Prometheus
Udgivet 31. maj 2012 | Af: Benway | Set i biografen
Med den mulige undtagelse af George Lucas er der næppe nogen nulevende filmskaber, der har haft større indflydelse på science fiction-genren end Ridley Scott, men ikke desto mindre er det alligevel godt og vel tre årtier siden, at han sidst begav sig ud i fremtiden med de banebrydende film “Alien” og “Blade Runner”.
Filmen fungerer som en prequel af en slags til “Alien”, men i stedet for at fokusere på de langhovedede og efterhånden voldsomt udtjente bæster har Scott fornuftigt i stedet valgt at lade historien handle om noget ganske andet. Denne film udspiller sig i 2094 og følger en håndfuld forskere, der bevæger sig langt ud i rummets mørkeste afkroge for at følge et spor, der muligvis kan besvare gåden om selve vores oprindelse. Den forskningsmæssige ledelse af ekspeditionen består af Dr. Elizabeth Shaw, der er en dreven forsker, men samtidig også en religiøs en af slagsen, samt hendes kollega og sengekammerat, den mere skeptiske Dr. Holloway. Tilskuerens opmærksomhed bliver dog ikke mindst draget mod Michael Fassbender i rollen som holdets androide David, der er så køligt høflig og behagelig, at effekten hurtigt bliver særdeles foruroligende.
Uhyggen og utrygheden breder sig, da besætningen opdager, at tingene ikke er helt, som de troede, men hvor “Alien” i bund og grund var en ren horrorfilm og en formidabel en af slagsen, så er “Prometheus” mere tilbageholdende med gyserelementet og mere fokuseret på ideerne bagved fortællingen. Forholdet mellem skaber og skabning bliver i stedet omdrejningspunktet, smukt illustreret gennem David-figuren. Filmen mangler dog bestemt ikke gruopvækkende øjeblikke, og ikke mindst en hastig operation er en af de mest veludførte gross out-scener, jeg længe har set.
Hvis filmen havde holdt de første to tredjedeles høje niveau, havde den uden tvivl været en øjeblikkelig sci-fi-klassiker, men beklageligvis falder niveauet noget i sidste akt, hvor historien bliver en temmelig rodet affære med for mange handlingstråde, der skal løses for hurtigt. Samtidig irriteres man også lidt over filmens unødvendigt store persongalleri, der reducerer en del besætningsmedlemmer til rene statister.
Ikke desto mindre er det en fremragende beretning, vi her har med at gøre, og til trods for at nogle af svarene så langsomt popper frem, skal den ikke mindst roses for sin evne til at holde på mysteriet og genskabe nysgerrigheden omkring fremmede væsner på en måde, som vi ellers stort set ikke ser længere. Ikke mindst af den grund er “Prometheus” et storstilet comeback for den intelligente og storladne science fiction-film og for en instruktør, der atter er tilbage i et element, som han behersker som kun få. Fremtiden er muligvis ikke, hvad den har været, men det er længe siden, den har været så god som her.
Se også: Filmz TV: Ridley Scott-tema og “Prometheus”-gallapremiere.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet