Instruktøren Ridley Scott fylder snart 70 år. Først i en forholdsvis sen alder af 40 år instruerede englænderen sin allerførste spillefilm, men på trods af efterhånden at have tilbagelagt et vældigt antal år, er den prisbelønnede filmmager fortsat særdeles aktiv. Ydermere står manden bag nogle af de forskellige genrers absolutte kronjuveler: mere tankevækkende eller betagende science fiction film end “Blade Runner” eksisterer ikke. “Alien” er et mønstereksempel på, hvordan en gyser bør skrues sammen. Intet nyproduceret historisk epos har formået at overgå “Gladiator” eller den forlængede udgave af “Kingdom of Heaven”. “Black Hawk Down” er en overrumplende krigsfilm, der bliver bedre ved hvert gensyn. Og “Thelma & Louise” er noget nær den perfekte road-movie.

Kun ét enkelt genrebjerg mangler Scott for alvor at bestige: komediegenrens. Han forsøgte for få år siden med den ujævne “Matchstick Men”, og sammen med sin gode ven, skuespilleren Russell Crowe, har Scott forsøgt endnu engang at lave en effektiv komedie, og endnu engang er det desværre ikke lykkedes for ham. Ikke fordi “A Good Year”, der er baseret på Peter Mayles bestseller, er nogen dårlig film. Ligesom alle Scotts andre værker er den visuelt blændende. Få instruktører formår at udnytte lys og farver lige så godt, men nu er manden jo også uddannet maler…

Russell Crowe er en af sin generations mest talentfulde skuespillere, men selvom han gør en ganske hæderlig indsats i “A Good Year”, så har australieren kraftigt brug for at arbejde på sin timing, når det kommer til komedier. Han spiller den stenrige, engelske børsmægler Max, der arver en vingård i Provence, efter dets ejermand, Max’ hjertevarme onkel Henry, dør. Naturligvis drager den kyniske og kølige Max til Frankrig for at estimere godsets værdi, men varme barndomsminder og lokalområdets farverige sjæle overbeviser ham langsomt om, at der er andre ting at tage sig til her i livet end at skovle penge ind. Heldigvis er filmen ikke så sukkersød, som man umiddelbart skulle tro, men der er mange andre ting, man kan klandre filmen for.

Albert Finney er herlig som Henry, der optræder i adskillige flashbacks. En af vor tids mest talentfulde børneskuespillere, Freddie Highmore, er også god som den unge Max. Ja, generelt klarer skuespillerne sig godt. Desværre er der intet, der for alvor tester lattermusklerne. De fleste jokes er billige og platte, og pudsigt nok er det filmens alt for få dramatiske momenter, der rører mest. Mange af karaktererne er også lige lovlig karikerede og stereotype, og en romance mellem Crowe og en frisk fransk frøken får slet ikke nok spilletid til at gøre indtryk. Hvis man endelig gerne vil se en film om midaldrende mænd, der genfinder livsglæden med en flaske vin i hånden, så se i stedet den mesterlige “Sideways”.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen. Uheldigvis bliver filmens flotte facade ikke præsenteret optimalt på dvd. Billedet virker ofte en smule blødt, og der er nogle tilfælde af udtværing og edge-enhancement. Til gengæld er farverne underskønne, og temperaturen er stabil. Kontrasten er også god, og mængden af digital støj og snavs er ubetragtelig.

AudioModsat discens transfer skuffer Dolby Digital 5.1 lydsporet ikke. “A Good Year” er ganske vist ikke en film, der byder på masser af højlydte helikoptere, bidske rumvæsner eller skydeglade ordenshåndhævere som så mange af Scotts andre film, men det behøver naturligvis ikke at betyde, at englænderens seneste film er en auditivt kedsommelig oplevelse. Hele kanalnetværket er med til at skabe en deltaljeret og nuanceret atmosfære fyldt til randen med kærkomne, subtile lydeffekter. Der er derudover nogle fine panoreringer, bunden er overraskende solid, og musikken og dialogen kommer klart og tydeligt igennem.

EkstramaterialeNår man aktiverer funktionen “Postcards from Provence”, kommenteres dele af filmen af Ridley Scott og manuskriptforfatteren Marc Klein, og man præsenteres løbende for diverse fascinerende klip og interviews. Samtlige kommentarspor, der byder på Scotts deltagelse, er en fornøjelse at lægge øre til, og dette er ingen undtagelse. Manden er ekstremt velformuleret, har masser af interessante ting på hjerte og ævler aldrig. Scott fortæller bl.a., at han selv har et hus i Provence og faktisk er nabo til bogens forfatter, Peter Mayle. Det var endda det engelske pars samtaler om deres oplevelser i Frankrig, der inspirerede Mayle til at forfatte romanen. Der er essentielt tale om en velproduceret 145 minutter lang gennemgang af filmens tilblivelse.

Til slut indeholder udgivelsen tre trailere til filmen (hvor den ene består af en del kommentarer fra Crowe og Scott) og i alt tre musikvideoer, hvor ingen ringere end selveste Russell Crowe fatter mikrofonen og bræger løs. Fans af skuespilleren, der her beviser, at han bestemt ikke er nogen dårlig (om end heller ikke ligefrem spektakulær) sanger, vil garanteret nyde numrene.