“Avatar: The Way of Water” er en surrealistisk oplevelse.

Jeg havde næsten svært ved at forstå, at jeg langt om længe sad i biografsædet – naturligvis med 3D-brillerne for øjnene – for at se fortsættelsen til James Camerons ikoniske og skelsættende “Avatar”. Filmen, der siden dens annoncering i 2010, har føltes som noget, der altid lige har kunnet skimtes et sted i horisonten, var endelig lige for øjnene af mig, og det var en fuldstændig fænomenal følelse fra start til slut – alle de 192 vanvittige minutter.

Men det var ikke kun dét endelig at se filmen, som blæste mig bagover. Det tekniske niveau i fortsættelsen overgår alt, jeg nogensinde har set på det store lærred, og fra første scene sad jeg fuldstændig betaget af det håndværk, der er benyttet til at skabe den harmoniske måne Pandora, dens dyreliv og ikke mindst dens indbyggere, Na’vierne. Hver og én er animeret, men man har fra Camerons holds side formået at gøre dem så detaljerede og virkelighedsnære, at de tre meter høje aliens lige så godt kunne have siddet i sædet ved siden af. Sansen for detalje er absurd på den bedst tænkelige måde. Og det gælder alt fra Na’viernes frisurer til deres øjne til de mikroskopiske hår på maven, som kan ses, når lyset lige præcis står i den rigtige vinkel. At filmen har taget 13 år at lave, virker lige pludselig ikke så underligt længere, når man sammenligner animationen her med de seneste mange Marvel-eventyr, der travlt har presset animationskunstnere til at skynde sig gennem arbejdsprocessen for at aflevere til tiden.

Det er fuldstændig ufatteligt, hvor velrealiseret en verden, Pandora er. Hver eneste organisme har tilsyneladende en funktion, og når vi i ”The Way of Water” bevæger os væk fra skovens himmeleventyr og ud mod havet, er der så meget mere nyt at udforske. Her rider Na’vierne på de dykkende iluer og de semiflyvende tsuraker, der er lige så fantastiske at se på som ikranerne, som Jake og Neytiri fløj rundt på i den første film. Samtidig er livet under vand ufatteligt smukt, og det bærer uden tvivl en stor del af grunden til, at det fungerer så godt som det gør, at en stor del af filmen foregår på og under vandoverfladen.

Det er dog ikke kun filmens tekniske bedrifter og dens verdensopbygning, der fortjener ros. I filmens centrum har vi nemlig fortællingen om Jake, Neytiri og deres fire børn Neteyam, Lo’ak, Kiri og Tuk. Og heldigvis serveres vi en solid historie, der både er underholdende, medrivende og utroligt rørende.

Efter at menneskene blev sendt tilbage til jorden i kølvandet på handlingerne i ”Avatar”, vender de tilbage i fortsættelsen – denne gang med styrker, der er styggere, større og stærkere end sidst. Med sig har de også en flok Recombinants – nogle afdøde soldater, hvis minder er blevet kopieret over i en Avatar – anført af Oberst Miles Quaritch, hvis menneskelige dage var talte, da Neytiri sendte to pile i hans bryst i slutningen af den første film.

Jake og resten af Sully-familien ser sig nødsaget til at flygte til revet, hvor Na’vi-klanen Metkayani holder til. Her må den asylsøgende familie lære vandfolkets levevis, og det skaber et solidt grundlag for, at vi seere kan lære alle de nye karakterer at kende.

Sully-børnene og deres personligheder får nemlig mulighed for at stråle, når de introduceres for Metkayani-klanen. Her bruger vi tid på at forstå, hvorfor Kiri og Lo’ak på hver sin måde føler sig anderledes fra flokken, og hvorfor Neteyam gang på gang må beskytte sine søskende. Hvad er deres forhold til deres forældre, og hvordan passer deres roller ind i historien? Og det er tid, der er godt givet ud, for i sidste ende, er børnene mindst lige så meget filmens hovedroller, som Jake og Neytiri er det.

Ligesom vi må med de nyeste skud på Sully-stammen, må vi også lære Metkayani-folkets kultur at kende og ikke mindst deres unikke forhold til de forskellige vandskabninger – særligt hvalracen tulkun.

Quaritchs tilbagevenden som filmens skurk er utroligt velkommen, og hans karakter har fået et større sæt motivationer, som gør ham noget mere relaterbar, end han var i den første film. Dette ser man særligt i de scener, han deler med Spider, en menneskedreng, som føler sig mere Na’vi end menneske, hvilket står dejligt i kontrast til Quaritch, som omvendt føler sig mere menneske end Na’vi.

Jake og især Neytiri sættes i store dele af filmen på sidelinjen, men når de endelig står i spotlightet, er både Sam Worthington og Zoe Saldaña på pletten med to fænomenale præstationer.

Med så mange elementer og karakterer i ”The Way of Water”, der både skal introduceres, vedligeholdes og holdes styr på, giver det mening, at filmen har fået så lang en spilletid, som den har. Alligevel kan det til tider føles som om, at Cameron har puttet en fiskestang eller to for meget i havet. Det bliver nemlig svært at orientere sig i, hvilke ting der er vigtige for filmens handling, og hvilke elementer der benyttes til at lægge fundamentet for ”Avatar 3” og måske endda også ”4” og ”5”.

Filmen er altså ikke helt fejlfri, men for en gangs skyld for en tre timer lang film er det faktisk ikke spilletiden, der er problemet. Det, der gentagne gange truede med at hive mig ud af Camerons fantastiske univers, var derimod, at der er spredt en del corny replikker og troper ud over filmen, hvilket er særligt fremtrædende i forbindelse med en gruppe Metkayani-mobbere og en flok tulkun-jægere.

Heldigvis er de middelmådige replikker og gennembankede troper et fåtal i ”The Way of Water”, og man bliver hurtigt draget ind i filmen igen – enten igennem storslåede skud af Pandoras betagende verden eller igennem hæsblæsende action, som virkelig understreger, hvor fantastisk en instruktør, James Cameron er. Der er ikke ét kedeligt tidspunkt fordelt over filmen, og i virkeligheden ville jeg ikke have haft nogen indvendinger, hvis Cameron havde haft lyst til at fortsætte 15 eller 20 minutter mere. Jeg var betaget fra første til sidste skud.

Vi har måttet vente længe på at se, om Cameron på nogen måde kunne leve op til den form for banebrydende filmiske oplevelse, som han bød os på i 2009. Det har han efter min mening gjort i stor stil, og efter at have set, hvor meget mere, der er at udforske på Pandora, og hvor meget dybere, vi kan dykke ned i Sully-klanens fortælling, er jeg nu all in på Cameron-franchisen. ”Avatar 3” kan ikke komme hurtigt nok.