Bedre sent end aldrig…… lyder den amerikanske tagline til komedien “The 40-Year-Old Virgin”. Det samme kan siges om filmens hovedrolleindehaver, Steve Carell, som endelig fik chancen for at nappe en dominerende hovedrolle i en komediefilm. Carell (som i virkelighedens verden er fyldt 45) var god i “Bruce den Almægtige” og pure, komisk guld i “Anchorman”. “The 40-Year-Old Virgin” var den uforlignelige, prisbelønnede entertainers første virkelig store øjeblik på den filmiske scene, og hans sympatiske og hysterisk morsomme præstation er filmens største force.

Filmens tørre titel efterlader ingen tvivl om, hvad fortællingen går ud på. Carell spiller den stilfærdige, venligtsindede Andy Stitzer, som af sine kollegaer fra den lokale elektronikforretning – under en samtale om sex og bryster – bliver afsløret som værende jomfru på trods af sin høje alder. Andys venner sætter sig for at gøre alt, hvad der kan gøres, for at få Andy til at miste sin mødom. Selv mener Andy, at det nærmest er blevet for sent for ham, men det forhindrer hverken hans venners forsøg på at hjælpe ham eller hans forelskelse i den enlige mor, Trish. Den altid fremragende Catherine Keener er det perfekte modstykke til Carell i rollen som Trish.

Ved første øjekast virker filmen nærtbeslægtet med Farrelly-brødrenes megahit “Vild med Mary”. Begge har en lidt uerfaren og usikker hovedperson, kulørte figurer og hobevis af langt-under-bæltestedet jokes. Men “The 40-Year-Old Virgin” er mere charmerende end Farrelly-brødrenes film, og pruttehumoren bliver heldigvis holdt på lavt blus. I Farrelly brødrenes hænder kunne man snildt have forestillet sig, at Andy ville have været den tumpede, seriemorderagtige taber, som nogle af Andys kollegaer i første omgang mistænker ham for at være. Der bliver dog stadigvæk tid til at inddrage genrens nærmest obligatoriske mængde bræk, urin og næseblod.

Et par andre elementer står desværre lidt i relief til filmens forsøg på at fortælle en sød og charmerende historie. Det gælder eksempelvis et par ligegyldige og utroværdige indiske medarbejdere i Andys forretning, som bliver ved med at insistere på, at kollegaerne bør bolle en ged. Det virker som et påklistret element indsat til fordel for dem, der ikke umiddelbart vil lade sig rive med at filmens alternative, jordnære stemning. Og så er soundtrackets flittige brug af lettere monotone og banale rocksange ofte malplaceret. I øvrigt kan filmens simple koncept ikke helt tåle at blive trukket ud over næsten to hele timer, men selvom filmen begynder at løbe tør for energi nær slutningen, keder man sig aldrig.

Judd Apatows (som lavede dette års særdeles fornøjelige “Knocked Up”) “The 40-Year-Old Virgin” er en dejlig underholdende, finurlig komedie. Den har sine ekstreme øjeblikke, men den holder sig oftest på måtten, og det tjener blot filmen, når den netop tager den med ro. Folk, som mener, at sexomhandlende komedier er sunket lavere end grauballemanden, bør give filmen en chance. Denne forlængede, ucensurerede udgave er endnu frækkere end biografudgaven, men den er hverken værre eller bedre.

VideoDet er tydeligt, at man på kunstig vis har forsøgt at gøre filmens billedside skarpere i forbindelse med HD-DVD udgivelsen. Allerede fra filmens første billede spotter man flere tilfælde af edge-enhancement – glorierne rundt om introteksterne er ikke til at tage fejl af. Men selvom billedet er forholdsvis skarpt, er der en del skud, som virker en smule bløde og flade og snarere ligner opskaleret dvd-video. Forsøget på at gøre billedet skarpere får tit objekter til at virke kantede og grimme. Farverne er dog generelt imponerende og troværdige. I få tilfælde virker farverne dog for mætte – tjek f.eks. Andys baghave i starten af filmen, som er lige lovlig mørkegrøn. Kontrasten er god, og støj og udtværing optræder sjældent, men dette er under alle omstændigheder et middelmådigt transfer, der ikke lever op til HD-DVD mediets standarder.

AudioUdgivelsens engelske Dolby Digital Plus 5.1 lydspor skuffer ikke på samme måde som transferet, men der er heller ikke ligefrem overvældende godt. Der er ingen mindeværdige panoreringer, og baghøjtalerne bidrager sjældent med noget substantielt. Men dialogen er også lydsidens vigtigste bestanddel, og den er heldigvis klar og tydelig hele vejen igennem. De mange musiknumre benytter højtalerne (især subwooferen) fornemt.

EkstramaterialeDenne nye HD-DVD udgivelse af “The 40-Year-Old Virgin” indeholder alt det ekstramateriale, der fulgte med dvd-udgivelsen, men desværre ikke meget nyt. Kommentarsporet med Judd Apatow og størstedelen af ensemblet er ekstremt underholdende. Alle deltagerne er tydeligvis gode venner, og selvom der ikke tales meget om tilblivelsen af selve filmen, så er der nok gemytlige anekdoter til at sikre en mindst lige så underholdende oplevelse som selve filmen. Lidt i samme stil er HD-DVD udgivelsens eksklusive U-Control funktion. Når denne aktiveres, bliver man præsenteret for alskens ‘behind-the-scenes’ videoklip undervejs. Ikke alle klip er lige interessante, men det er en fascinerende funktion.

I alt 26 slettede/forlængede scener er inkluderet, og Apatow og skuespilleren Seth Rogen (som spillede hovedrollen i “Knocked Up”) har indtalt kommentarer til flere af dem. Der er enkelte humoristiske øjeblikke, som er blevet sakset, men filmen er allerede for lang, og ingen af disse scener havde gjort filmen decideret bedre eller sjovere. Apropos scener kan man bogmærke ens favoritscener, så man øjeblikkeligt kan finde dem igen uden at skulle spole.

Der er inkluderet et ocean af featuretter, som tilsammen varer næsten to timer. Disse er generelt ganske underholdende, og især skuespillernes auditions og Apatows videodagbøger er interessante. Fem minutters morsomme fraklip og traileren til “Knocked Up” runder udgivelsen af. Måske er mængden af ekstramateriale grunden til, at billedkvaliteten halter.

FilmenAndy Stitzer. 40 år gammel. Arbejder i en elektronikbutik og samler på actionfigurer. Og nå ja, så er han jomfru. Efter en række ret uheldige episoder i sine unge dage (et blowjob og tandbøjler er ikke en god kombination) har Andy mere eller mindre opgivet nogensinde at få sex. Han er tilbageholdende og har ikke rigtigt nogen venner, så da arbejdskollegaerne inviterer ham til pokeraften takker han ja. I løbet af aftenen snakkes der om de tidligere erobringer, og kollegaerne udsætter naturligvis Andy for et tredjegradsforhør. Det går dog hurtigt op for dem, at Andy er jomfru, og de sætter sig nu for at finde ham en kvinde, som kan hjælpe med at få lettet trykket. Så “40-Year-Old Virgin” er simpelthen noget så sjældent, som en “coming-of-age” film for midaldrende – og så er den oven i købet hamrende morsom.

Filmens emne er sex, sex, sex, og som følge deraf er humoren i filmen også fokuseret på kroppens nedre regioner. Det er der såmænd ikke noget nyt i, men til forskel fra mange andre nyere komediefilm, så bliver humoren aldrig for plat eller ulækker. Der er en god balance filmen igennem, også inden for forskellige områder af humor – der er alt lige fra de obligatoriske pinlige situationer til jokes, der involverer kropsvæsker og endog god gedigen slapstick. Så der skulle være noget for enhver smag, og det er bestemt ikke børnevenligt. Der går sjældent lang tid imellem et godt grin.

Men det skal ikke være sjov, gak og gøgl det hele, for filmen har skam også noget på hjerte. Filmen viser ikke bare Andys problemer med sin jomfruelighed (og hvordan man mister den), men i løbet af filmen udvikler hans søgen efter sex sig til en søgen efter den eneste ene, og det er både sødt og rørende, og gør filmen til en rigtig feel-good film.

Steve Carell er mest kendt for sine biroller i film som “Bruce Almighty” og “Anchorman”, samt for sin deltagelse i “Saturday Night Live”. I “40-Year-Old Virgin” spiller han for første gang hovedrollen, og det gør han med stor succes. Han er en glimrende komiker, men kan samtidig underspille, så Andys rolige og generte natur kommer flot til udtryk. Catherine Keener er skøn som Andys love interest Trish, der både er blid og har ben i næsen. Det er ikke svært at forstå, hvorfor Andy falder for hende.

Men filmen skylder nok mest til birolleindehaverne, der alle brillerer i deres respektive roller. Det er tydeligt at instruktør Judd Apatow har tilladt masser af improvisation, og det er lige så tydeligt, at skuespillerne nyder det. Improvisationen giver mange gode momenter, men medvirker desværre også til at forplumre filmens hovedplot til en vis grad. Og med en spilletid på over to timer, bliver filmen en anelse lang i spyttet for en film i denne genre. Alligevel er det stadig en af de bedste og sjoveste komedier i lang tid. Så vent ikke for længe med at se den. Jo længere du venter, jo hårdere bliver den… øh… det!

VideoPå videosiden får vi et anamorphic widescreen transfer i 1.85:1 aspect ratio. På den positive side er farvegengivelsen rigtig god og detaljegraden fin, uden dog at brillere. Udover det er der ingen synlige filmartefakter, men man kan heller ikke forvente andet af så ny en film. Det største problem er at transferet skæmmes af en hel del grums, som især er synlig i de lysere scener. Det samme gælder edge-enhancement, der også er ret tydelig i visse scener. Et transfer der kun lige trækker sig op over middelklassen.

AudioPå lydsiden er der to lydspor, engelsk og ungarsk, begge i Dolby Digital 5.1. Det engelske lydspor er frontbaseret, og der er ikke meget surround aktivitet at komme efter – kun en smule i form af filmens underlægningsmusik. Subwooferen har ej heller meget at arbejde med. Dialogen er dog ren og tydelig fra centerhøjtaleren, så der er ikke problemer med at høre filmens mange jokes og sproglige finurligheder.

EkstramaterialeHer er der først og fremmest et kommentarspor med instruktør Judd Apatow samt en ordentlig portion af filmens skuespillere. Her kommer det virkelig til udtryk, at disse personer har det godt sammen med hinanden, og det er et festligt kommentarspor, der dog ikke nødvendigvis giver masser af baggrundsinformation, men derimod masser af sjove kommentarer, og folk der taler i munden på hinanden. Heldigvis er der undertekster på, hvilket letter det en smule.

Det yderligere ekstramateriale består af en lang række klip af udvidede scener fra filmen, og der er masser af gode grin at finde her. En række af disse klip har kommentarspor med Judd Apatow og medforfatter Seth Rogen. Derudover er der slettede scener plus en morsom gag-reel.

Der er ikke noget egentligt ‘Making of’ program, men et par små featurettes er det dog blevet til, bl.a. “Waxing Doc”, der viser optagelserne til scenen, hvor Andy får fjernet hår på brystet. Steve Carell lagde egen brystkasse og behåring til, hvad der blev nogle særdeles smertefulde og blodige optagelser. Av.

