Becoming Jane
Udgivet 9. dec 2007 | Af: The Insider | Set på DVD
Det er især interessant at se “Becoming Jane” med klassikere som “Stolthed og fordom” og “Fornuft og følelse” in mente. Især fans vil garanteret nyde at lede efter ligheder mellem Austens eget begivenhedsrige liv og hendes fiktive karakterers eskapader. Underskønne Anne Hathaway er glimrende som den unge Austen, selvom den amerikanske aktrice godt kunne have brugt lidt flere timer i selskab med sin accenttræner. Men hun formår både at virke menneskelig og sårbar, mens hun udstråler den autoritære pompøsitet, som Austen var kendt for. Fremragende James McAvoy er nøjagtig lige så god i rollen som Lefroy, og der er heldigvis en god kemi mellem de to skuespillere.
Samtidig med, at man efterlyser enkelte, forklarende scener, ærgrer man sig lidt over, at der er inkluderet en håndfuld ganske overflødige. Det er lidt uheldigt, at spændingskurven rammer sit højdepunkt allerede omtrent halvvejs igennem forløbet, da kærligheden højlydt erklæres, og de hjerteknusende komplikationer for alvor rører på sig. Historien synes dernæst at bevæge sig lidt i tomgang, og man mister lidt interessen for flere af karaktererne.
“Becoming Jane” er et ganske fornøjeligt og til tider bevægende kærlighedsdrama, men et ujævnt manuskript gør hverken karaktererne eller skuespillerne en tjeneste. Flere af forfatteren Jane Austens bøger har affødt filmatiseringer, der er mere vellykkede end denne film, som skildrer forfatterens eget kærlighedsliv. Men filmen er værd at se bare for skuespillernes mindeværdige præstationer og de flotte billeder. Hverken udgivelsens transfer eller lydspor imponerer, og der medfølger intet relevant ekstramateriale, så det er desværre svært at anbefale udgivelsen til andre end forfatterens fans eller folk, der ved nøjagtigt, hvad der er i vente.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet