Mænd er fra Jorden, børn er fra MarsOprindeligt var den talentfulde instruktør og skuespiller Nick Cassavettes udset til at stå bag komediedramaet “Martian Child”. Set i bagklogskabens lys havde det nok været en noget bedre ide at lade projektet kassere og desuden stikke en finger i jorden, når nu han i ellevte time sprang fra. I stedet valgte man afløseren Menno Meyjes til at fuldføre, og det er der ikke kommet noget godt ud af. Men med det manuskript, han her har fået stukket i hænderne, har arbejdsbetingelserne heller ikke været nemme.

Først og fremmest halter den lidet troværdige historie gevaldigt. Karaktererne er unødvendigt karikerede og gør deres til, at den alt for lange film bliver svær at tage alvorlig. Mere succes har John Cusacks forfatter David Morgan, som har lavet god mønt på at skrive den ene science fiction-roman efter den anden. Ikke alt er imidlertid, som det skal være i det udadtil perfekte forstadsliv. Hustruen Mary er død et par år forinden, men sorgen er stadig ubærlig. I hendes ånd overvejer David modstræbende at adoptere et barn, mest af alt fordi hun selv var adoptivbarn og ville have ønsket det, hvis hun var i live.

Råd og vejledning – det er trods alt en stor beslutning – er der nok af hos Amanda Peets velskårne og amorøst interesserede Harlee og den dominerende og bekymrede storesøster Liz, spillet af Joan Cusack, som endda udfylder samme rolle i det virkelige liv. Adoptionen bliver naturligvis en realitet, og valget falder på den aparte, tiårige Dennis – spillet af en gudjammerligt ringe Bobby Coleman – som indledningsvis gemmer sig i en kasse om dagen og først kommer ud, når de sidste solstråler er forsvundet i horisonten. Så længe Dennis bliver i papkassen, viser “Martian Child” for så vidt udmærkede takter. Men det ændrer sig, da han kommer ud til den måbende omverden. Der opbygges et fællesskab imellem de to, som i begyndelsen ikke minder nær så meget om forholdet mellem far og søn som forholdet mellem to åndsbeslægtede individer. Interessen for netop Dennis skyldes også, at David i Dennis ser sig selv som barn.

Hermed skulle der være lagt an til Hollywood-sødsuppe af værste skuffe. Og på lige det punkt svigter filmen ikke. Manuskriptet er således et tåkrummende kvantespring i nedadgående retning, forudsigeligt fra start til slut og byder tilmed på den ene pinagtige situation efter den anden. Realismens præg lider alvorlige knæk, når David og Dennis forsøger at nærme sig hinanden, at forstå hinanden – knægten tror, han er fra Mars – og overbevise omgivelserne om, at alting faktisk er i skønneste orden. Det er det selvfølgelig ikke, og med hvad der angiveligt skal være komiske situationer, udrulles et konfliktsøgende drama for åbent tæppe.

“Martian Child” er en film om ikke at passe ind, om at føle sig uden for og om at savne kærlighed fra andre. I sådanne situationer er det altid nemmere at lukke sig inde i fantasiens universer, er påstanden. Det gælder i hvert fald filmens to hovedpersoner til stor undren for lærere, psykologer og et større ekspertpanel, som ikke i første omgang kan sætte sig ind i den tankegang.

Det gumpetunge manuskript skulle ifølge den ene af de to forfattere være inspireret af virkelige hændelser. Hvorhenne er svært at se. “Martian Child” rammer dog rigtigt med enkelte – formentligt vildfarne – skud og beskriver fint og frodigt, hvordan det ikke kun er Dennis, der skal tilpasse sig sin nye situation som adopteret. David skal som far pludseligt se sit liv i et andet perspektiv, være rollemodel og har per definition et ansvar. Far-søn-problematikken er som noget af det eneste godt skildret.

Det er en pointe, at det ikke skader at være anderledes og speciel. Det er helt i orden ikke at rette sig ind efter alle andres gøren og laden i det moderne samfund, ligesom ingen forældre er perfekte repræsentanter for opgaven til at starte med. Derudover er substansen mærkværdig. Ofte efterlader Menno Meyjes’ film et indtryk af, at den blot er mærkelig for at skille sig ud. Det korte af det lange er, at “Martian Child” ikke udstråler en ren barnetro på sit projekt. Måske er det i virkeligheden forklaringen på, at Nick Cassavettes sprang fra?

Video”Martian Child” præsenteres i et skarpt anamorphic widescreen 1.85:1-format, som er af det bedre. Der forekommer en smule edge-enhancement hist og her, men det er ikke påtrængende, og derudover rummer filmen en stabil farvetemperatur og ditto kontrast. Der er desuden hverken udtværinger eller digitale forstyrrelser til stede. Et blændende transfer, intet mindre.

AudioOgså lyden er glimrende og afspilles i de to engelsksprogede Dolby Digital 2.0- og Dolby Digital 5.1-lydspor. Underlægningsmusikken holder sig diskret i baggrunden og bliver aldrig til gene for den tydelige dialog. Der er ikke eksempler på overstyringer, og også atmosfæren er dejligt detaljerig.

EkstramaterialeAf ekstramateriale er der trailere for “Hairspray”, “Det gyldne kompas”, “Run Fat Boy Run” og “Martian Child”. Slettede og alternative scener er der også en pæn sjat af, og så forklarer producenterne Corey Sienega og David Kirschner samt manuskriptforfatterne Seth Bass og Jonathan Tolins på filmens kommentarspor, hvorfor filmen har været så mange år undervejs. “Handle With Care: Working With the Martian Child” er et længere og væsentligt indslag om at bruge børn til filmroller, mens “The Real Martian Child” mere specifikt finder ind til baggrunden for ideen til filmen.