“Bedre sent end aldrig” lyder den amerikanske tagline til den nye komedie “The 40 Year-Old Virgin”. Det samme kan siges om filmens hovedrolleindehaver, Steve Carell, som nu endelig har fået chancen for at indkassere sin særdeles velfortjente mulighed for at nappe en dominerende hovedrolle i en komediefilm. Carell (som i virkelighedens verden netop er fyldt 42) var god i “Bruce Almighty” og pure, komisk guld i sidste års “Anchorman”. “Virgin” er Carells første virkeligt store øjeblik på den filmiske scene, og resultatet af hans tålmodighed er mere end blot det at få navnet og ansigtet på filmens plakat, men en sympatisk, troværdig og meget, meget morsom præstation. Pludselig lyder den mildt sagt latterlige (bemærk: på den dårlige måde) idé at lave en fortsættelse til “Bruce Almighty” med Carell i føresædet til fordel for Jim Carrey, ikke som nogen særlig slem idé endda.

Filmens lidt tørre titel lader ingen tvivl tilbage om, hvad fortællingen går ud på. Carell spiller den stilfærdige, venligtsindede Andy Stitzer, hvis kollegaer fra den lokale elektronikforretning – under en samtale om sex og kvinders bryster – bliver afsløret som værende jomfru, på trods af sin høje alder. Andys kollegaer sætter sig for at gøre alt, hvad der kan og bør gøres, for at få Andy til at miste sin mødom pronto. Selv mener Andy, at det nærmest efterhånden er blevet for sent for ham, men det forhindrer hverken hans venner i at forsøge at hjælpe ham eller at han forelsker sig i en enlig mor ved navn Trish.

Carell er ikke det eneste talent foran kameraet. Forudsigeligt nok er de fleste mennesker i Andys omgangskreds ret gennemskuelige stereotyper. Men, takket være karakterernes forskelligartede natur, formår det farverige persongalleri alligevel at få én til at trække på smilebåndet mere end et par gange. Catherine Keener, som allerede synes at være visnet bort fra den offentlige erindring ovenpå Oscar-nomineringen og den stærke, positive kritik for “Being John Malkovich”, er det perfekte modstykke til Carell. Det er især disse to talentfulde skuespilleres engagement og tydelige, interne kemi, som gør filmens særlige koncept så plausibelt.

Men på trods af filmens fine koncept, er der andre klicheer til stede i “Virgin” end de omvandrende, talende af slagsen. Ved første øjekast virker “Virgin” nært beslægtet med Farrelly brødrenes megahit “There’s Something About Mary”, med en lidt uerfaren og usikker hovedperson, tegneserieagtige figurer og hobevis af smådumme, langt-under-bæltestedet jokes. Men til forskel for Farrelly brødrenes film, besidder “Virgin” en lidt uskyldig og rendyrket charme, som giver filmen en stærk, tiltalende og varm følelse af ægthed, og pruttehumoren bliver heldigvis holdt på lavt blus. Filmens charme får “Virgin” til at stikke dejligt ud i nutidens, ekskrementprægede komediebillede. I Farrelly brødrenes hænder kunne man nemt have forestillet sig, at Andy ville have været den tumpede taber, som nogle af Andys kollegaer i første omgang anser ham for at være. Der bliver dog stadigvæk tid til et par øjeblikke involverende genrens nærmest obligatoriske mængde bræk, urin og næseblod.

Et par andre elementer står desværre lidt i relief til filmens forsøg på at fortælle en sød, lille morsom og charmerende historie. Det gælder for eksempel et par fuldstændigt ligegyldige og uvirkelige indiske arbejdere i Andys forretning, som bliver ved med at insistere på, at Andy og vennerne bør bolle en ged. Det virker som et påklistret element indsat til fordel for dem, der ikke umiddelbart vil lade sig rive med af filmens alternative, jordnære stemning – altså egentlig ikke filmens deciderede målgruppe. Og så er soundtrackets flittige brug af lettere monotone og banale rocksange ofte malplaceret – hårdt, sjovt og hurtigt når følelserne i selve scenen klart synes at påkræve noget, der er mere langsomt og halvtragisk. Bliv eventuelt hængende til filmens rulletekster. Sjældent har man set så lang en liste over inkluderede musikalske indslag i en film. For øvrigt kan filmens simple koncept ikke helt tåle at blive trukket ud over næsten to hele timer, men på trods af at filmen begynder at løbe tør for energi nær slutningen, keder man sig aldrig.