For en gangs skyld kan en film ikke anklages for at være forfængelig eller selvhøjtidelig, når den fremhæver sit autentiske subjekt som en ekstremt vigtig skikkelse. Rulleteksterne i “Becoming Jane” betegner forfatteren Jane Austen, hvis virkelige liv er filmens omdrejningspunkt, som ophavskvinde til flere af den engelske litteraturs største værker. Både tv-seere og biografgængere er blevet forkælet med fremragende fortolkninger af den skelsættende forfatters litterære klassikere. Derfor giver det god mening, at den verdenskendte kvinde selv skulle blive hovedpersonen i et højtravende kærlighedsdrama.

Instruktør Julian Jarrolds film er inspireret af, men ikke ligefrem baseret på, virkelige hændelser. Austen var en lettere genert og ensom skikkelse, og hendes privatliv var og er omgivet af mystik. Men via en masse efterladte breve har man fundet ud af, at hun engang var forelsket i den unge jurastuderende Tom Lefroy. Men de unge turtelduer havde ingen penge, og Lefroys rige onkel, som ungkarlen var finansielt afhængig af, bifaldt ikke, at hans lovende nevø hængte ud med en kvinde som Austen, hvis rødder udsprang af Englands middelklasse. Om Austen og Lefroys turbulente romance havde en direkte effekt på den aspirerende forfatters skrivelyst vides ikke med sikkerhed, men det er trods alt sandsynligt, og den teori er ligeledes filmens udgangspunkt.

Det er især interessant at se “Becoming Jane” med klassikere som “Stolthed og fordom” og “Fornuft og følelse” in mente. Især fans vil garanteret nyde at lede efter ligheder mellem Austens eget begivenhedsrige liv og hendes fiktive karakterers eskapader. Underskønne Anne Hathaway er glimrende som den unge Austen, selvom den amerikanske aktrice godt kunne have brugt lidt flere timer i selskab med sin accenttræner. Men hun formår både at virke menneskelig og sårbar, mens hun udstråler den autoritære pompøsitet, som Austen var kendt for. Fremragende James McAvoy er nøjagtig lige så god i rollen som Lefroy, og der er heldigvis en god kemi mellem de to skuespillere.

Netop dét, at Hathaway og McAvoy får deres længselsfulde blikke mod hinanden til at virke ægte, er uhyre vigtigt, fordi det ujævne manuskript sjældent får det centrale kærlighedsforhold til at virke troværdigt. Hovedproblemet er, at Lefroy alt for hurtigt går fra at være en utilregnelig, selvglad snob til en godhjertet, uselvisk romantiker. Det er næsten, som om der mangler et par scener cirka halvvejs igennem, der kunne have forklaret karakterens pludselige transformation. Selvom skuespilleren trods alt gør en brav indsats, bliver man ikke helt overbevist om karakterernes gensidige affektion før en stor del af filmens 121 minutter er passeret.

Samtidig med, at man efterlyser enkelte, forklarende scener, ærgrer man sig lidt over, at der er inkluderet en håndfuld ganske overflødige. Det er lidt uheldigt, at spændingskurven rammer sit højdepunkt allerede omtrent halvvejs igennem forløbet, da kærligheden højlydt erklæres, og de hjerteknusende komplikationer for alvor rører på sig. Historien synes dernæst at bevæge sig lidt i tomgang, og man mister lidt interessen for flere af karaktererne.

Men når “Becoming Jane” virkelig fungerer, er det svært ikke at blive revet med. Især den sidste halve time er bevægende, og frem for alt takket være en underskøn og stemningsfuld billedside (brugen af håndholdt kamera virker dog en anelse malplaceret til tider) og McAvoy og Hathaways energiske toppræstationer, keder man sig aldrig. Men havde “Becoming Jane” været en Austen-roman, havde hun nok tilladt sig at omskrive den en gang eller to, før hun havde sendt den til forlaget.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Julian Jarrolds “Becoming Jane” er ganske vist spækket med flotte billeder, der vækker minder om Joe Wrights flotte “Stolthed og fordom”-filmatisering. Men “Becoming Jane” er dog ikke helt så visuelt overrumplende som Wrights billedskønne affære. For det første er farverne mere drænede og naturtro i Jarrolds værk, og de gengives heldigvis godt på dvd. Farverne virker matte, men aldrig kolde eller utiltalende. Kontrasten er nogenlunde, men sortniveauet imponerer sjældent – der synes at være blevet skruet kunstigt op for lysniveauet under flere af de mørke scener, hvilket forårsager en smule udtværing. Billedet er også en anelse blødt, men hverken edge-enhancement, snavs eller komprimeringsfejl optræder.

AudioDiscens Dolby Digital 5.1 lydspor er et uimponerende mix. Det er næsten udelukkende fronthøjtalerne (især centerhøjtaleren), som tages i brug, hvilket da heller ikke er helt uventet, eftersom “Becoming Jane” primært drives af manuskriptets replikker. Men når baghøjtalerne en sjælden gang imellem vågner op til dåd, bidrager de sjældent med andet end påklistrede lydeffekter. Der er ingen mindeværdige panoreringer, og selvom dialogen er tydelig, så savner den diskant – den lyder simpelthen kunstig og kedelig.

EkstramaterialeEfter, at discen er blevet lagt i afspilleren, præsenteres man for trailere til “Away From Her”, “Kunsten at græde i kor”, “Hjemve” og “Because I Said So”. Derudover er der intet ekstramateriale, hvilket især er en skam, når nu Austens liv var så begivenhedsrigt, at en dokumentar om hende eller filmen havde været oplagt at inkludere.