Sviger-Monster
Udgivet 26. aug 2005 | Af: filmz-kloister | Set i biografen
At de fleste kan have det svært med svigerfamilien, og svigermor især, er vist næppe nogen hemmelighed. “Meet the Parents/Fockers” havde samme tema, men hvor især den første af disse to film havde varme og humor, mangler “Sviger-Monster” netop dette. Jane Fonda er i den grad for meget og fuldstændig utroværdig. Hun kan sagtens spille rollen, men man skulle nok have lagt en betydelig dæmper på hende, og forsøgt at lade hende føle sig ind på rollen, i stedet for bare at gøre hende til et småpsykopatisk tilfælde med det samme. Man står fuldstændig af, fordi man slet ikke kan tro nogen vil opføre sig sådan. Jovist er der da et specielt bånd mellem mor og søn, og det er sjældent nogen er gode nok til mors lille dreng, men derfra er der trods alt et meget langt spring til de situationer vi bliver præsenteret for i “Sviger-Monster”. Den stakkels svigerdatter udsættes for forgiftninger af sovs, sabotage af bryllupsplaner, ondsindede ekskærester og lignende.
På den positive side skal det nævnes, at der faktisk er indtil flere sjove øjeblikke i filmen, men det bliver desværre aldrig nok til at hive filmen derop, hvor det bliver rigtig interessant. Samspillet mellem de tre hovedpersoner, især Fonda og Lopez, er af og til også virkelig godt, og de formår at levere nogle underholdende dialoger. Desuden har Wanda Sykes en fin birolle som Viola Fields’ assistent og sammensvorne Ruby. Hun er med til at trække filmen en anelse ned på jorden, men ikke langt nok. Samlet set er der nemlig ikke meget at komme efter i “Sviger-Monster”, der efterlader et noget fladt og hult indtryk, og i det store hele må siges at være alt for forudsigelig og opskruet til at kunne vække den store interesse. Forhåbentlig får vi i fremtiden Jane Fonda at se i nogle roller, hvor hun får lov til at føle noget, vise noget og ikke bare skriger som en galsindet ko.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet