Human Stain, The
Her møder vi den energiske professor Coleman Silk, der har skabt noget stort i livet. Manden bag det anerkendte og prestigefyldte Athena College. Men en banal misforståelse bliver katalysatoren til en række tragiske episoder, der forandrer ham, og menneskerne omkring ham. En uskyldig bemærkning misforstås, og Silk bliver anklaget for racisme. Han forlader jobbet. Konen dør under al opstandelsen. Samfundet vender ham ryggen.
Silk tager kontakt til den tilbagetrukne og reserverede forfatter Nathan Zuckerman, som han vil have til at skrive en bog om alle de uretfærdigheder han er blevet udsat for. Zuckerman afslår, men deres møde bliver starten på et tæt venskab, der bringer lidt glæde i deres ellers så triste liv.
Silk møder en dag den nødstedte 34-årige Fauna. Hendes bil er gået i stå, og han tilbyder hende et lift. Mødet med hende puster atter nyt liv i ham, og han forelsker sig i hende. Kærligheden er dog ikke gensidig. Hun ønsker et rent seksuelt forhold, ukompliceret og uden overraskelser – hvor Silk søger forståelse, trøst, svar og – måske vigtigst af alt – en af kunne bekende sig overfor: han er træt af at flygte fra fortiden. Den smukke men ustabile Fauna flygter stadig fra sin egen fortid og problemerne ser heller ikke ud til at ende for dem, for i kulisserne spøger det dømmesyge samfund, en psykotisk ex-mand – og alle hemmelighederne fra fortiden…
Der kan heller ikke sættes en finger på deres skuespil. De spiller begge med stor overbevisning – det kniber måske lidt med kemien af og til – men deres baggrund og fortid i filmen er derimod i den grad utroværdig. Kidman som den ‘afdankede’ ustabile og bandende rengøringsassistent? Næppe. Og Silk hvis store hemmelig er at han – hold på hat og briller – er afro-amerikaner! Hopkins er en virkeligt eminent skuespiller, men den illusion kan han på ingen måder skabe.
Coleman Silks store hemmelighed er, at han pga. sin meget lyse hudfarve hele livet har kunne udgive sig for at være af jødiske oprindelse og fornægtet/fortrængt sin sande identitet som afro-amerikaner, for derved at skabe sig et bedre liv end ellers muligt. Det har selvfølgelig haft nogle store følelsesmæssige og personlige omkostninger for ham selv og sin ‘gamle’ familie.
Den fortid følger man i en parallelhistorie i filmen, hvor man følger Silk som en ung mand – og ser hvorfor Silk har taget denne beslutning. I denne sideløbende historie bliver Silk spillet af en ung og forholdsvis ukendt skuespiller, Wentworth Miller (hold øje med ham i fremtiden), og han virker langt mere overbevisende end Hopkins i udseende – og man kan takket været ham leve sig ind i illusionen.
På trods af det lidt mærkværdige valg af skuespillere til hovedrollerne, så er det alligevel skuespillerne der er grundpillen i denne film – især bi-rollerne af Gary Sinise og Ed Harris, der til trods for deres korte tid på lærredet begge leverer flotte øjeblikke. Gary Sinise som Nathan Zuckerman, der ender med at skrive bogen om Silks liv alligevel, bliver spillet med professionel og rolig hånd af Gary Sinise, der samtidig lægger stemme til den voice-over der er i filmen.
Ed Harris spiller som sædvanlig fantastisk, og til trods for hans ubehagelige karakter i filmen, så kan man næsten ikke få nok af ham. Det er desværre ved at være lidt typisk for Harris at det kun bliver til bi-roller, og nogen gange nogle ret små nogen – senest i den fantastiske “The Hours”, hvor han ligeledes spillede formidabelt. Jeg ser frem til nogle flere interessante roller med Ed Harris – og helst nogle hovedroller.
Én af de to – Sinise eller Harris – bliver med garanti nomineret til en Oscar for deres præstation.
Instruktøren Robert Benton er ikke uvant i genren, og det skuffer mig lidt at “The Human Stain” ikke er blevet til mere, men som så ofte med en adaption af en bog, så er det nemt at blive skuffet, enten fordi man synes bogen var bedre eller, som i mit tilfælde, en fornemmelse af at der mangler et eller andet. Den har fat i nogle rigtig gode emner og følelser, og med et cast som i denne, er det lidt synd at der ikke rigtig bliver gået i dybden. Der skulle være skåret helt ind til benet – og ikke sprunget så let henover mange af tingene, lidt mere forspil.
Der er ikke så meget tilbage og sige om filmen. Den kunne have været bedre, og rollen som den aldrende Silk kunne have været castet bedre – men man bør alligevel ikke snyde sig for oplevelsen af et hold af så fantastiske skuespillere arbejde sammen – og det er Bentons bedste film siden “Kramer vs. Kramer”.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet
