Der er i og for sig ikke så forfærdeligt meget at sige til, at den amerikanske popcornsindustri denne gang har kastet sig frådende over et remake af Robert Harmons kultklassiske “The Hitcher” fra 1986. I denne omgang er det dog ikke Rutger Hauer, men derimod den rustikke og hårdkogte Sean Bean, der har fået den udsøgte fornøjelse som den angstfremkaldende blaffer, John Ryder.

Og det er han nu egentligt sluppet ganske hæderligt fra, om end filmen som helhed lader en del tilbage at ønske. Trods et til tider udtalt nærvær af klicheer, der sædvanligvis hører denne type film til, er første halve time af nyeste udgave af “The Hitcher” solidt sammentømret underholdning med en helt igennem velafbalanceret brug af de obligatoriske og hårrejsende virkemidler. Spændingen er nemlig helt intakt, mens de to collegestuderende, Grace (Sophia Bush) og Jim (Zachary Knighton), tager den regntunge tur i hans oldsmobile mod New Mexico og en velfortjent ferie i solen, væk fra bøgerne.

Desværre varer hverken idyl eller spænding for alvor ved. En mystisk blaffer begynder – uvist helt af hvilke årsager – at forfølge og chikanere det unge par og efterlader ved samme lejlighed et spor af blod og myrderier bag sig. Og dermed forsvinder det spændingsskabende incitament også stille og roligt som dug for den sol, der trods alt indfinder sig undervejs. Jo flere lig, der bliver langet over disken i blafferen John Ryders bloddryppende regnskab, des sværere bliver det at bevare fornemmelsen af bare en smule af den suspense, som ellers burde være selve fundamentet i en film som “The Hitcher”.

Men instruktør Dave Meyer har altså villet det ganske anderledes. Resultatet er halvanden times fladpandet actiondrama med biljagter og tilfældige nedskydninger til følge, hvilket i hvert fald ikke giver den dybde og subtilitet, som originalen nu engang havde. Selv om chokeffekterne da indfinder sig – og det nærmest på kommando – og referencerne til gysets mester, Alfred Hitchcock, også er allestedsnærværende, er det nu svært at forene sig med “The Hitcher” som andet end ligegyldig metervareproduktion. Gys er der i hvert fald ikke så voldsomt meget af, og man lulles hurtigt ind i filmens rutine med en sand opblomstring af lig, hvorend de to teenagere bevæger sig hen.

Mest af alt fungerer “The Hitcher” som et økonomisk orkestreret actionbrag funderet på gysets bekostning, der dog heller aldrig – og af samme grund – helt indfrier det forventelige. Filmen sætter sig klækkeligt mellem de to berømte stole og har tydeligtvis handlet om at sælge billetter. Klicheerne er lige så tætsiddende, som tøjet er på den barmfagre brunette, Grace, der må tage sagen i egen hånd, og for i øvrigt – helt i overensstemmelse med genrens ånd og knap så meget med realismens – håndterer diverse skydevåben med største selvfølgelighed og en medført ekspertise. Mon der også hører skydetimer med til nutidens collegeundervisning hos amerikanerne?

Det dramatiske klimaks indfinder sig derfor aldrig for alvor. Den suspense, filmen ellers lægger op til ved første øjekast, ødelægges på grummeste vis af et gigantisk overkill. Det virker en kende meningsløst og helt ude af trit med de faktiske rammer at indordne budgettet efter voluminøse effektmagerier, når uhyggen i de bedste gyserfilm traditionelt set har ligget gemt i de små detaljer. Selv om blodet flyder og bliver solidt udpenslet nærmest fra start til slut, er det derfor svært at se sig tilnærmelsesvist tilfredsstillet og i endnu mindre grad mættet.