James Camerons “Spider-Man”-film så aldrig dagens lys, men nu – mere end 20 år efter, at filmen var under udvikling – har vi fået et blik på hans version af superhelten.
Sam Raimis “Spider-Man” fra 2002 tog både kritikere og fans med storm og var uden tvivl en katalysator bag den superheltefascination, der er at finde i dagens filmlandskab. Dog havde flere instruktører forsøgt sig med at skabe en fortælling om den vægkravlende superhelt inden – men aldrig til succes.
En af disse var James Cameron, der i 90’erne var tilkoblet en “Spider-Man”-film, som han også skulle skrive. Hans version, der var en noget mørkere historie om den venlige nabolagssuperhelt, indeholdt både masser af bandeord, skurkene Electro og Sandman samt en sexscene mellem Peter og MJ på toppen af Brooklyn Bridge.
I sidste ende fik vi dog Raimis version, der blev skrevet af David Koepp, som godt nok tog udgangspunkt i Camerons manus. Derfor er det naturligvis stadigvæk spændende at se på, hvad der kunne have været.
Det kan vi nu med et billede af Camerons konceptkunst fra den aldrig producerede superheltefilm, som kan findes i bogen “Tech Noir: The Art of James Cameron”. Her ser vi Peter Parker i fuld udklædning kravle op ad en bygning i New York.
James Cameron’s drawings for his never-made SPIDER-MAN movie pic.twitter.com/ilsYkYkwYV
— Chris Evangelista (@cevangelista413) December 23, 2022
Sidst vi så Peter Parker slynge sig gennem New York Citys gader, var det med Tom Holland i hovedrollen i Jon Watts’ 2021-film “Spider-Man: No Way Home”, der også genforenede os med Tobey Maguires Spider-Man fra Sam Raimi-filmene. Der er dog ikke det sidste, vi kommer til at se til Hollands Spider-Man, da der er planer om en ny trilogi hos Sony og Marvel.
Cameron er i øjeblikket aktuel med hans længe ventede “Avatar”-fortsættelse med undertitlen “The Way of Water”, som netop har rundet 1 milliard dollars i billetlugen.
Du kan læse vores anmeldelse af “Avatar: The Way of Water” lige her.