“Rainman” på LangebroDen danske instruktør Niels Gråbøl var sidst spillefilmsaktuel for elleve år siden med hippie-satiren “Det store flip” og er nok ellers kun kendt for det lille drama “Møv og Funder” fra 1991. Med “Gaven” er han vendt tilbage til det store lærred, der trods novellefilmspræg lyser op med stærke skuespilpræstationer og en sympatisk historie.

Den unge kunststuderende Jens ankommer med tømmermænd til sin bror Simons fødselsdag, hvor familien er samlet til kaffe og kage. Faren Mogens er psykisk syg og har været ude af billedet i adskillige år, men dukker til alles overraskelse op til festlighederne og proklamerer, at han har købt en rød sportsvogn til Simon i anledning af dagen. Men da en uheldig hændelse resulterer i, at moren ryger på hospitalet, bliver Jens bedt om at hasteindlægge Mogens på psykiatrisk afdeling. Det viser sig dog ikke at være så ligetil, for Mogens har sine egne idéer, og snart er far og søn på en turbulent tur rundt i København for bl.a. at finde den oktanholdige fødselsdagsgave til broren.

Balancegangen mellem drama og komedie har de sidste to årtier været en yndet beskæftigelse i dansk film, og “Gaven” er heller ikke nogen undtagelse i den henseende. Det bør dog siges til Niels Gråbøls fordel, at han formår at krydre sin historie med lige dele sødt og bittert, og at ingen af delene bliver slået større op, end filmen kan bære. Centralt står den afdæmpede konfrontation mellem far og søn samt Mogens’ psykiske lidelse, som heldigvis aldrig overforklares gennem forceret eksposition. Mogens lider tilsyneladende af en form for manio-depressivitet, og her findes filmens virkelige es, nemlig i Henning Jensens formfuldendte spil. Man har ofte været vandt til at se den aldrende skuespiller i rollen som streng patriark, men med karakteren Mogens får man virkelig indblik i Jensens bredde. Den mentalt uligevægtige far indeholder både manisk glæde og hovedkuls impulsivitet, men han har også en desperat angst for ikke at have kontrol over situationen – en frygt, der let vendes til aggressive udbrud. Sindslidelsen spilles med en sådan følsomhed, respekt og intuitiv forståelse, at man overvældes.

Der er visse ligheder med film som “Rainman” i denne historie om normaliteten og dens spejling i sindslidelse, repræsenteret i to familiemedlemmer og deres rejse ud i det ukendte og hen mod hinanden. Men Mogens’ manio-depressivitet resulterer i en ganske anden karaktertegning end den i “Rainman”. Og alvoren er aldrig så tung, at den ikke kan lives op med pudsige indfald og forsikringen om forsoning far og søn imellem. For Mogens ved godt, at han er syg, og at han i sidste ende ikke kan lege far, mor og børn mere med sine nærmeste, hvilket naturligvis er en smertelig erkendelse, ikke mindst for publikum.

Ensemblet rundt om Henning Jensens formidable spil er godt udfyldt med Jacob Cedergren som et solidt og sympatisk holdepunkt i forhold til Jensens kaotiske hvirvelvind. Som han viste i “Voksne mennesker” har han både komikken og dramaet i sikker vekselvirkning, men i så afdæmpet form at man tror på karakteren som hverdagsmenneske med dagligdagsproblemer… og en far som er alt andet end billedet på normaliteten. Der, hvor filmen halter, er ikke så meget i den centrale historie og de involverede karakterer som i aktørerne og etablissementerne udenom. Fra Ulf Pilgårds tidligere firmapartner, over Café Langebros venlige kromutter, til Jens’ studiekæreste synes de alle mere at servicere plottets fremdrift som små hastige indslag på vejen mod familieforsoningen end at være egentlige mennesker. Episoderne er i sig selv ganske sjove og giver far og søn plads til at spille bold op ad hinanden, men slagsiden bliver, at det nærmer sig novellefilm frem for egentlig spillefilm.