Nattens engleInstruktøren James Gray laver film så sjældent, at man skulle tro, han, Shane Black og Terrence Malick i fællesskab havde opdaget verdens mest attraktive ferieresort. Og især Grays seneste værk, “We Own the Night”, får én til at begræde den beskedne størrelse af filmmagerens repertoire. Filmens trailers fik gangsterdramaet til at ligne en traditionel beretning om ufejlbarlige ordenshåndhævere og skydegale gangstere. Men Grays tredje spillefilm har mere tilfælles med klassikere som “Goodfellas” og “The Godfather” end eksempelvis David Cronenbergs underlegne, overvurderede “Eastern Promises”, der ligeledes omhandler den russiske mafias lumske foretagender. Gudskelov får vi allerede senere i år lov til at se Grays næste film, “Two Lovers”.

Nøjagtig ligesom Scorsese og Coppolas storværker, der dog trods alt er mere helstøbte, benytter “We Own the Night” Amerikas kriminelle underverden som manege for en stor del af dramaet, men ikke som en billig undskyldning for at opdrive utallige klicheer, langstrakte skuddueller eller uendelige, ensartede monologer om heroin, våben og promiskuøse damer. Den slags snak og plotmæssige tilfældigheder er der heldigvis ikke mange tilfælde af i “We Own the Night”. Ligesom “The Godfather” handler Grays film mest af alt om familiebånd. I dette tilfælde om forholdet mellem to dybt forskellige brødre, deres retskafne far og de tragiske begivenheder, som sætter familiemedlemmernes forhold til dem selv og hinanden på en hård prøve.

Filmen finder sted i 1988, hvor den blodige konflikt mellem den russiske mafia og New Yorks politikorps for alvor spidser til. Bobby er en populær bestyrer af en næsten ligeså populær natklub. Han tjener godt, har talrige kammerater og en særdeles attraktiv kæreste. Det eneste problem er, at natklubben har stærke forbindelser til flere skumle, russiske pushere, og at Bobbys bror, Joe, er en hæderkronet politiofficer ligesom mændenes far, Albert. Joe ransager Bobbys natklub og forsøger at overtale sin oprørske bror til at infiltrere mafiaen, men Bobby vil ikke have noget med politiet at gøre. En række ulyksalige episoder tvinger dog brødrene til at foretage valg, de aldrig havde forestillet sig, de ville blive tvunget til.

Hver eneste scene, endda filmens få actionsekvenser, siger noget betydningsfuldt om karaktererne og deres omverden, og man bekymrer sig næsten øjeblikkeligt om begge dele, fordi personerne er så nuancerede, menneskelige og forfriskende fejlbarlige. Gray har desuden stablet et eminent ensemble på benene, der har rigtig godt tag på de replikker og karakterer, som Gray har skabt.

Mark Wahlberg og især Joaquin Phoenix, der begge medvirkede i Grays sidste film, “The Yards”, er fremragende som henholdsvis Joe og Bobby. Selvom mændene ofte er i totterne på hinanden, fornemmer man immervæk, at der er en enorm gensidig respekt og kærlighed brødrene imellem. Og man kunne næppe have ønsket sig en bedre skuespiller til at portrættere brødrenes idealistiske far end Robert Duvall. Eva Mendes leverer også sin bedste præstation til dato som Bobbys kæreste Amada, hvis liv også rammes hårdt af politifamiliens kriser. Men aktricen har ikke just godt af at dele så meget spilletid med en fremherskende Joaquin Phoenix, der aldrig har været bedre.

Det er noget af et scoop, at Gray fik den efterhånden 75-årige polske komponist Wojciech Kilar til at skrive musik til sin film, og Kilar har komponeret et følelsesladet score, der løfter hele filmen. Filmmagernes beskedne brug af overbevisende computereffekter samt den troværdige 80’er-scenografi og Joaquín Baca-Asays udsøgte fotografering komplimenterer også Grays medrivende historie fornemt. Og så kan filmen i øvrigt prale af at besidde en af filmhistoriens mest foruroligende og æstetisk opfindsomme biljagter.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. Det overrasker ikke, når man tager filmens titel i betragtning, at en stor del af “We Own the Night” foregår om natten og i dunkle lokaler. Til tider har transferet en anelse svært ved at kapere billedsidens allermørkeste afkroge, som af og til plages af en smule udtværing og digital støj. Men i størstedelen af filmen er billedets dunkleste områder lige så rige på detaljer som de mest velbelyste. Billedet er også skarpt hele vejen igennem, og de generelt kølige farver er tilstrækkeligt mætte. Transferet er fuldstændig pletfrit, og edge-enhancement optræder stort set aldrig.

AudioHvis man har mulighed for at afvikle DTS, kan man glæde sig over, at udgivelsens DTS 5.1-lydsporet har en lidt mere solid bund end dvd’ens Dolby Digital 5.1-lydspor. En af grundene til, at “We Own the Night” er en så afsindig stemningsfuld film, er, at lydsiden er så gennemført. Næsten samtlige scener byder på uventede auditive indfald, der virkelig får filmens univers til at virke levende. Men kanalnetværket bombarderer dog aldrig seeren med unødige eller unødvendigt højlydte lydeffekter. Dialogen lyder til tider en anelse spids (især på DD5.1-lydsporet), men den er som regel krystalklar. Der er et par mindeværdige panoreringer, og især præsentationen af soundtrackets mange 80’er-slagere fryder. Man inspireres næsten til at danse med, når musikken pludselig folder sig ud i samtlige højtalere, og natklubbens mange gæster høres overalt.

EkstramaterialeDesværre indeholder skiven ikke det fremragende kommentarspor med Gray, som den amerikanske udgivelse gjorde. Der medfølger trailere til “We Own the Night”, “The Hunting Party” og “Solstorm” samt en dokumentar om filmens tilblivelse, som varer knap 56 minutter. Størstedelen af spilletiden bruges på oprigtige, indsigtsfulde interviews med mange af filmens bagmænd og medvirkende. James Gray taler bl.a. om sin specielle måde at motivere skuespillere på og ægte begivenheder, der inspirerede ham. Flere af filmens designere diskuterer kulisserne og rekvisitterne, mens skuespillerne især debatterer Gray og hinanden. Man savner dog snak om musikken og lyden, et kommentarspor med den velformulerede Gray og kommentarer fra Wahlberg og Phoenix.

Den fortabte sønTo fester kontrasteres i begyndelsen af “We Own the Night”. Den ene foregår på et populært diskotek i Brooklyn med høj diskomusik og frit flydende stoffer, den anden afholdes i en gymnastiksal fuld af politifolk, med en stemning der synes at have overlevet fra 50’ernes selskabsballer. Forskellen er som dag og nat, og det samme gælder for de to brødre Bobby og Joseph, spillet af henholdsvis Joaquin Phoenix og Mark Wahlberg. De personliggør de to vidt forskellige socialsfærer, med fødderne plantet på hver sin side af loven, i hvert fald til at begynde med.

“We Own the Night” fortsætter den noget skarpe opdeling i den indledende portrættering af de to brødre, hvor Joseph er den gode og pligtopfyldende familiefar, mens Bobby er udskejende og hænger ud med halvkriminelle typer. Der går i det hele taget ikke mange øjeblikke, hvor det ikke fremhæves, at Bobby er familiens sorte får, og at hans levestil og omgangskreds misbilliges af både broren og faren, en højtdekoreret betjent spillet af Robert Duvall. En forsoning i familien synes ikke at være lige om hjørnet, men en eskalerende konflikt mellem politiet og byens narkobaroner tvinger alligevel Bobby og Joseph til at tage stilling til, hvor de hver især er nået med deres liv.

Der er ikke mange skumringsstunder at finde i “We Own the Night” – historien er så klart skåret til over fortællingen om den fortabte søn, at man på intet tidspunkt overraskes over udviklingen i plottet. Der er tale om en gedigen genrefilm, hvor Joaquin Phoenix spiller sin signaturrolle som rugende anti-helt, hvilket han dog gør så godt endnu engang, at man stadig fanges ind af hans karakter.

Snarere end at dele opmærksomheden ligeligt mellem de to brødre er det klare fokus på Phoenix’ karakter, Bobby, hvor Joseph primært fungerer som kontrast til Bobby, og er en langt mindre interessant figur. Hvilket er ærgerligt, med tanke på hvor underholdende Wahlberg var som rapkæftet betjent i “The Departed”.

Som Bobby vælger side i konflikten, vises konsekvenserne af hans valg også udførligt, både psykologisk og i mere fysisk forstand. Hans udvikling som person lykkes fint og skaber et troværdigt billede af, hvordan det er at være fanget mellem forskellige loyaliteter. “We Own the Night” lyser dog stærkest i de scener, hvor der er fokus på actionelementer. Disse eksekveres på en yderst intens og effektfuld facon, der formår at placere tilskueren i centrum af situationen via klipningen og ikke mindst musikken. Særligt en biljagt igennem et tungt regnskyl hiver tilskueren helt med ind på førersædet af bilen, og man oplever på egen hud intensiteten og forvirringen i situationen, hvor skudsalver og biler forsvinder ind og ud af det klaustrofobiske tæppe af regn. Men denne scene samt en håndfuld andre føles mere som enkeltstående gode ideer frem for fuldt integrerede dele af filmens overordnede stil, der er langt mindre visuel opfindsom.