“Lost”-manuskriptforfatter Damon Lindelof skulle være i gang med at omskrive Jon Spaiths manuskript til den kommende “Alien Prequel”.
Det siges dog fra kilder, at nogle indledende idéudvekslinger mellem Lindelof og instruktøren Ridley Scott måske vil resultere i et helt nyt projekt uafhængigt af Alien-universet.
Om Lindelofs manuskript vil indgå i “Alien”-projektet eller i noget helt andet, kan studiet endnu ikke tage stilling til, før Lindelofs udkast til det nye manuskript er færdigskrevet.
Den kommende “Alien”-film har officielt stadig Ridley Scott bag kameraet, men det vides endnu ikke, om filmen vil være hans næste projekt. Scott er nemlig allerede tilknyttet projektet “Gucci”, der rygtes at have Angelina Jolie i hovedrollen, og senest “The Wolf of Wall Street”, der vil have Leonardo DiCaprio i hovedrollen.
Se også: Ridley Scotts “Alien”-prequel bliver i 3D – og måske den første i en trilogi?.
#81 NP 14 år siden
Faktisk ligger Marvels Ultimate-univers ret godt i forlængelse af vores diskussion af længerevarende serier og muligheden for at skabe bedre sammenhæng.
I 2000 tog Marvel konsekvensen af godt 40 års udgivelse og mytologi, og besluttede at reboote hele Marvel-universet. Dette blev gjort for at skabe bedre kontinuitet og lave en mere tidssvarende (altså mere dyster, mere realistisk :P) repræsentation af deres figurer.
Dette kan enten betegnes som revisionisme, hvor man går direkte tilbage og ændrer det man ikke bryder sig om. Eller som retroactive continuity (ret-con i daglig tale), som oftest bruges i længerevarende serier, der har kørt så længe, at unøjagtigheder nødvendigvis har måtte opstå. Her introducerer man en situation eller en episode, der fjerner alle uønskede unøjagtigheder - f.eks. ved at det hele var en drøm, en tidsrejse der forhindrer alt hvad der er sket osv osv. Alt det for at skabe en bedre overordnet struktur.
Men med etablerede franchises er der dog en stigende tendens til, at man springer revisionisme og ret-con over og går direkte til at reboote det hele. Bare tænk på den nye Spider-man film, der starter de jo også bare forfra.
Ultimate-universet danner i høj grad grundlag for mange af de nyeste Marvel-filmatiseringer. Men da det jo er en pengemaskine, kører Ultimate-serien sideløbende med de hidtige udgivelser, og der er således ikke tale om en fuldstændig relancering.
#82 The Dark Knight 14 år siden
#83 filmz-Claudius 14 år siden
Det synes jeg nu ellers godt man kan sige, hvis man har læst Tintin albummet.
Men igen, det er ikke en forbrydelse at hente inspiration andre steder fra, og det gode (om end ikke originale) ved de første par sæsoner af Lost var, hvor let de skabte identifikation.
I tv-serier med et fast cast er det mest spændende næsten altid at studere dynamikken internt i gruppen. Men man støder næsten altid på et problem, for hvis karaktererne kender hinanden i forvejen, så er meget af den indledende dynamik væk. Hvis de ikke kender hinanden i forvejen, så er man nødt til at skabe en grund til, at de er sammen, men det giver dem modsat også noget at være fælles om, og det ødelægger hele gruppespillet en smule, fordi det nu engang er forskellene mellem mennesker, der er mest interessant at studere.
Og så er der selvfølgelig det helt praktiske problem i, at skuespillerne heller ikke kender hinanden eller hinandens karakterer så godt, når serien begynder. Gates McFadden, der spiller Dr. Crusher i Star Trek: The Next Generation, sagde engang, at man skulle se hele den første sæson som en prøve, fordi ingen kendte hinanden endnu. Men selv om Picards crew på Enterprise i TNG ikke kendte hinanden særligt godt i forvejen, så var de alle officerer i Starfleet, og dermed skal det meste af konflikten komme udefra. Karaktererne og skuespillerne kendte ikke så godt, og derfor blev alle umiddelbart spillet ud fra "Starfleet officer"-støbeformen, hvilket ikke er det mest spændende (og hvilket også kan ses i TNG's første sæson).
