Klassen

InstruktionLaurent Cantet

MedvirkendeFrançois Bégaudeau

Længde128 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen23/01/2009


Anmeldelse

Klassen

3 6
Timen er begyndt

Igennem de seneste år har det dokumentariske look været en af de helt store trends i filmverden. Stilen kan ses som et modsvar til den ekstreme æstetisering, filmsproget har gennemgået med de seneste teknologiske landvindinger. Samtidig kan der næppe herske tvivl om, at en af de helt store inspirationskilder til denne stil kommer fra lille Danmark i form af dogmebølgen. Flere større instruktører har prøvet stilen af i forskellige genrer – Paul Greengrass med “Bourne”-filmene og Aronofsky med “The Wrestler” er gode eksempler – og de altid eksperimenterende franskmænd står selvfølgelig heller ikke tilbage for at afprøve noget nyt. Derfor har vi nu årets Cannes-vinder: “Klassen”, som med rod i virkelige begivenheder tager stilen et skridt videre.

Filmen tager udgangspunkt i læreren François Marin. Han er fransk- og klasselærer for en problemklasse med elever fra vidt forskellige kulturer i et af Paris’ fattige kvarterer. Som en flue på væggen, der aldrig forlader skolen, følger vi klassens op- og nedture indhyllet i hormoner og frustrationer samt lærernes diskussioner på lærerværelset, mens skoleåret langsomt går sin gang.

“Klassen” er – i ordets mest positive forstand – en kedelig film. Hvor de fleste film gør brug af en spændingskurve, der til punkt og prikke følger “opskriften på en god film”, er en sådan helt og aldeles fraværende i “Klassen”. Der er hverken opbygning eller forløsning i traditionel narrativ forstand. Det giver filmen en ekstremt virkelighedsnær dimension, som gør “Klassen” til en hverken mere eller mindre interessant historie end vores egen hverdag.

Temaet om den engagerede lærer, der prøver at holde fanen højt i en problematisk klasse, er absolut ikke ukendt. Tankerne ledes hen på bl.a. “Dangerous Minds”. “Klassen” skiller sig markant ud ved at gå langt mere nøgternt til emnet. Der er ingen lovning på, at alt nok skal gå godt i sidste ende, ej heller nogen altoverskyggende, disillusionerende afmagtsfølelse. Filmen tager udgangspunkt i livet, som det er: Ting sker uafhængigt af hinanden, de passer ikke nødvendigvis ind i en større plan eller helhed, men lærerværelsets kaffemaskine skal stadig udskiftes, og forældresamtalerne stadig planlægges. Det er, hvad det er.

At filmen fremstår så virkelighedstro skyldes ikke mindst skuespillerne. Nå ja, skuespillere er nok så meget sagt, for filmens personer har aldrig stået foran et kamera før, men er type-castet til deres roller og hedder til og med deres eget navn. Præstationerne står så solidt, at man som seer nemt kan blive i tvivl om, hvorvidt “Klassen” faktisk er dokumentar eller fiktion. Manuskriptforfatteren, som i øvrigt spiller hovedrollen som klasselærer, er selv lærer i virkelighedens verden, og der er absolut ingen tvivl om, at han kender til alle prøvelserne, som filmen skitserer, og at historien sandsynligvis er lidt mere end bare fiktion baseret på virkelige hændelser. Mange af problematikkerne kan man som publikum nikke genkendende til – de fleste mennesker har trods alt selv gået i folkeskole.

“Klassen” er den slags film, som kan dele vandene. I fraværet af et traditionelt narrativ afhænger filmens succes i høj grad af, hvorvidt den kan engagere seeren følelsesmæssigt. Kan man genkende situationerne og typerne fra sin egen skoletid, er “Klassen” et virkeligt interessant indblik i den moderne folkeskoles problematikker. Kan man ikke, kan den nok synes en smule langtrukken. Dog står det klart, at “Klassen” er et modigt og veludført stykke filmkunst, der på ingen måde underkender publikums evne til selv at skabe mening i en historie, der kun fremstår struktureret i kraft af sin kronologiske opbygning.
Video

Filmen er præsenteret i anamorphic 2.35:1, hvilket sammen med klipningen er det eneste, der indikerer, at filmen ikke er en dokumentar. Transferet på dvd’en er ganske udmærket uden betydelige komprimeringsartefakter. Kontrasten er fin og konstant og farverne naturlige. Dog kunne skarpheden være lidt bedre.

Audio

“Klassen” er en lidt sær snegl på lydsiden. Dvd’en byder på tre lydspor: Dolby Digital stereo, Dolby Digital 5.1 og DTS 5.1. Det mærkelige er, at ingen af surroundsporene gør det mindste brug af baghøjtalerne eller sub’en, så vi sidder med 3.0 i stedet for 5.1. Derfor er der heller ikke den store forskel på surroundsporene og stereosporet. Det gør dog ikke det store, da filmen kun gør brug af reallyd. Dialog og effektlyde er tydelige, omend med lidt rigelig rumklang.

Ekstramateriale

Dvd’en indeholder en trailer samt et fem minutters interview med instruktør Laurent Cantet. Det er ganske overfladisk, og da filmens undertekster samtidig er fulde af fejl i form af ord, der står to gange i træk, samt sætninger, der slet ikke oversættes, får ekstramaterialet bundkarakter.

