Den franske Guldpalme-vinder “Klassen” (“Entre les Murs”) kunne mandag føje endnu et fornemt trofæ til samlingen, da den blev hædret med den franske pendant til Golden Globe-priserne, Lumiere-prisen, for bedste film.

Filmen, der også er blandt de ni semi-finalister til Oscaren for bedste udenlandske film, er instrueret af Laurent Cantet.

“Klassen” udspiller sig over ét år i et klasseværelse i et etnisk blandet og socialt belastet kvarter i Paris. Skolelæreren François underviser efter sokratiske principper: Han docerer ikke, men samtaler med eleverne og får dem til at tænke over deres egen situation.

Både læreren og hans elever er virkelige nok. På kanten af konfirmationsalderen er det sociale udskilningsløb allerede i gang, men også solidaritet og omsorg præger det etniske kludetæppe, som udgør skoleklassen. Og så er der lige alle de andre ting, som de vordende parisiske verdensborgere må døje med: familie, venner og de første knubs fra virkeligheden.

“Klassen” får dansk premiere på fredag, 23. januar. En trailer til filmen kan ses her.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: