Pæne, tilbagelænede og stilfærdige ungdomsfilm som 1986’s “Barndommens gade” produceres simpelthen ikke længere. Det er ikke nødvendigvis nogen tragisk kendsgerning, da der i øjeblikket bliver produceret hæderlige ungdomsfilm mere eller mindre på samlebånd herhjemme. Derfor er det alligevel forfriskende at se (eller gense) en film som “Barndommens gade”, der bliver fortalt på en så simpel og tålmodig facon uden brug af virkelig raffinerede filmiske virkemidler.

Filmens hovedperson, Ester, er en 14-årig pige, som bor sammen med sine forældre og storebror i en mildest talt kompakt lejlighed i 30’ernes København. Ester spilles af den dengang 18-årige Sofie Gråbøl, som tidligere samme år debuterede i Henning Carlsens “Oviri”, for hvilken hun vandt både en Robert og en Bodil. Allerede her som teenager demonstrerede hun, at hun var et talent med stor forståelse for sin kunstart – en født skuespillerinde. Ester er (ligesom Gråbøl selv var) på vej til at træde ind i de voksnes rækker. Men hendes mange dagdrømme, ensomme væremåde og forholdsvis isolerede hverdag forhindrer hende i virkelig at sanse sin egen og omgivelsernes egentlige udvikling.

Filmen er baseret på Tove Ditlevsens roman, som låner en del fra Ditlevsens egen livshistorie. Ligesom den store danske digter har Ester ligeledes en stor kærlighed for poesiens magiske univers, som hun finder langt mere interessant end virkeligheden. Ester er en naiv, godhjertet sjæl, og heldigvis er hun både interessant og karismatisk nok til at gøre publikum interesseret i at følge hende på hendes erkendelsesrejse. Takket være Michael Salomons evner med et kamera og flot production-design fremstår filmens 30’er-miljø troværdigt og ægte. Udover Gråbøl imponerer mange af de andre skuespillere også, mens der er et par uheldige, men heldigvis kortvarige børnepræstationer her og der.

Der sker egentlig ikke så forfærdelig meget i “Barndommens gade”, men den er heller ikke så lang, at man virkelig bider mærke i det. Men man savner dog lidt mere fremdrift; større dilemmaer og konflikter, som Ester bliver nødt til at løse og overkomme… Og så føles slutningen også ufyldestgørende og utilstrækkelig – lidt ligesom et digt minus den sidste linie. Men ligesom Anne Linnets rare, velkomponerede titelmelodi er “Barndommens gade” en hyggelig affære, som charmerer sig ind på seeren. Det er primært miljø- og personskildringerne, som gør filmen vedkommende, mens manuskriptet havde haft godt af en anelse mere spontanitet.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen format. Den 21 år gamle “Barndommens gade” er blevet nydeligt restaureret i forbindelse med denne dvd-udgivelse. I enkelte af filmens mørkeste scener optræder der en smule udtværing, men mængden af snavs og smuds er mere eller mindre lig nul. Edge-enhancement er der ingen tilfælde af, kontrasten er god, og filmens kølige look bliver fint præsenteret takket være en god farvegengivelse.

AudioFilmens lydside bliver desværre blot præsenteret i mono, men den på mange måder minimalistiske film skriger just heller ikke efter et fuldbyrdet 5.1-mix. En meget stor del af dialogen er tydeligvis dubbet, så det kommer ikke som nogen overraskelse, at den (og resten af lyden) kommer tydeligt igennem. Men det havde nu været sjovere med et lidt mere fyldigt mix, som kunne have været med til at gøre filmens 30’er-miljø mere troværdigt.

EkstramaterialeTrailere til “Barndommens gade”, “Drengene fra Sankt Petri”, “Gamle Danmark”, “De andres liv” og “Volver”.