Det var anderledes i Lost. Her har du en bunke helt tilfældige mennesker, der intet andet har til fælles, end at de rejser sammen i et fly, der så styrter ned. Bang. Så har du din gruppe. Vi ser deres konflikter internt, mens vi lærer de enkelte personer at kende gennem flashbacks, der på en eller anden måde relaterer til et centralt emne i den pågældende episode. På den måde kan vi have ret ukendte personer med masser af interne konflikter, som vi langsomt lærer at kende undervejs. Jeg synes, Stargate Universe forsøger at kopiere den fortællestil lidt, men ikke helt så vellykket.
Så på karaktersiden fungerede Lost fint. Problemet opstod, da vi først begyndte at kende karaktererne, og vi så skulle ned i substansen. Hvert svar fører til ti nye spørgsmål, der aldrig bliver besvaret. Nuvel, jeg kan som seer godt acceptere, at jeg ikke får alt opklaret, men jeg skal trods alt tro på, at forfatterne har en vision, også selv om de vælger ikke at dele alle detaljerne med mig. I stedet blev Lost ved med at hælde nye mysterier ud som svar på den gamle, og da vi først fik tidsrejser ind i billedet, var det i hvert fald for mig åbenlyst, hvor det bar hen. Forfatterne havde skrevet sit hen i hjørne, som de ikke kunne kopiere sig selv ud af, men selv skulle til at levere noget nyt. Og så gik det galt med det samme. Så galt at man måtte slutte af med en "det er jo lige meget med plottet, så længe alle elsker hinanden"-slutning. Bvadr :(
Jeg kan altså ikke se, at Heroes kopierer Watchmen så meget, som du antyder. Jeg har slet ikke styr på, hvor ofte superhelte skal redde en by eller planet eller et univers fra død og ødelæggelse. Det er vel omtrent det mest brugte plot, når der er mere end to superhelte sammen. Desuden er ødelæggelsen af New York i Watchmen jo næsten det mindste i historien. Karakteristikken af karakterer som Dr. Manhattan, Ozymandias og ikke mindst Rorschach er langt vigtigere. Og selv udførelsen af plottet er jo helt sekundært til formålet, hvilket er helt anderledes end i Heroes. I Watchmen skyldes det en kompleks plan, der skal forhindre en atomkrig. I Heroes er det bare et uheld. Og det sker ikke engang.
Du kan så pege på mordmysteriet som relateret, men igen er motiverne helt forskellige. I Watchmen er det ikke superheltene, der er målet. At det kommer til at se sådan ud er et bevidst røgslør. I Heroes dræber Sylar helte for deres kræfter og har ingen intentioner om at tilintetgøre New York. Desuden er eksplosionen i New York bare et plot i Heroes, der kulminerer i slutningen af første sæson. Inspireret af andre kilder? Selvfølgelig, men det er stadig ingen forbrydelse. Og jeg tænkte altså ikke meget over Watchmen, da jeg så Heroes første gang. Hele sammensværgelsen, der skulle skjule superheltene, og som Suresh forsøger at gennemskue, ledte meget mere tankerne hen på X-Files end X-Men. Myndighedernes jagt på superheltene a la X-Men ser jeg mere i sidste halvdel af 3. sæson (her virkede Watchmen ikke som inspirationskilde, fordi forbuddet mod superhelte i Watchmen var historie, da plottet begynder). Men myndighedernes jagt på superhelte var næsten også nødt til at komme på et tidspunkt i Heroes. I betragtning af hvor meget myndighederne vil optage og registrere alt om os i verdenen efter 1984, så ville det være helt utroværdigt ikke at bevæge sig derhen.
Helt uenig. Selvfølgelig er der referencer, men kun hvis man leder efter dem, og det kan man jo sige om alle serier. Der bliver efter min opfattelse nævnt påfaldende få i Heroes. Det er meget mere åbenlyst i en serie som Farscape, hvilket er et af mine store problemer med den serie - de bedste afsnit var dem, der var spoofs eller homages til Star Wars, Star Trek, Bugs Bunny, etc., mens seriens eget plot havde meget svært ved at finde på noget spændende selv. Star Trek: DS9 havde også referencer til den oprindelige serie med Kirk og Spock, men siger nogen DS9 til mig, så tænker jeg trods alt først på The Founders, The Dominion, planeten Bajor og episoder som "Duet", "The Die Is Cast", "In the Pale Moonlight" eller "Sacrifice of Angels". Så serien havde trods alt lidt at byde ind med selv (i modsætning til Voyager, der kørte meget på Star Treks autopilot).
Heroes havde derimod ingen problemer med at underholde. Videre originalt var det måske ikke, og til tider blev det lidt vel meget soap-agtigt. Men jeg kunne så sige det samme om Lost, især i de senere sæsoner. F.eks. scenen, hvor de undslupne mødes i Los Angeles i femte sæson, fordi Jack skal overbevise dem om at vende tilbage til øen, og de alle vender sig og går deres vej var meget soap-agtig.
Jeg siger ikke, at Heroes er mere original. Meget af serien hentede så afgjort inspiration i tegneserieheltene. Men at det skulle være taget specielt fra Watchmen kan jeg ikke se. Desuden henvender de to historier sig jo til hvert sit publikum. Mange af de centrale teamer fra Watchmen er derfor også helt umulige at smække op på skærmen for et mainstream publikum. Det ville jo være helt umuligt at lade den generelle tv-seer i USA møde Rorschach.
Ja, men hvad siger det så, at jeg syntes okay om Heroes helt til slut (som om serien blev støt mindre interessant hele tiden), mens jeg undervejs - og især fra fjerde sæson - blev dødeligt skuffet over Lost?
Superheltene får i overvejende grad deres kræfter gennem ulykker, fordi alternativet ikke nødvendigvis siger noget godt om dem. Hvis de havde efterstræbt at være stærkere og mere magtfulde end alle andre, så ville de jo være ærgerrige og dermed ikke helte. Det er klar regel, at man ikke må efterstræbe kræfterne, og den regel passer faktisk meget godt på stort set alle superhelte. Bevares, der er undtagelser. Henry Pym opfinder selv sine "superkræfter". Batman har slet ingen.
En vigtig pointe er, at superheltene umiddelbart er helt almindelige mennesker ligesom alle andre. Da Spider-Man kom frem, var det umiddelbart noget mærkeligt noget, at han var en billeabe af en forskernørd, men Stan Lee havde øjne for identifikationen med læserne. Superhelte havde indtil da været rollemodeller, perfekte udgaver af menneskeheden lidt a la Nietzsches super-mand. DC's originale superhelt med samme navn er et indlysende eksempel, og Superman kan sagtens ses som en genfødt Jesus, der kommet ned på jorden for at løse problemerne. Han blev f.eks. sendt til jorden af sin far fra en mere udviklet verden, han har overnaturlige kræfter, og hans tro, overbevisning og moral er altid hævet over enhver tvivl. Prøv engang at se "Superman Returns" og så fortæl mig, at der ikke ligger et vist "gud på jorden" tema i Superman.
Men bemærk også heltenes samtid. Superman dukkede op i 1938. En tid med depression i USA og trusler om krig fra Tyskland og Japan. Spider-Man er derimod fra 1962, en tid efter McCarthys kommunistjagt, hver Kennedy var præsident, og hvor USA's mål var at nå månen før russerne. Tiderne havde ændret sig. Heltene var ikke længere nødt til at være store idoler.
