Longest Yard, The
Udgivet 9. sep 2005 | Af: Benway | Set i biografen
Filmens hjerte er udvælgelsen og træningen af spillerne. Ifølge filmen så betyder det tilsyneladende mindre at have veltrænede spiller og langt mere at man har nogle der er store og onde nok. I hvert fald så bryder trekløveret Crewe, Nate og Caretaker snart ind i fængslets computersystem for at finde de voldeligste mænd i fængslet. Jo voldeligere jo bedre spillere åbenbart – og her troede jeg naivt det havde noget med hårdt arbejde at gøre.
Som komedie funger den heller ikke så godt. Filmen er slet og ret ikke særlig sjov. Den har en særdeles skidt vane med at gentage de fleste vittigheder om og om. Så vi får adskillige bøsse jokes, transvestitter, bolde i skridtet og McDonalds vitser repeteret et par gange.
At caste Adam Sandler som benhård football spiller er omtrent så overbevisende som at vælge Vin Diesel til at spille hjernekirurg, men alligevel så er Sandlers præstation filmens mindste problem. Værre går det for Chris Rocks figur, der falder fuldstændigt igennem og virker totalt malplaceret. Filmen indeholder ellers udmærkede skuespillere så som James Cromwell og Burt Reynolds, der begge spiller ganske godt, som om de ikke helt er klar over hvad for noget utroværdig skidt de er med i.
Oven i hatten så er filmen så klichefyldt at man ind imellem næppe tror sine egne øjne. På et tidspunkt tager en af de indsatte en billede frem af sin mor og siger noget i retningen af: ”Jeg kommer snart ud til hende igen”. Hvis du nogensinde har set en B-krigsfilm kommer figurens skæbne herefter næppe som den store overraskelse.
“The Longest Yard” er produceret af MTV, hvilket måske forklarer hvorfor filmen undervejs konstant bliver afbrudt af adskillige påklistrede musik montager. Det siger noget om filmens kvalitet, eller mangel på samme, at de scener afgjort hører til blandt højdepunkterne.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet