“Hero” er et stort anlagt kinesisk eventyr, fyldt til bristepunktet med umuligt elegante sværdkampe og magiske billeder. Instruktør Zhang Yimou prøver her kræfter med en decideret genrefilm, der i modsætning til mange af hans tidligere værker med garanti vil finde et større publikum i de danske biografer.

Der var engang i KinaKina for ca. 2000 år siden. Den magtfulde hersker af kongeriget Qin (Chen Daoming) pønsede på at gøre sig selv til landets første kejser. Hans vision var at nedkæmpe alt modstand i de seks andre riger og samle hele folket under sin ledelse. Det var imidlertid ikke alle der delte hans opfattelse af, hvordan Kina skulle styres og kongen fik mange fjender blandt de kinesere som han planlagde at tage magten over. Tre af dem var Kinas mest frygtede lejemordere, Brudt Sværd (Tony Leung), Flyvende Sne (Maggie Cheung) og Himmel (Donnie Yen).

Kongen udlovede en stor dusør til den person, der kunne dræbe de tre lejemordere, men ingen var i stand til at stille noget op imod deres evner som sværdkæmpere – vel at mærke indtil en mystisk navnløs kriger pludselig gjorde det af med dem alle. Krigeren tog de tre modstanderes sværd og bragte dem til kongen, der var ivrig efter at høre hvordan det var lykkedes den navnløse at dræbe disse stærke fjender. Den navnløse fik en audiens og fortalte om sine bedrifter, alt imens han langsomt fik lov til at rykke tættere på kongen. Den navnløse havde nemlig selv en mission han skulle udføre.

Virtuos kampkoreografiDer er meget at holde af i “Hero” herunder de mange sværdkampe, hvor det er umuligt ikke at blive betaget af koreografien og dynamikken. I sekvenserne skiftes der løbende mellem normale og slowmotion optagelser, hvorved der opstår en speciel, næsten lyrisk kontrast mellem de voldsomt hurtige og helt langsomme bevægelser. En symfoni af elegant bevægelse og perfekte billedkompositioner. Meget lig “Tiger på spring, drage i skjul” er karaktererne i stand til at trodse tyngdeloven efter behov, og der fægtes såvel til lands, til vands og i luften. Først virker det hele lidt komisk, men man vender sig hurtigt til at reglerne i “Hero” er lidt anderledes end dem, der ligger til grund for vores verden.

Handlingen er banal men stadig interessant nok til, at man ikke keder sig i de få rolige passager, der optræder i filmen. Det hele fortælles gennem lange flashbacks, der hver især domineres af en overordnet farve, og hver gang bidrager med nye informationer til historien. På trods af at de to film indholdsmæssigt er forskellige, kan man godt sammenligne den eliptiske struktur med Akira Kurosawas klassisker “Dæmonernes port”, hvor et enkelt overfald genfortælles af fire forskellige personer. Det fascinerende ved Kurosawas film er, at vi aldrig får fortalt, hvad der rent faktisk skete under selve hændelsen, og at vi selv er tvunget til at overveje, hvad der er sandt og falsk.

Helt så snedig er “Hero” ikke skruet sammen, og hen imod slutningen får vi den endelige udgave af historien, der på passende vis er holdt i sandhedens farve hvid. At der så alligevel er en lille tvetydig drejning til allersidst gør, at filmens skildring af, hvordan individets handlinger kan få konsekvenser for et helt rige går op. Heltens mission i filmen er ikke nødvendigvis det bedste for Kinas fremtid.

Ufrivillig kinesisk komikUlempen ved at bygge en film op og gentage den præcis samme situation flere gange er, at hele forløbet nemt kan komme til at virke lidt repetitivt. “Hero” kæmper til en hvis grad med dette problem og efter at have set den samme slåskamp fortolket på tre forskellige måder, begynder man at synke lidt dybere ned i sædet. Man savner større udvikling i handlingen, der udmærket kunne have været mere kompleks og bredt sig ud over de 99 minutters spilletid. En bedre balance mellem kampe og plot ville uden tvivl have resulteret i en endnu mere vedkommende film.

Derudover har “Hero” indtil flere, hvad man kunne kalde for kulturelt betingede forhindringer, der gør det lidt sværere for et dansk publikum at se og forstå filmen. Et godt eksempel er dialogen, der kan virke ufrivillig komisk, da mange af replikkerne på kinesisk indeholder flere niveauer af betydning, som går tabt i oversættelsen til dansk. Personernes bevægelser, navne og sparsomme dialog rummer en subtekst, der er så specifik for kinesisk kultur, at vi ikke har forudsætningerne for at få det fulde udbytte af filmen herhjemme.