Spider-Man var så også et eksperiment, men han talte til noget i læserne. De skullle ikke længere nøjes med at se op til superheltene. Nu kunne en superhelt være helt ligesom dem selv. Og det viser sig stadig lidt. DC har altid solgt bedst med deres klassiske tre store superhelte (Superman, Batman og Wonder Woman), og de fleste af DC's helte dukker op i årene lige efter Superman. Det er muligt at Barry Allens Flash og Hal Jordans Green Lantern er fra 50'erne, men de oprindelige udgaver af disse helte er begge fra 1940. Marvels helte er derimod ligesom Spider-Man i overvejende grad fra først halvdel af 60'erne. Og det kan også ses. DC's helte har ændret sig lidt med tiden. Superman er helt almindeligt menneske som Clark Kent i dag, mens den oprindelige Clark Kent var en ren facade, der ikke nødvendigvis sagde noget positivt om menneskeheden (som Tarantino forklarer i "Kill Bill, vol. 2").
Jeg er helt enig med dig i, at Batman er DC's mest interessante superhelt, selv om jeg her helt uenig i årsagen. Batman er måske et dødeligt menneske, men han er næsten sværere at identificere sig med end Superman. Husk på, at Spider-Mans mantra er "With great power comes great responsibility". Spider-Man, Superman, The Flash og mange af de andre superhelte vælger at være superhelte, fordi de nu engang har disse superkræfter, og derfor er det deres ansvar at bruge dem til noget positivt, der gavner hele menneskeheden.
Et sådant ansvar kan Batman i sagens natur ikke have, fordi han ikke har nogen superkræfter overhovedet. Batman er en skummel figur drevet af hævntørst over forældrenes død. Det er hans motiv. Hvis han kunne hævne deres død, så kunne han bare hænge kappen og masken væk og gå på pension. Det er derfor, det er meget vigtigt, at han aldrig får hævn over Joe Chill, der dræbte hans forældre (en pointe Frank Miller heldigvis var helt klar over, da han genskabte Batmans oprindelige i 1987. Nolan forstod det heldigivs også). Batman kan aldrig få sin hævn, og derfor udvider han den. Det er jo ikke bare Joe Chills skyld, at forældrene blev dræbt. Nej, skylden ligger hos den sygdom i samfundet, der forårsagede, at en mand som Chill overhovedet fandtes. Den sygdom hedder kriminalitet. Det er Batmans mål i livet at udrydde al kriminalitet. Et mål der er helt umuligt at opnå. Gør det så Batman sindssyg? Tja, det er det historierne handler om.
Mens de andre superhelte slås med problemer, der er helt som vores egne, så handler Batmans om, hvor langt han vil gå i sit korstog. Mange af de andre heltes problemer handler om, hvordan de får heltegerningen til at fungere i deres liv med kærester og venner. Bruce Wayne lader slet ikke til at have nogle venner, og vi ser ham nærmest kun symbolsk med kærester, når det periodisk lige skal fremhæves, at Batman ikke er bøsse. Han er ikke bare stoisk, men en af de mest følelseskolde superhelte, jeg nogensinde er stødt på. Så Batman er ikke bare anderledes end de andre helte på grund af sit motiv. Spider-Man er faktisk bare Peter Parker i forklædning. Superman bærer ikke maske, men derfor er Superman stadig et ideal og symbol, mens Clark Kent er det ægte menneske under overfladen. Batman er derimod Batman. I "Arkham Asylum" vil Two-Face fjerne hans maske for at se hans rigtige ansigt, og Jokeren skælder ham ud og siger, "Det ER hans rigtige ansigt". Og det er helt rigtigt, fordi hvis man fjerner Batmans maske, så ser man først facaden. Bruce Wayne er kun et middel og en maske for Batmans aktiviteter.
Desuden er Batman jo en forbryder selv, fordi han begår selvtægt. Hans eksistens er jo i sig selv en kritik af samfundet, fordi han ingen begrundelse har, hvis samfundet fungerede, som han mener, det burde. De andre superhelte kan til sammenligning retfærdiggøre deres eksistens med, at deres superkræfter skal bruges til noget positivt. Det kan Batman jo aldrig påstå. Så hvorfor gør han det så alligevel? Mange af Batman historierne handler om mulige svar. Frank Millers Batman lader til i overvejende grad at være nærmest besat af sit korstog, næsten som om Bruce Wayne døde med sine forældre, mens en dæmonisk ånd overtog hans krop. I Jim Starlins "Batman: The Cult" er årsagen derimod, at Bruce Wayne blev Batman for overvinde sin frygt efter forældrenes død.
Denne komplesitet (for så vidt som det går) afspejler sig også i resten af Batmans univers. Mange af hans modstandere er ligeledes sammensatte figurer. Catwoman er ikke entydigt ond, selv om hun stjæler, for hun hjælper også tit både Batman og politiet mod de andre skurke, især de morderiske. Du ved aldrig rigtigt, hvor du har hende. Jokeren er også kompleks, fordi du aldrig kan definere hans personlighed. Nogle gange vil han bare røve en bank. Andre gange vil han udslette alt liv i Gotham City. Han er helt sindssyg, men skræmmende nok synes han og Batman at forstå hinanden bedre og have mere til fælles, end de har med nogen andre. Til sammenligning er de fleste af de andre heltes modstandere meget generelt drevet af ganske enkel grådighed efter enten magt eller rigdomme eller begge dele.
Der er for Batman et vist dilemma i brugen af gadgets. Der er læsere, der lader til at mene, at Batman stort set aldrig bør bruge gadgets, fordi det fjerner noget fra figuren. Nu må Batman selvfølgelig aldrig blive som de værste udgaver af James Bond, men modsat ville det også være forkert at reducere ham til en ren streetfighter. Batman har altid brugt gadgets i en eller anden form, lige fra Batarangs og Batmobile til det mere tåbelige som laservåben og "Shark-repellant Bat-spray"...
Men hvor går grænsen? Må Batman ikke engang bruge et digitalkamera eller en laptop? Det ville i betragtning af hans ressourcer virke helt absurd. Batmans skarpeste våben er trods alt hans kløgt, så det ville virke tåbeligt at reducere ham helt til de bare næver. Vi sætter nok alle grænsen for det acceptable forskellige steder, hvilket just er problemet. For mig er det forkert, hvis Batman ikke bruger teknologi, der er super-duper udgaver af den teknologi, vi alle kender i dag. Det holder simpelthen ikke, hvis Batman har svært ved at løse et problem, vi andre kunne løse på få sekunder med en iPhone.
Både og. Den enkle forklaring er vel, at Marvels univers (og DC's ligeså) efterhånden er blevet så omfattende og komplekst og har haft så mange reboots, at ville skabe problemer at introducere det hele på film. Hvem har f.eks. lyst til at lave referencer til "The Kree-Skrull War" i filmene? Det ville være alt for indforstået at tage med, men det er en faktuel del af Marvels officielle univers i tegneserierne.
Desuden er helteuniverserne ofte fyldt med logiske problemer. Hvis det nu f.eks. er så helt nødvendigt at finde Jokeren i "The Dark Knight" og Superman eksisterer i Batmans univers, hvorfor ringer Batman så bare ikke og siger, at han har brug for hjælp til at finde Jokeren? Superman kunne jo finde Jokeren med sit røntgen/teleskop-syn i løbet af få sekunder. Men så ville Batman jo ikke have løst problemerne selv, så derfor må det ikke ske.
#84 NP 14 år siden
Nu har mange af de tidligere Marvel-filmatiseringer ikke direkte været underlagt selve Marvel. Sony/Columbia har lavet Spiderman-filmene. Universal lavede den første Hulk. Mens Fox voldtog De Fantastiske Fire og Daredevil. I det mindste kunne Bryan Singer da lave to fine X-men film. Det er jo først fra Iron Man at Marvel har været direkte involveret på et historiemæssigt plan. Iron Man 1 & 2 er dog en lektion i, at det ikke er en god ide, at starte med at optage en film uden et færdigt manuskript. Med 1'eren gik det godt, med 2'eren knapt så godt.
Så lige snart alle filmene bliver samlet under et, bliver det jo også nemmere at indføre konsistens. Desuden har Avengers været under planlægning i lang tid.
Jeg er nu meget betaget af Ang Lees "Hulk". Det er et rigtig kompetent bud på en psykologisk tilgang til superheltegenren. Men når det brede publikum forventer "Hulk Smash," er det nok ikke så mærkeligt, at de bliver frustreret over, at filmen er en variation af det ødipale kompleks, med lidt Faust på toppen.
