Den morderiske M3GAN får en opdatering.
Universal udvikler officielt en fortsættelse til den James Wan og Jason Blum-producerede horrorfilm “M3GAN”, rapporterer Variety.
“M3GAN 2.0” er den passende titel på fortsættelsen, der har fået sin officielle amerikanske premieredato den 17. januar 2025. Hvilken dato, vi kan se filmen herhjemme, ved vi ikke med sikkerhed, selvom det højst sandsynligt bliver omkring dens premiere på den anden side af Atlanten.
Forfatter Akela Cooper er endnu engang at finde bag skrivemaskinen, men det står ikke klart, om Gerard Johnstone også vender tilbage til instruktørstolen.
Allison Williams, der spillede robotskaberen Gemma, vender tilbage til fortsættelsen, mens Violet McGraw, der havde rollen som Gemmas niece, som M3GAN skal passe på, også er at finde i 2’eren.
Med en indtjening, der i skrivende stund står på godt 97 mio. dollars (665 mio. DKK) på et budget, som estimeres til at være omkring 12 mio. dollars (82 mio. DKK), har “M3GAN” vist sig som noget af en succes. Det til trods for at filmen fik premiere i januar, der ellers er berømt og berygtet for at være en måned fyldt med film, der ikke ligefrem kan hive seere i sæderne.
Læs også: “Ghostface er nådesløs i ny ‘Scream VI’-trailer”
Filmens succes har udover dens fortsættelse også ført med sig, at der er en reel sandsynlighed for, at vi inden længe får en unrated udgave af horrorkomedien, så vi kan nyde filmen i dens oprindelige blodige og brutale herlighed.