Når romantiske komedier virkelig fungerer, er de en fornøjelse at beskue – som f.eks. Rob Reiners uimodståelige “Da Harry mødte Sally”, som bæres af forrygende skuespil, knaldhamrende effektive replikker, hjertevarm romantik og masser af gejst. En sådan film er “Trust the Man” til gengæld ikke. Skuespillet er fint nok, og dialogen er forholdsvis fornøjelig. Men man savner så absolut en stærk romantisk aura af den slags, som genrens allerbedste værker formår at tryllebinde med. Så det er op til filmens få humoristiske øjeblikke at hive den over målstregen, og “Trust the Man” fremtvinger da også nok kluklatter til at gøre filmen til en mildt underholdende, men forglemmelig, affære.

“Trust the Man” handler om to par, det ene bestående af Rebecca (Julianne Moore) og Tom (David Duchovny), det andet af Elaine (Maggie Gyllenhaal) og Rebeccas bror, Tobey (Billy Crudup). Afhængighed af sex, midtvejskriser, affærer og vidt forskellige meninger om det at have børn kommer dog til at sætte alle personernes forhold til hinanden på en gevaldig prøve. De fire skuespillere er alle talentfulde, og selvom man af og til har en fornemmelse af, at de blot kører på autopilot, så gør de egentlig alle en god figur. Karismatiske Crudup gør det bedst som den kække og lommefilosofiske Tobey.

Men selvom filmens manuskriptforfatter og instruktør, Bart Freundlich (Julianne Moores ægtemand), har skrevet et manuskript, der besidder en relativ god sans for humor, så er historien altså for overfladisk. Vi kommer aldrig tæt nok på karaktererne, deres dilemmaer eller følelser. Det er ligesom at være på rejse med en hyggelig fremmed, som er umulig at komme tæt på. Og inddragelsen af et par gakkede psykologer og den obligatoriske scene, hvor manden højlydt bekendtgør sin kærlighed over for sin udkårne i en fyldt sal, virker plagierede og unødvendige.

Den ekstremt talentfulde komponist Clint Mansells har skrevet noget dejligt, jazzet musik til filmen, som bestemt også ser pæn ud. Men ligesom stort set alt andet i “Trust the Man”, er filmens facade hurtigt røget i glemmebogen.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. “Trust the Man” ser kedelig og mat ud her på dvd. Farverne virker drænet for visuel saft og kraft, mens kontrastniveauet også er en anelse for lavt. Udtværing hænder, men er aldrig direkte distraherende. Det samme gælder de få tilfælde af edge-enhancement. Billedet er forholdsvis skarpt, og digital støj og snavs er fraværende. Et middelmådigt transfer.

AudioBåde discens engelske Dolby Digital 5.1 og DTS 5.1 spor benytter sig primært af fronthøjtalerne, hvilket giver mening, da “Trust the Man” er en lavmælt lille film, som prioriterer dialog frem for overrumplende auditivt stimuli. Dialogen lyder en lille smule flad, men den er tydelig. Bunden er rigtig god – tjek f.eks. scenen, hvor Billy Crudup besøger en højlydt natklub. Under flere af scenerne skabes der også en fin auditiv atmosfære ved hjælp af hele kanalnetværket, mens der ikke er nogen panoreringer at skrive hjem om.

EkstramaterialeNår discen er lagt i, begynder et trailershow, som viser klip fra “Far til fire – i stor stil!”, “A Prairie Home Companion” og “Mozart and the Whale”. Trailere til “Trust the Man”, “Infamous”, “Apocalypto” og “Alpha Dog” kan også findes på dvd’en. Derudover er der blot fire slettede scener fra filmen, som tilsammen varer lidt under 10 minutter. De bliver ikke præsenteret i særlig god kvalitet, og de ville ikke have gjort filmen bedre.

“Closer” møder Woody Allen i “Trust the Man”, der gerne vil være en voksen og realistisk komedie/drama, men som i sidste ende forekommer ligeså fortænkt og forceret som enhver anden romantisk high school komedie.

I filmen følger vi to par, Tom (David Duchovny) og Rebecca (Julianne Moore), det modne par med børn, karrieremor og hjemmegående husfar, samt Toby (Billy Crudup) og Elaine (Maggie Gyllenhaal), der endnu ikke har stiftet familie. Filmen introducerer dem begge som velfungerende parforhold, men undervejs kradses der i lakken, og de problemer, som kommer til at kaste begge forhold ud i krise, dukker op.

Tom går hjemme mellem kødgryderne og tænker kun på sex med Rebecca, som dog ikke deler hans begejstring. I stedet kaster han sig over frække blade, internet hesteporno og til sidst over andre mødre i børnehaven. Imens hører Elaine sit biologiske ur tikke, og ønsker brændende at få børn. Toby, hendes forvoksede teenager af en kæreste, er dog mere optaget af sport og sin elskede bil, som han omhyggeligt finder gode parkeringspladser til, men sjældent rent faktisk kører nogle steder i.

Filmens manuskript er temmelig skitseret, for at sige det mildt. Det introducerer læssevis af sideplots og temaer, uden at følge dem til dørs, og man sidder tilbage med en meget uforløst følelse af at have set halvdelen af en film. Ofte spekulerer man på, hvad i alverden man skal stille op med de forskellige oplysninger. Et eksempel er Toby, hvis modvilje mod at binde sig skyldes angst for døden, får vi at vide. Et svar der er så ubrugeligt og ligegyldigt som et hvilket som helst andet.

Dialogen er til tider vittig, men virker ofte kunstig og utroværdig. Man tror ikke rigtig på den, og mange af situationerne mangler ligeledes troværdighed. For eksempel da Tom beder Rebecca beskrive handlingen i en pornofilm, så han kan tilfredsstille sig selv. Det er en potentiel sjov scene, som man alligevel ikke griner over, da det er vanskeligt at tro på, at nogle rent faktisk kunne finde på at bede om det.

Desuden bydes der på en del malplacerede scener. På et tidspunkt får Rebecca en kage galt i halsen, gisper efter vejret, hjælpes af sin mand og brækker så det hele op. Det er vist nok meningen, det skal være sjovt, men hvorfor det skulle være sjovt, har jeg ingen anelse om.