Edward Norton-udgaven var også fin nok. Men at de efterfølgende har recastet Mark Ruffalo som Banner, er jo et udtryk for, hvor svært de har ved, at finde en version af karakteren, der passer til film.
#83
Meget imponerende post. "En handske er kastet," som man siger. :)
Helt dfgjort er der ligheder mellem Tintin-albummet og Lost. Men samtidig er der også mange afgørende forskelle. Og på mange måder låner Hergé jo også fra Jules Vernes "Den hemmelighedsfulde ø". Dertil er det jo også meget sjovt at bemærke, at Hergé griber til et tv-serie kliché for at afslutte historien - var det hele en drøm? er hukommelsen blevet slettet af rumvæsener? osv.
Når man introducerer et nyt univers (og på længere sigt en mytologi), er det for mig afgørende at man som seer har en lige så uvidende karakter, at følges med ind i den nye verden, som kan gøre de samme opdagelser og stille de samme dumme spørgsmål. Harry Potter er et godt eksempel, hvis ikke Luke Skywalker er endnu bedre. At karaktererne i Lost ikke kender hinanden på forhånd (og det gør de jo så alligevel gennem en lang række tilfældigheder) tillader jo, at seeren kan møde dem og gradvist lære dem at kende i samme takt som den gruppen indbyrdes lærer hinanden at kende. Det bliver således en mere "naturlig" introduktion, i stedet for Basil Exposition, der fortæller alt om de enkelte karakterer. Og som seer føler man sig som del af gruppen. Det er langt hen af vejen det gamle manuskript-diktum: "Show it, don't tell it."
Udfra dette synes jeg også at hele tidsrejse-aspektet fungerede fint, da det frigjorde serien fra, at levere alle informationer om Dharma i form af gamle filmoptagelser, og i stedet lade karaktererne (og dermed seeren) opleve det hele selv. At det så ikke medførte nogen større erkendelse og endte i en mindre tilfredsstillende sekvens med atom-bomben, er noget helt andet.
Meget længere oppe skrev jeg:
Alle diskussioner om afslutningen på Lost, vil jo relatere sig til dette forhold, og hvormeget vægt på ligger på det enkelte. Og ja, jeg er skuffet over, at man ikke fik mere at vide, men jeg synes det var en fin afslutning. Og netop fordi opbygningen af karaktererne og deres indbyrdes interaktion, havde givet mig som seer et ønske om, at se dem nå en lykkelig konklusion - også selvom denne kommer til at virke konstrueret. Og det er vel et udtryk for en kompetent håndteret serie, med fine skuespilpræstationer.
Men for at vende tilbage til karakterintroduktionen og den indbyrdes relation, så kan man selvfølgelig sagtens lade seriefigure dukke op skærmen, med fuldstændig definerede indbyrdes forhold. Men det passer bare bedre til komedie-serier, med meget episodisk præg, end til drama-serier med plots, der strækker sig over flere sæsoner.
Er helt enig. Karakteristikken af de enkelte personer, og forsøget på, at forklare, hvorfor de hver især har valgt at blive 'superhelte' er hele projektet for Moore i Watchmen.
I Heroes går det værst udover Dr. Manhattan/Jon Osterman, og hans forhistorie. I Watchmen er Ostermans skift fra urmager til atomforsker en kommentar til samtidens udvikling. Der er et metalag, der refererer til Einsteins lignende skift af profession. Men det er også også et udtryk for relativitets teoriens indflydelse på fysikken og dennes beskrivelse af vores verden. Det er en overgang fra en sekventiel tidsopfattelse, til en simultan tidsopfattelse - som man også finder i litteraturen hos Marcel Proust og Henri Bergson og i medieforskningen hos Marshall McLuhan - og som kommer til at definere Dr. Manhattans gøre og laden senere. Det understreger også paradokset, at selvom han kan se alle begivenheder, kan han stadig ikke forhindre dem. Plus at det jo binder tegneseriens titel "Watch"-men og den gennemgående brug af ure som motiv sammen i et stort hele.
