Last Kiss, The
Udgivet 23. jun 2007 | Af: The Insider | Set på DVD
Det lyder rodet, og det er “The Last Kiss” vitterligt også. Filmen varer godt og vel halvanden time, og der bliver simpelthen ikke tid nok til at runde alle de forskellige historier tilfredsstillende af. Enkelte karakterer ryger pludselig mere eller mindre ud af billedet, og andre kunne snildt have været undværet. Starten er heller ikke hverken heldig eller lovende… Michael virker i første omgang som en usympatisk, selvhøjtidelig nar, og forholdet mellem ham og vennerne, samt de mange virkelig banale samtaler om forhold og midtvejskriser er ensartede og trættende. Og da Michael møder den søde, ungdommelige Kim til et bryllup, virker det oplagt, at Michael vil forlade den åbenbart kedelige Jenna og genfinde sin livslyst i fællesskab med den livlige Kim.
Hvad der umiddelbart ligner endnu en monoton og prætentiøs seance om evigt brokkende halvunge mænd og kvinder i tidlige midtvejskriser, er i stedet et overraskende veldrejet lille drama om forhold, forpligtelser og frygten for begge dele. Der er lidt for mange sideplots, men så snart filmens første, halvbanale akt er overstået, begynder fortællingen for alvor at tage fart. Billedsiden på dvd’en plages desværre af edge-enhancement, og lydsporet er intet at råbe hurra for. Manglen på ordentligt ekstramateriale gør udgivelsen endnu mindre attraktiv, men nysgerrige sjæle og enhver, der oplever eller har oplevet de trængsler, der plager filmens karakterer, bør i det mindste leje filmen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet