Friends with Money

InstruktionNicole Holofcener

MedvirkendeCatherine Keener, Jason Isaacs, Timm Sharp, Joan Cusack, Greg Germann, Hailey Noelle Johnson, Simon McBurney, Jennifer Aniston

Længde88 min

GenreKomedie, Komedie, Drama, Drama, Romantik, Romantik

IMDbVis på IMDb

I biografen30/06/2006


Anmeldelse

Friends with Money

4 6
Godt nok har Jennifer Aniston en fremtrædende rolle i Nicole Holofceners “Friends with Money”, og godt nok er titlens første ord også titlen på den uomgængelige sitcom, som frøken Aniston medvirkede i fra 1994 til 2004. Men der er lysår mellem den studieagtige, lystige atmosfære i “Friends” og den jordbundne, nedtonede verden, som “Friends with Money” præsenterer os for. Med sit eminente cast og flittige, effektive brug af håndholdt kamera har Holofcener skabt et drama, der emmer af forfriskende, nærmest dokumentarisk troværdighed. Det hele føles bare ægte.
Det kommer ikke som den store overraskelse, at Holofcener har instrueret afsnit af den geniale tv-serie “Six Feet Under”. På samme måde som karaktererne i netop den serie, består persongalleriet i “Friends with Money” af personer, der virker tyvstjålet fra den virkelige verden. Og ligesom i “Six Feet Under” virker alle dilemmaer, situationer og samtaler her i “Friends with Money” 100% troværdige, samtidig med, at der stadigvæk er masser af god, oprigtig humor og karakterdreven underholdning.

Filmens persongalleri er stort. Faktisk en anelse for stort, når nu filmen varer sølle 84 minutter. Man kunne eventuelt godt have undværet Joan Cusack og Greg Germanns karakterer, der ikke bidrager nær så meget til historien som resten af figurerne. Aniston spiller den potrygende og lettere bitre kvinde Olivia, som for håndører gør rent hos fremmede, og som ikke har noget imod at stjæle en smule ved samme lejlighed. Hun har længe været gode venner med Christine, Franny og Jane, som sammen med deres respektive ægtemænd (og modsat Olivia) har tjent kassen på bl.a. at designe tøj og skrive manuskripter til film.

Cusack og Germann spiller hhv. Franny og hendes mand, Matt. De har færre kvaler end resten af personerne, men alligevel synes de oftere at bruge tiden på at debattere andre folks problemer end at nyde deres egen lykke. Christine (herlige Catherine Keener) og hendes mand, David (en typisk solid Jason Isaacs), har til gengæld problemer med hinanden. Problemer, der synes at eskalere i takt med udbygningen af deres store hus, som truer med at ødelægge naboernes udsigt.

Til slut har vi Jane (Frances McDormand), der har meget svært ved at acceptere at have nået 40-års alderen. Hendes mand (den relativt ukendte, men imponerende Simon McBurney) forsøger så godt som muligt at støtte og forstå sin hustru, mens han (og alle vennerne og veninderne) har svært ved at bestemme sig for, om hvorvidt han er homoseksuel eller ej. Fælles for alle er netop, at de er nået til et punkt i deres liv, hvor enden synes nærmere end begyndelsen, hvilket de alle håndterer på hver deres måde.

Det er svært at opsummere filmens plot, da “Friends with Money” ikke er en film med et konventionelt forløb eller en traditionel begyndelse, midte eller slutning. Men det er bare endnu en ting, der er med til at understøtte fortællingens realistiske natur, som gør filmen så intim og vedkommende. Og lad for øvrigt være med at lytte til dem, som hævder, at filmen udelukkende er en film af kvinder, med kvinder, og for kvinder. Enhver person, uanset køn, med hang til velskreven, dybfølt drama bør give filmen en chance. Det er et af årets bedste dramaer.
VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Bortset fra en lille smule blødhed ser transferet virkelig godt ud ud. Farverne er især lækre at se på, kontrasten er solid, og der er ingen spor af støj eller edge-enhancement.
Audio”Friends with Money” er en meget dialogdomineret film, og derfor er det helt forståeligt, at skivens Dolby Digital 5.1 spor primært benytter sig af fronthøjtalerne (især centerhøjtaleren). Faktisk har jeg svært ved virkelig at erindre brugen af baghøjtalerne, hvilket i og for sig også er okay. Men man savner en lidt mere raffineret atmosfære, hvilket bedre udnyttelse af hele kanalnetværket kunne have været med til at kreere. Man savner også en anelse mere bund, og dialogen er tydelig, men mangler en anelse sprødhed.
Ekstramateriale”Behind the Scenes” (12 min.) byder på interviews med skuespillerne og instruktør Nicole Holofcener, som primært debatterer filmens karakterer. Der er også adskillige klip fra filmen og selve optagelserne. Den korte dokumentar er ikke særlig informativ, men underholdende.

Der er desværre heller ikke meget kød på den såkaldte “Sundance Featurette” (5 min.), som bl.a. viser klip fra filmens deltagelse ved dette års Sundance Film Festival, hvor den åbnede festivalen. “Friends with Money – LA Premiere” (4 min.) er i samme dur og fortæller, som titlen antyder, om dens premiere i Los Angeles. Men ligesom de andre dokumentarer er den for kort til virkelig at gøre indtryk.

Dvd’en byder dog på et godt kommentarspor med Holofcener og filmens producer, Anthony Bregman. Der bliver talt om alt fra skuespillerne og de vanskelige optagelser (især pga. ivrige papparazzier) til historien og endda lyden. Der er heller ingen virkelig markante pauser på sporet.

“Friends with Money” er et yderst velfortalt og enormt velspillet drama om en lille gruppe mænd og kvinder, som af forskellige årsager har det lidt svært ved at tackle livet i 40-års alderen. Filmens fortælling, miljø og personer føles overordentlig ægte, hvilket er enormt forfriskende i en tid, hvor karikerede, kedelige stereotyper synes at blive mere og mere populære. Transferet er godt, men hverken skivens lydspor eller ekstramateriale imponerer synderligt. Filmen er dog glimrende og fortjener at blive set af mange på dvd, når nu den blev så uretfærdigt overset i biffen.


Trailer

Kort om filmen

Frannie, Christine og Jane lever udadtil et lykkeligt og ubekymret liv i det vestlige Los Angeles med deres mænd og penge, mens Olivia har mistet både sin elskede og sit job. For at få tingene til at hænge sammen tager hun arbejde som rengøringsdame, men hendes fremtid ser ikke lys ud. De tre veninder er bekymrede for Olivia og forsøger at hjælpe hende så godt de kan, men de har deres egne problemer at slås med hjemme og gør alt, hvad de kan, for at holde sammen på glansbilledet, som stille og roligt er ved at krakelere…