Mit livs rejse

InstruktionRoger Donaldson

MedvirkendeAnthony Hopkins, Iain Rea, Tessa Mitchell, Aaron Murphy, Tim Shadbolt, Annie Whittle, Greg Johnson, Kate Sullivan, Antony Starr, Craig Hall, Jim Bowman, Phoebe Falconer, Charles Pierard, Barry Ryan, Alison Bruce, Mick Rose, Bill Richardson, Wesley Dowdell, Todd Emerson, Tony Wilson

Længde127 min

GenreDrama, Drama, Adventure, Adventure

IMDbVis på IMDb

I biografen17/03/2006


Anmeldelse

Mit livs rejse

4 6
Med jævne mellemrum dukker der historier op om gamle særlinge der har kastet deres kærlighed på et, for udenforstående set, bizart projekt som fylder hele deres liv. Som f.eks. at lave en kolossal togbane, at vandre over Himalaya på trods af den fremskredne alder, at deltage i et rally løb eller at bygge deres egen yacht fra bunden. Noget af charmen ved sådanne historier er den begejstring og livsglæde som disse mennesker ofte udstråler og den inspiration de giver til at efterstræbe ens drømme.
En sådan sær gammel snegl er Burt Munro, hvis oplevelser “Mit livs rejse” er baseret på. Munros store kærlighed er motorcykler, i særdeleshed hans elskede gamle Indian Scout fra 1920. Den har han modificeret og arbejdet på hele sit liv, med det mål for øje at slå den nuværende fartrekord. I 1976, i en alder af 68, mener han endeligt at hans Indian er klar til forsøget, men for at slå rekorden kræves det at han tager til Bonneville i Utah. Her er jorden særlig velegnet til hastighedskørsel og derfor ankommer der hvert år håbefulde kørere til Speed Week for at få deres hastighed målt. Det er en meget lang tur for en gammel mand fra New Zealand der rejser på et meget skrabet budget.

Munro, hvis kendskab til verden udenfor New Zealand er temmelig begrænset, ankommer til Los Angeles efter at have tjent til turen ved at arbejde som skibskok. Her bliver han dog hurtigt udsat for storbyens mange luner og træffer adskillige sære eksistenser, men, med sit tiltalende og beskedne væsen, vinder den gamle tosse hurtigt folks sympati. Inden Munro kan sætte foden på Bonnevilles faste grund venter der dog mange prøvelser. Samtidigt må han døje med en hjertelidelse der hele tiden ligger og ulmer under overfladen.

Filmens instruktør og manuskriptforfatter Roger Donaldson, hvis kreditliste inkluderer film af stærkt svingende kvalitet som f.eks. “Ingen udvej”, “Thirteen Days” og “Species”, lavede en dokumentar om Burt Munro tilbage i 1972 og har lige siden ønsket at bringe hans historie til det store lærred. Kærligheden til projektet skinner tydeligt igennem og giver den relativt banale historie om outsideren ingen tror på – men som alligevel mirakuløst kan præstere det utrolige – et løft.

Selvom historien ikke byder på mange overraskelser så er den rig på fornøjelige detaljer som f.eks. da sikkerhedsfolkene undersøger Munros motorcykel og opdager at den bl.a. er sat sammen af dele fra et køkkenhængsel og en gammel prop. De konstaterer at motorcyklen mangler selv de mest basale sikkerhedsforanstaltninger. Da de udspørger ham: “Hvad havde du tænkt dig at beskytte din overkrop med?” svarer han ganske ubekymret: “Min skjorte”.

Som den distræte men evigt optimistiske Burt Munro er Anthony Hopkins fornem. Det er en neddæmpet rolle som Hopkins giver en betydelig karisma således at vi ikke forundres over at alle Munro møder bliver besnæret af ham. Hvordan skulle man dog kunne undgå at blive betaget af dette ligefremme, venlige og livsglade væsen?

I betragtning af at filmen handler om hastighedsrekorder har den et særdeles mageligt tempo. Et par af Munros møder med diverse amerikanere kunne med fordel være blevet klippet ud, eftersom de ikke rigtigt føjer noget til handlingen. Ligeledes er den en anelse for lang tid om at få sendt den gode Burt ud i verdenen. Derudover ramler den ind i et par klicheer der føles lidt vel søgte. F.eks. en ung oprørsk motorcykelbande der udfordrer Munro til et væddeløb men som alligevel viser sig at være nogle flinke fyre der samler ind til hans rejse.

På trods af filmens mangler så er det svært ikke at bliver charmeret af dens mange dyder og af dens atypiske helts ydmyge men beslutsomme facon. Selvom “Mit livs rejse” ikke sætter nogle rekorder, så leverer den en køretur som det absolut er værd at tage med på.


Trailer

Kort om filmen

Som en blanding mellem opfinderen Thomas Edison og ridderen Don Quijote besidder Burt Munro både en veludviklet kreativitet og en ukuelig stædighed, når det kommer til motordrevne køretøjer. Igennem en menneskealder har han drømt om at sætte fartrekord på sin gamle Indian Scout motorcykel. Nu er han efterhånden kommet så langt op i årene, at hvis den gamle drøm skal få hjul at køre på, er det ved at være sidste udkald. Året er 1967, da Munro begiver sig ud på sit livs rejse mod de saltede, flade sletter i Bonneville, Utah, hvor fartentusiaster én gang hvert år tester klodens hurtigste køretøjer. Men for Munro, der er bosat i New Zealand, er Utah på den anden side af Jorden, og turen dertil bliver en ikke helt ukompliceret affære.