Af helt åbenlyse årsager har det længe været umådeligt populært at revse bagsiden af det amerikanske samfund på film. Således også i Todd Fields “Little Children”, der har en umiskendelig snert af navnebroren Todd Solondz’ “Happiness”, og det er da heller ikke helt tilfældigt.

“Little Children” er nemlig en finurligt orkestreret sammenblanding af det overfladiske forstadsliv, de hjemmegående og desperate husfruer fordriver tiden med, mens gemalerne passer karrieren og tjener til føden, og de mere abnorme elementer ved velhaversamfundet. I Brads (Patrick Wilson) tilfælde gør det omvendte sig imidlertid gældende. Han er den hjemmegående, læser op til en juristeksamen, han i og for sig ikke rigtigt gider, mens hustruen og moren til deres fælles barn – Kathy (Jennifer Connelly)- plejer karrieren som tv-dokumentarist.

Brad tager derfor de daglige ture med sønnike til den lokale legeplads og det ditto friluftsbad i et forstadskvarter omkring millionbyen Boston under stor opmærksomhed fra flokken af hjemmegående og overfladisk forvitrede forstadshustruer, der øjensynligt ikke har alt for meget at tage sig til. En af dem er Sarah (Kate Winslet), der ligesom Brad sjældent ser ægtefællen, i dette tilfælde Richard (Greg Edelman). Kommunikation i parforholdet er i hvert fald en udtalt mangelvare på alle planer. Siden det første – og eneste – fælles barn er årene gået, og livet vel egentligt blot gået i stå.

Netop den affære, som Brad og Sarah efter nogen tids nølen ikke overraskende indleder, understreger det forlorne i de perfekte liv, i øvrigt planlagt ned til mindste detalje, de andre forstadsfruentimmere udøver uden eftertanke. De to elskende udfylder det tomrum i hinandens liv, som de respektive ægtefæller egentligt burde udfylde, men ikke evner. Ture på legepladsen og i friluftsbadet med de små poder afløses af dampende elskov, dog stadig underlagt de faste rutiner og ritualer. Det er nu engang belejligt, at børnene skal have deres faste daglige middagslur.

“Little Children” er imidlertid noget mere kompleks end som så. Sammenkædningen af de uperfekte mennesker og deres kødelige lyster med samfundets mere sølle og malplacerede eksistenser tegner på fænomenal vis et billede af et normbaseret samfund, der styres af fordomme og perfektionisme. Således tjener den i øvrigt eminente sidehistorie om den seksuelt afvigede Ronnie McGorvey (Jackie Earle Haley) som symbol på det dobbeltmoralske i, at selv om alt tager sig perfekt ud på overfladen, behøver det ikke nødvendigvis være sådan, når de øverste lag skrælles af.

Ligesom i den prisbelønnede “In the Bedroom” vender instruktør Todd Field konsekvent og stilsikkert familielivet på vrangen. Bag facaden på det perfekte ligusterhæk-ægteskab vælter vi os i utroskab, onani og blottede kønsdele. Nøjagtig de samme elementer, der på det kraftigste fordømmes på overfladen, når den tidligere straffede seksualforbryder Ronnie, uden at være på kant med loven, tager sig en dukkert i friluftsbadet, selv om der er børn til stede. Dobbeltmoralen er i hvert fald til at føle på.

Og i sidste ende handler “Little Children” vel også snarere om, hvorvidt man som menneske kan eller vil leve med dobbeltmoralen dag ud og dag ind. Har man selv en mulighed for at ændre på sin egen skæbne, eller er man blot del af en større plan? Det er selve filmens skisme og er ualmindeligt rammende fortalt. Ud over de blændende skuespilpræstationer fra alle sider er “Little Children” et særegent men ikke desto mindre særdeles væsentligt bidrag til den fortløbende diskussion om familielivets uforfalskede underside.

VideoBilledsiden til “Little Children” fremstår i et 2.35:1 anamorphic widescreen format. Det er i bund og grund et fremragende transfer, der kun rummer meget få tilfælde af digitale udfald. Billedet står skarpt og præcist, og fortællingen er hele tiden suppleret af flotte indstillinger med god dybdeskarphed og ditto fokusskift. Kontrasten er tilsvarende god, og de farvemættede billeder giver en fremragende detaljerigdom.

AudioLyden i “Little Children” fremstår på et engelsksproget Dolby Surround 2.0 lydspor og et tilsvarende Dolby Digital 5.1 lydspor, hvor sidstnævnte nu engang er det mest interessante. Her kommer lyden primært ud af fronthøjtalerne, men filmen er da også i væsentligste grad båret frem i kraft af dialogerne. Ikke desto mindre bliver bagkanalerne enkelte steder også taget i brug til udfyldning af lydkulisserne med effektlyde og underlægningsmusik med et ganske udmærket auditivt indtryk til følge. Til sammenligning fremstår det engelsksprogede Dolby Surround 2.0 lydspor, der kanaliseres ud gennem fronthøjtalerne, mere mudret, om end det stadig er af en rimelig kvalitet.

EkstramaterialeUdover trailers for de kommende “Fur – An Imaginary Portrait of Diane Arbus”, “The Last Mimzy” og “Fracture” er der ikke noget ekstramateriale på denne udgivelse.