Ikke lige i (ægte)skabet

Mød Jane og Kevin: Jane hjælper frivilligt og gladeligt sine mange veninder med at planlægge deres bryllupper. Kevin er ansvarlig for en avisklumme om giftermål, som Jane tilfældigvis forguder. Kevin hader sit job, fordi han modsat Jane ikke tror på ægteskabets levedygtighed. De to støder pludseligt på hinanden, og Jane finder i første omgang Kevins kynisme frastødende, men hun ved endnu ikke, at den velsoignerede, single mand er hendes yndlingsforfatter, eller at han synes, hun er enormt attraktiv. Hvad der dernæst sker i “27 bryllupper” bør være åbenlyst for enhver, der nogensinde har set en film.

Alligevel er Anne Fletchers romantiske komedie langtfra ubrugelig. Javist, “27 bryllupper” er ikke just et af de mest uforudsigelige kapitler i filmhistoriens enorme leksikon. Den er en tand for lang og tilsyneladende helt tilfreds med at fortælle en historie, man i hvert fald kan nævne 27 mere eller mindre identiske udgaver af. Men skuespillerne oparbejder en hulens masse goodwill takket være deres både påfaldende og afvæbnende entusiasme. Katherine Heigl og James Marsden, der hhv. spiller Jane og Kevin, lader sig aldrig slå ud af det faktum, at de medvirker i en lettere banal metervare. I stedet går de til værks med en uventet respekt for materialet og et oprigtigt glimt i øjet, der gør, at man rives med af løjerne – også selvom det til tider er en anelse modvilligt.

Resten af ensemblet klarer sig også ganske godt. Judy Greer er gudskelov mindre anmassende end sædvanligt i rollen som Janes bedste veninde. Edward Burns synes skræddersyet til rollen som Janes sympatiske chef, og svenske Malin Akerman er nøjagtig lige så irriterende, som hun bør være, som Janes egoistiske lillesøster. Fælles for alle skuespillere er, at de formår at forvandle de karakterer, som i Aline Brosh McKennas manuskript er nærmest endimensionale stereotyper, til overbevisende personligheder, man godt kunne forestille sig eksistere i den virkelige verden. Men filmen tilhører altså Heigl og Marsden, der begge har vist gode takter i efterhånden utallige film. Man kan sgu ikke komme udenom, at de udgør et nuttet par.

Det lykkes heldigvis også ofte Fletcher at hive filmen ned på jorden igen, når de mange klicheer og pladdersentimentale monologer truer med at tvinge filmen ind i en uvirkelig, alternativ fantasiverden, hvor virkelighedens regler ikke gælder. Et perleeksempel er en vanvittig scene på en bar, der lægger godt ud, men ender med en overgearet og mildest talt pinlig fællessang. Apropos musik, så holder komponisten Randy Edelman sig heldigvis som regel i skindet, men filmens æstetik er ikke just dens største trumfkort.

Der er ingen spor af den slags nuancerede personskildringer eller hjerteskærende kærlighedskvaler, der var hovedingredienserne i genreklassikere som “Da Harry mødte Sally” og “Skønhed & fordom” eller endda nyere og ikke helt så brillante seancer som “About a Boy” og “Min brors kæreste”. Mest af alt savner man den bidske sarkasme, der gennemsyrede McKennas manuskript til “The Devil Wears Prada”. Det er hovedsageligt Heigl og Marsdens karisma, energi og sans for komisk timing, der fremtvinger latter. Man efterlades i sidste ende glad og opkvikket, men også med en nagende følelse af, at “27 bryllupper” kunne have været meget bedre.

Video

Præsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen-format. Transferet plages kun af ét (uheldigvis meget mærkbart) problem: Manglende skarphed. Næsten alle skud virker slørede, og til tider bliver man decideret irriteret over, at billedet er så uskarpt. Ellers er billedet blottet for støj, snavs og edge-enhancement. Farverne er særdeles flotte og troværdige fra start til slut, og kontrasten er solid. Transferet kunne let have scoret topkarakter, hvis det havde været så skarpt, som det burde.

Audio

Filmens lyddesign er forholdsvis uinteressant, så derfor overrasker det ikke, at udgivelsens Dolby Digital 5.1-lydspor ikke afføder megen begejstring. Alle lyde, replikker og musikalske indslag er imidlertid tydelige. Subwooferen bruges sjældent, men heller aldrig på ubelejlige tidspunkter. Fronthøjtalerne er langt mere aktive end baghøjtalerne, som kun sjældent mønstrer atmosfærelyde, der får de mange New York-locations til at føles ægte. Panoreringer er fåtallige, men hverken støj eller overstyring optræder.

Ekstramateriale

Inden man når frem til skivens menu, præsenteres man for trailere til “Remix”, “Min brors kæreste” og “The Savages”. Fire minutters ligegyldige slettede scener medfølger, og det samme gør i alt fire dokumentarer: “The Wedding Party” (14 min.), “You’ll Never Wear That Again” (7 min.), “Jane’s World” (5 min.) og “The Running of the Brides” (5 min.). Desværre er de alle meget korte, og der bliver brugt alt for megen tid på at vise klip fra filmen og recitere dens plot. Der bliver også talt en del om produktionens kjoler og kulisser. Kort sagt: Fans vil formentlig sætte pris på dokumentarerne, mens alle andre nok vil være ligeglade.

Langtrukken ligegyldighedEmmy-vindende Katherine Heigl, bedst kendt fra “Greys hvide verden”, spilder i “27 bryllupper” sit ellers udmærkede talent på rollen som den bryllupsforstyrrede Jane i en kærlighedskomedie, der hverken er sjov eller romantisk.

Jane er en helt igennem uselvisk person, der bruger al sin tid og energi på at hjælpe andre, hvad enten det er på arbejdspladsen eller i fritiden. Derudover er hun både vild med bryllupper samt en håbløs romantiker, hvilket har bidraget til, at hun har optrådt som brudepige ikke mindre end 27 gange. Dette bliver opdaget af journalisten Kevin, der hurtigt finder potentiale i en historie om Jane og hendes rolle som den evige brudepige, og han går straks i gang med at prøve at komme tættere ind på livet af Jane. Samtidig ankommer Janes søster Tess, som dårlig nok når ud af flyet, inden hun har forelsket sig i Janes chef George, som Jane selv er hemmeligt forelsket i. Der går da heller ikke ret lang tid før, at George frier til Tess, og så har Jane endnu en gang udsigt til at skulle være brudepige.

Det bliver dog alligevel for meget for Jane at skulle miste den drømmefyr, hun aldrig har haft mod til at erklærer sin kærlighed over for, og med Kevins hjælp lærer hun så småt at sige fra og tænke på sig selv. Fra filmens start bliver det slået meget tydeligt fast, hvilken hjælpsom person Jane er, da hun rakker frem og tilbage i taxa for at kunne deltage som brudepige i to forskellige bryllupper. Det stopper dog ikke der, og hele den første time af filmen bliver brugt på at vise, hvor uselvisk Jane er, inden bægeret flyder over hos hende, og hun begynder at tænke på sig selv, hvilket er det, der langt om længe sparker den smule handling, som filmen indeholder, i gang.

I det hele taget er filmens 111 minutters lange spilletid et stort problem, da der slet ikke er kød nok på historien til at kunne fastholde seeren så længe. Man både kunne og burde have skåret mindst en tredjedel af filmen væk, så man slap for diverse overflødigheder, som filmen til tider drukner i. Man kan ikke blot nøjes med at se et lille udvalg af Janes brudepigekjoler, da hun poserer for bryllupsskribenten Kevin – alle kjolerne bliver vist frem, hvoraf den ene er mere hæslig end den anden. Og der er flere af den slags episoder, eksempelvis hvor Janes utålmodige venten på sin søster skal fremhæves ved at bruge unødvendig tid på at vise, hvordan hun får tiden til at gå med rengøring. Og desuden er der et besøg på et værtshus, hvor Jane og Kevin slår sig løs og ender med at synge og danse på værtshusets bar til de andre gæsters (men ikke biografgængerens) store glæde.

Disse indslag ville ikke være et problem, hvis det bidrog til handlingen eller persongalleriet, men det gør det ikke. Et andet problem er filmens persongalleri, der er både kedelig og mangelfuld og efterlader et tomt indtryk af personerne. Jane er den hjælpsomme, Tess er den egoistiske, Kevin kan man ikke finde ud af, hvad er, og Georg – ja han er der bare. Så kort kan nøglepersonerne karakteriseres, og i visse andre genrer havde denne beskrivelse måske også været acceptabel. Men i en kærlighedskomedie, som “27 bryllupper” skulle være, er det af stor betydning, at man kommer ind under huden på nøglepersonerne, da det er dem, der skal bære historien. Det er for så vidt ikke fordi skuespillerne gør det dårligt – de har bare ikke haft nok at arbejde med, hvilket en idéforladt manuskriptforfatter og en uopfindsom instruktør er skyld i.