Tilbage i 2007 blev manuskriptforfatteren John August hyret til at skrive manuskriptet til “Shazam!”, en filmatisering af DC Comics’ tegneserie om superhelten Captain Marvel.
Tegneserien følger teenageren Billy Batson, der bliver til den voksne superhelt kendt som Captain Marvel, når han siger det magiske ord “Shazam!”. Navnet er en forkortelse for seks guder og helte fra oldtiden såvel som deres evner: Solomons visdom, Herkules’ styrke, Atlas’ udholdenhed, Zeus’ kræfter, Akilleus’ mod og Merkurs hurtighed.
August har siden da arbejdet på flere forskellige udkast til manuskriptet, men han erklærer nu projektet – i hvert fald på kortere sigt – for dødt. Augusts manuskriptarbejde stødte på flere forskellige vanskeligheder. Filmen blev oprindeligt planlagt som en actionkomedie: ”Lignede ‘Big’, men med superkræfter,” som August forklarer.
Men efter manuskriptforfatterstrejken og sommerens blockbuster-succes for “The Dark Knight” og den finansielle fiasko for “Speed Racer” ønskede Warner Bros.-studiet en mere dyster og mørk film med en ældre Billy og mere spilletid til filmens skurk, Black Adam. August skrev det nye mørkere manuskript, som både filmens producer og instruktøren Pete Segal kunne lide, men Warner Bros.-studiet er ifølge August slet ikke interesseret i filmen længere – og Augusts involvering i projektet er overstået.
August har tidligere arbejdet på film som “Corpse Bride”, “Charlie og chokoladefabrikken” og “Big Fish”. Han fik desuden sin instruktørdebut i 2007 med “The Nines”.
#1 Eat this 15 år siden
#2 filmz-gofferoffer 15 år siden
#3 Bohemian 15 år siden
#4 filmz-TheNthDoctor 15 år siden
#5 mr gaijin 15 år siden
Jeg tror de har ret i, at camp-film a la "Speed Racer" ikke vil blive det næste store hit. På den anden side kan mørke og dysterhed blive for meget. Specielt i disse finanskrisetider tror jeg, at folk vil have noget mere eskapistisk underholdning som "Iron Man". Men det er jo ren og skær spekulation fra min side.