Siden David Cronenbergs “Eastern Promises” udkom tilbage i 2007, har en fortsættelse til filmen, der havde Viggo Mortensen i hovedrollen, været på tegnebrættet. Filmen fik for et par år siden grønt lys, men det sidste vi hørte var dog, at projektet var dødt.
Se også: ”Eastern Promises 2″ er officielt droppet.
Planen var ellers oprindeligt, at både Mortensen og Vincent Cassel var sat til at vende tilbage. Cronenberg udtalte så tilbage i august 2012, at filmen var blevet skrottet af Focus Features, der ikke mente, at en fortsættelse ville give økonomisk pote.
I forbindelse med manuskriptforfatteren Steven Knights instruktørdebut – thrilleren “Locke” med Tom Hardy – har han dog kunne give lidt håb for fans, der er interesseret i igen at se Mortensen som den russiske gangster Nikolai, som arbejder for den russiske mafia i London.
Knight fortæller, at manuskriptet er skrevet, og at det er noget af det bedste, han nogensinde har arbejdet på. Derfor insisterer forfatteren på, at drejebogen skal filmatiseres på et eller andet tidspunkt, men at han endnu ikke ved, om det bliver med eller uden Cronenberg bag kameraet.