En “God of War”-serie, der tager udgangspunkt i den nordiske mytologi, bliver officielt til virkelighed hos Amazon Prime Video.
Vi kan ifølge Deadline inden længe drage på et eventyr, der tager os forbi nordiske guder, jætter og monstre i den kommende “God of War”-serie, som Prime Video har været i forhandlinger om siden marts. Serien har “Wheel of Time”-skaber Rafe Judkins ombord som showrunner.
Baseret på PlayStation-spillet af samme navn, følger vi i serien Kratos, den (i spillets verden) græske krigsgud, som i forsøget på at lægge sin blodfyldte fortid bag sig har slået sig ned i den nordiske verden, Midgård. Da hans kone dør, må han tage på en farefuld rejse sammen med sin søn, Atreus, for at sprede hendes asker fra rigets højeste punkt.
Fans af spilserien vil hurtigt kunne genkende plottet fra “God of War” (2018), det femte kapitel i den primære spilserie. De fire tidligere spil foregik nemlig alle i den græske mytologi, mens det sjette, “Ragnarok”, som udkom i november i år, foregår i forlængelse af det ovenstående eventyr.
Judkins har allieret sig med forfatterduoen Mark Fergus og Hawk Ostby, der har skrevet manuskripter for “Children of Men” og “Iron Man”. De tre agerer alle sammen executive producers, ligesom Cory Balrog, der instruerede “God of War” (2018).
“God of War” er ikke det eneste Sony-videospil, der oplever en serie-fortolkning i øjeblikket. Den 16. januar får vi nemlig den første episode af den postapokalyptiske serie “The Last of Us”.
Du kan se den nyeste trailer til “The Last of Us” lige her.
Amazon Studios står sammen med Sony Picture Television og PlayStation Productions bag produktionen af den kommende gudeserie.