30 dage til at finde en ægtemand på lyder ikke af meget, men det er betingelserne for den unge prinsesse Mia, hvis hun vil være dronning i Genovia. På spring står nemlig nevøen til den onde Viscount Mabrey, Lord Nicholas Devereaux. Den unge mand er imidlertid ikke så lidt charmerende, og prinsesse Mia har svært ved at kontrollere sine følelser for sin konkurrent. Især er det svært når hun skal giftes med den flotte og høflige engelske Andrew Jacoby, som hun ikke helt kan finde gnisten med. I hovedtræk handler “Prinsesse Eller Ej 2” selvfølgelig om kærlighed, men også om monarkiets regler og det svære valg mellem pligt og følelser. Det kunne være interessant, men det er det desværre bare ikke.

Disney står bag produktionen, og vi får den sædvanlige handlingsskabelon for den feel-good familiekomedie, der er set så ofte før. Historien er blottet for overraskelser, og vi ved selvfølgelig lige fra det første møde mellem prinsesse Mia og Nicholas Deveraux, at han er alt, alt for nuttet til at være ond. Den snart 70-årige Julie Andrews spiller igen dronningen, og i vanlig stil slipper vi heller ikke for lidt sang og dans. Tilsat lidt moderne rytmer og dansende småpiger naturligvis, og med mindre man er til sådanne platheder, er det her filmen bliver for meget. Indtil da er den udholdelig – man kan trække en smule på smilebåndet over prinsesse Mias små klodsetheder og de mange bifigurer, men det bliver simpelthen bare for meget hen ad vejen.

Den første film kunne hvile i sig selv i kraft af historien om den kiksede, klodsede og lidet smukke amerikanske high-schoolpige, der skulle lære at begå sig i det europæiske monarki. En fortælling i stil med ‘den grimme ælling vinder i lotteriet’, der er set før, og har virket så glimrende i film som “Pretty Woman”. Manden der instruerede “Pretty Woman” hedder Garry Marshall, og sørme om han ikke også står bag begge “Prinsesse Eller Ej”-filmene.

Desværre for “Prinsesse Eller Ej 2” er al komikken allerede udtømt i etteren. Prinsesse Mia er allerede smuk, yndefuld og kan finde ud af, at begå sig på de bonede gulve, selv om hun selvfølgelig af og til stadigvæk gør sig uheldigt bemærket. Der er ikke rigtigt mere tilbage at sige, og filmen lider af en akut mangel på indhold. Vi får serveret det ene glansbillede efter det andet, og det er ikke nok til at bære filmens længde. Man keder sig bravt, og krummer tæer over ligegyldighederne.

Det mest interessante ved filmen er sådan set, at se den forestilling Hollywood, og måske mange amerikanere, har om Europa. Det lille fiktive land Genovia er et semi-fransk bondesamfund fyldt med godmodige mennesker. Dronningen har magt, og de små fattige mennesker står i kø ved hendes tronstol for at søge hjælp og levere mad til det royale middagsbord. En enkelt fårefarmer har en mobiltelefon, men ellers er det mest den moderne, unge og amerikanske prinsesse, der med sig bringer fornyelse og hjælp til de små stakkels forældreløse børn og de samspilsramte kvinder i det håbløst mandsdominerede samfund. Dét er det mest morsomme i hele filmen, men om det er bevidst, tvivler jeg på.