Den canadiske filmskaber, Jean-Marc Vallée, er pludseligt død i en alder af blot 58 år.
Instruktøren bag “Dallas Buyers Club” og HBO-serien “Sharp Objects” gik bort i sin hytte uden for uden for Québec City, rapporterer Deadline. Dødsårsagen er endnu ukendt, men nyheden er efter sigende kommet som et stort chok for Vallées familie og venner.
Vallées producer-samarbejdspartner, Nathan Ross, udtalte sig oven på den forfærdelige nyhed:
“Jean-Marc stod for kreativitet, autenticitet og at prøve ting på anderledes måder. Han var en sand kunstner og en generøs, kærlig fyr. Alle, der arbejdede med ham, kunne ikke undgå at se talentet og visionen, han besad. Han var en ven, kreativ partner og en storebror for mig. Maestroen vil blive savnet utroligt meget, men det trøster at vide, at hans smukke stil og virkningsfulde arbejde, som han delte med verdenen, vil leve videre.”
Vallée, der voksede op i Montreal i Québec, opnåede siden sin debutfilm, “Liste Noire”, en beundringsværdig succes inden for film og serier. Han blev nomineret til en Oscar for “Dallas Buyers Club”, der i sig selv hev tre Oscar-statuetter med hjem, bl.a. for Matthew McConaughey og Jared Letos præstationer. Senere stod han også bag den første sæson af HBO’s successerie “Big Little Lies”, hvilket resulterede i to Emmy-statutetter, mens hans Amy Adams-anførte serie, “Sharp Objects”, ligeledes opnåede stor anerkendelse i film- og serieverdenen.
Jean-Marc Vallée efterlader sig sine to sønner, Alex og Émile, og sine søskende, Marie-Josée Vallée, Stéphane Tousignant og Gérald Vallée.