I Heroes får Sylar en lignende forhistorie. Men her tjener det kun til, at give Sylar et lidt fjollet navn og understrege hans oprindelige "ubrugelige" superkraft. Jeg får i hvert fald her fornemmelsen af, at skaberne af Heroes har set den lignende sekvens i Watchmen og har tænkt, at det da var ret sejt, men så derefter ikke har vidst, hvad de skulle stille op med den.
Det viser jo blot, hvor subjektiv opfattelsen af kvalitet og sammenhæng er. Men alene det, at du har ledt efter, og er bevidst om, sammenhængen (eller manglen på samme), er jo et udtryk for, at det romantiske ideal er fremherskende i vores kultur. Alene det at vi betegner forfatterne som skabere af en serie, understreger jo dette.
Vi er meget enige om brilleaben Spiderman i forhold til den omnipotente Superman. Selvom jeg nu mere ville mene, at Superman bygger mere på historien om Moses end Jesus - men grænserne er flydende. Men synes du sætter det hele meget fint ind i en historisk kontekst.
Det er nemlig også meget skægt, hvor ofte superhelte identiteterne skifter, således at der er flere forskellige personer, der har været Lynet og Grønne Lygte. Men Batman har jo også ladet hvervet gå videre i "Batman of the Future," mens Alfred flere gange tog dragten på i den gamle tv-serie.
Det er jo reelt set Faust-figuren du beskriver her. Har set at Faust også er blevet lavet som superhelt, men jeg har ikke selv læst den, så jeg ved ikke hvor godt konceptet fungerer. Men oftest er disse træk jo direkte kendetegnende for skurken i alle serier.
Her vil jeg dog mene, at Bruce Waynes priviligerede opvækst i rigdom og på privatskoler, tilskynder ham til at give tilbage til samfundet. Dette projekt er tofoldigt, som erhvervsmanden Waynes fonde og som Batman, der tager over når pengene ikke rækker længere.
Men disse forhold varierer jo gennem de forskellige inkarnationer af Batman gennem de sidste 70 år - som du også fint nævner, med de enkelte tolkninger af, hvorfor Wayne er Batman eller hvorfor Batman er Wayne. Og hvor meget tabet af hans forældre påvirker ham. Der har vi jo så den glade og sjove Batman i 1960'erne, mens Frank Millers genopfindelse af Batman i 1980'erne, understreger jo netop hvor fascistoid Batman-karakteren er, især i modsætning til spejderdrengen Superman.
Og så ligger fascinationen af Batman jo også i, at han er den person som siger "stop og ikke længere," mens alle andre blot lader samfundet gå i forfald. Batman er i den forstand mere handlekraftig - både fysisk og mentalt - end det almindelige mennesker. Og det er jo altid interessant at se, hvilken af de to ting han benytter sig af til at løse den pågældende opgave. Så jeg håber ikke at folk kan identificere sig med Batman i den forstand, at deres forældre blev skudt af en overfaldsmand, men jeg vil dog mene, at der ligger en stor identifikation i den rene viljestyrke som Batman ligger for dagen.
Batman er også et udtryk for menneskets fascination af gadgets og sin egen opfindsomhed. I Tim Burtons film, gjorde dragten, bilen og de forskellige gadgets rent hypotetisk alle og enhver i stand til at blive Batman - selv Michael Keaton. Den fysiske formåen blev underordnet i forhold til teknologien. Og uanset hvor tåbelig bat-kreditkortet er i Batman & Robin, er det jo et udtryk for "adgangen til uendelige midler" som superkraft, der også kendetegner Batman, og reelt set gør hans eksistens mulig. At være uendelig er rig er jo også en ganske velkendt dagdrøm.
Derfor ville jeg også rigtig gerne have set, hvad Darren Aronofsky kunne have fået ud af sit "Batman-on-a-budget"-koncept. Også selvom det tidlige manuskript ikke var fantastisk godt.
#85 The Dark Knight 14 år siden
Godt skrevet og interessant læsning fra jer begge.
Lidt voldsomt men ok.
:)