtagelse af det hele, og det samme gør hans ivrige elev Noge Ryukichi (Fujita Susumu). Filmens hovedperson er denne professors datter og elevens gode ven, Yukie (Hara Setsuko), der tit kommer op at diskutere med Noge. Noge er meget fokuseret på det politiske, mens Yukie helst vil forblive en æstetiker. Men på den anden side så siger deres fælles ven, Itokawa (Kono Akitake), der logrer med halen og går i knæ på hendes kommando, hende ikke så meget.
Da der holdes demonstrationer for ytringsfrihed og frihed i undervisningen på universitetet, mister Yagihara sit job, og Noge vælger at lade være med at fuldføre sin uddannelse for at arbejde på den politiske venstrefløj i stedet. Det ender at han sættes i fængsel og kommer meget mere ydmyg hjem tre år efter. Sådan fik den militære magt grebet om befolkningen. Den første del af filmen er temmelig melodramatisk, men midt i filmen er der et stærkt vendepunkt, hvor Yukie finder sammen med Noge. De når lige at få en smule lykke sammen, inden han henrettes som spion. Derefter forsøger hun i krigstidens Japan at efterleve hans ord om at leve et liv, som man ikke vil fortryde, når man ser tilbage.
Det involverer hårdt arbejde og mange ydmygelser for hende, og hvis der er noget Kurosawa kan, så er det at vise idealistisk heltemod på lærredet. Capra kunne i sine film med James Stewart bruge mange ord og brandtaler til at ruske i sit publikum, men Kurosawa kan gøre det med billeder alene. Han får den gudesmukke Hara Setsuko til at vise sin sande skønhed, da hun er fuldkommen nedbrudt og slidt og udhængt af samfundet, men stadig kæmper for, hvad hun tror på. Ud over Hara Setsuko så får vi også i filmen en lækker lille præstation af Shimura Takashi som en led og ubehagelig politiforhører, der udspørger Yukie om sin mand til hun falder omkuld. Utroligt at man kan få ham til at se så kynisk og led ud, når Kurosawa senere får ham til at ligne menneskeligheden selv i film som "Drunken Angel" (Yoidore Tenshi), "Ikiru" og "Shichinin no Samurai".
Tonen i filmen er selvfølgelig dikteret i nogen grad af det amerikanske censurkontor (sjovt at en film der promoverer ytringsfrihed har været under stærk censur). Men Kurosawa ville ikke kunne lave så stærke billeder, hvis han ikke selv troede på budskabet bag billederne. Som den unge Noge på et tidspunkt siger: ”Skønhed er blot en sæbebobbel, hvis der ikke er en ide bag ved.”
Min vurdering 8/10
IMDB rating 7,3/10 (kun 225 stemmer)
Jeg så den i en japansk R2 udgave, og jeg ved ikke om der findes en udgave med engelske undertekster endnu. Men Criterion har bare at nosse sig sammen.