“Klassen” er desværre en lidt tynd udgivelse, og det er ærgerligt, da filmen faktisk er rigtig god. Dvd’en kunne sagtens indeholde meget mere ekstramateriale – interviewet med instruktøren er simpelthen for kort, hvilket er synd, eftersom han tydeligvis har interessante ting at fortælle om både de filmiske aspekter samt emnet, han behandler. “Klassen” er en film, som enhver folkeskolelærer bør se, og der er ingen tvivl om, at den kan fungere som katalysator for en moden debat om den moderne folkeskole. Tænk, hvis en sådan havde været med som ekstramateriale – se, det havde været guf!

Klassen

5 6
Førsteklasses

Det bedste råd, man kan give til denne film, er næsten, at man må starte med at lægge alle sine forventninger til side. Der er utallige amerikanske film, som handler om en stærk bevinget lærer, der skal undervise en ny klasse, og som ved hjælp af sine utrolige evner vækker glæde, interesse og genfornyet livskraft hos sine elever.

En sådan film er “Klassen” ikke på nogen måde, selvom den godt kan ligne det ved første øjekast. Her er vi meget langt fra de idylliske fortællinger fra film som “Dangerous Minds” og “Dead Poets Society” og kastes i stedet ind i en ganske anderledes serie overbevisende hverdagsbilleder, hvor underviseren ikke nødvendigvis har alle svarene på livets spørgsmål.

Her møder vi fransklæren François Marin, der underviser i et af Paris’ mest socialt belastede kvarterer med elever fra alverdens lande, hvoraf de fleste ikke ligefrem har de bedste udsigter til en tilfredsstillende tilværelse efter skolen. For dem er det netop ofte sproget, der er en hindring, og det prøver Marin at lære dem, samtidig med at han med en sokratisk undervisningsmetode forsøger at få dem til at yde modspil og viljestyrke. Ved at acceptere, at diskussionerne nogle gange kører af sporet og tager overhånd i forhold til pensummet, lader han eleverne komme til orde i håb om, at det vil vække deres tanker omkring deres egen situation.

Metoden lader i første omgang til at lykkes. Marin har tilsyneladende færre konfrontationer end sine kolleger, og eleverne lader til at respektere ham, men efterhånden synes stemningen at vende, og hans mere aggressive side begynder at sive ud mellem sprækkerne.

Filmens franske titel, “Entre les murs”, betyder egentlig “Indenfor murene”, og filmen er da også solidt placeret i det klasseværelse, som stort set hele handlingen udspiller sig i. Vi ser også enkelte scener i skolegården og lærerværelserne, men filmen forlader aldrig skolen, og vi bliver ikke oplyst om Marins privatliv udenfor skolen. Ligeledes er filmen blottet for underlægningsmusik og spændingsopbygning i vanlig forstand. I stedet leverer den forbløffende overbevisende og troværdige billeder af klassen, som man lynhurtigt opfatter som ægte mennesker, hvis skæbner man oprigtigt bekymrer sig for. Filmen vælger klogeligt at tilbageholde en endelig dom over begivenhederne og overlader det i stedet til publikum at danne sig sin egen mening. Det gælder også for Marin, som man hurtigt får et splittet forhold til. Man er ikke i tvivl om, at han er et godhjertet menneske med alle de rette intentioner, men samtidig forstår man de dilemmaer, han sidder i, samt de frustrationer, som han – i modsætning til sine kolleger – aldrig får luftet.

Filmen er instrueret af Laurent Cantet, og hovedrollen spilles af François Bégaudeau, der selv er lærer, og som har forfattet den bog, som filmen er baseret på. Ingen af filmens medvirkende er professionelle skuespillere, og mange af scenerne er improviseret og filmet af Cantet via tre kameraer, der konstant var rettet i hver sin retning. Det eksperiment må siges at være lykkedes ud over alle grænser, for filmen formår at skabe et totalt opslugende miljø, hvor dialogen viser sig at indeholde så megen drama, som nogen Hollywood-udgave kunne præstere. Filmen er da også fuldt fortjent blevet belønnet med både De Gyldne Palmer i Cannes og senest en Oscarnominering for bedste ikke-engelsksprogede film.

Cantet og Bégaudeau er tydeligvis begge positive over for den demokratiske undervisningsform, men ingen af dem er blinde over for dens svagheder, og med filmens hovedpersoner må vi også bittert erkende, hvor meget af demokratiet i undervisningen der reelt blot er illusion. “Klassen” forgiver ikke at være i besiddelse af alle svarene, men ligesom dens underviser giver den børnene en platform, hvor de kan udtrykke sig, og det kan i de rette hænder føre til mange værdifulde ting. For eksempel en film så fremragende som denne.


Trailers

Kort om filmen

Filmen udspiller sig over ét år i et klasseværelse i et etnisk blandet og socialt belastet kvarter i Paris. Skolelæreren François underviser efter sokratiske principper: Han docerer ikke, men samtaler med eleverne og får dem til at tænke over deres egen situation. Og det virker, for eleverne yder ham modspil og argumenterer for egne synspunkter. Både læreren og hans elever er virkelige nok. Det samme er dramaet, der er vokset naturligt frem gennem det år, hvor Laurent Cantet har fulgt livets gang i klasselokalet. Her spejles det store i det små. Skolens mikrokosmos er klangbund for samfundets makrokosmos. På kanten af konfirmationsalderen er det sociale udskilningsløb allerede i gang, men også solidaritet og omsorg præger det etniske kludetæppe, som udgør François Begadeaus skoleklasse. Og så er der lige alle de andre ting, som de vordende parisiske verdensborgere må døje med: familie, venner og de første knubs fra virkeligheden.