I sidste uge blev det annonceret, at Stieg Larssons “Millennium”-trilogi bliver filmatiseret. Indtil da kan man i mellemtiden stifte bekendskab med filmatiseringen af en anden kendt svensk krimiforfatter, nemlig Camilla Läckbergs to første bøger (“Isprinsessen” og “Prædikanten”) i krimiserien om forfatteren Erica Falck og politibetjenten Patrick Hedström fra Fjällbacka.
Da Erica (Elisabet Carlsson) vender tilbage til sin barndomsby Fjällbacka, finder hun sin gamle barndomsveninde liggende død i et badekar. Efterfølgende bliver hun sammen med den lokale betjent, Patrick (Niklas Hjulström), hvirvlet ind i et mordmysterie, der bærer på makabre hemmeligheder fra fortiden.
Første del af fire dele har premiere fredag 2. november kl. 21:00 på SVT1. Det er muligt at se klip fra serien på SVT’s hjemmeside.