Når “The Bourne Legacy” har premiere næste år, bliver det uden Bourne selv, da Jeremy Renner har hovedrollen i spin-off-filmen med instruktøren Tony Gilroy ved roret.
Se også: Flere kendte ansigter vender tilbage i “The Bourne Legacy”.
Grunden til, at filmen i denne omgang slet ikke fokuserer på Bourne, er at manden bag den glemsomme actionhelt, Matt Damon, ikke har villet lave en film mere, hvis ikke det er med Paul Greengrass i instruktørstollen – og sådan blev det ikke i denne omgang.
Imens dette nemt kunne fortolkes sådan, at Damon er færdig med Bourne-universet for evigt, så åbner den populære skuespiller nu op for muligheden om at vende tilbage til serien, hvis Greengrass kommer med ombord igen.
“Jeg vil virkelig gerne lave en til med Paul, og jeg er sikker på, det sker en dag,” udtaler Damon, der samtidig nævner, at han intet har imod udskiftningen, og at han er en stor fan af Renner.
Den Bourne-løse “The Bourne Legacy” er sat til udgivelse næste sommer og har også Rachel Weisz, Edward Norton, Oscar Isaac samt Joan Allen, Scott Glenn og Albert Finney fra de tidligere film på rollelisten.