På stop med en dræber

I skrevne stund er Tom Cruises seneste film, actionbraget “Knight and Day”, allerede godt på vej ud af de amerikanske biografer blot få uger efter premieren. Film som den angiveligt forfærdelige “Luftens sidste mester” og den tredje “Twilight”-film har for længst overskygget det seneste nedsablede flop på Cruises CV. For få år siden havde Hollywood et stensikkert hit i støbeskeen, hvis Cruise var på plakaten. Men efter al balladen om mandens troskab til Scientology og hans hovedløse hop på Oprah Winfreys sofa er Cruise i dén grad røget ud i kulden. Mit råd til Cruise, hvis han virkelig gerne vil tilbage i rampelyset: Kast dig ud i flere satsninger á la “Collateral”.

I årevis var Cruise en af det globale filmpublikums foretrukne helte. Med et smil på læben og en altoverdøvende, smittende latter har han ofte overbevist os om, at hjælpen mod verdens skiderikker er lige inden for rækkevidde. Men i “Collateral” er han ikke en muskuløs helt med et glimt i øjet og et urokkeligt smil på læben – han er Vincent: En gråhåret, arrig og koldblodig lejemorder, som ligner én, der ikke har kigget sig selv i spejlet i dagevis. Vincent er på visit i Los Angeles, hvor hans opgave er at sende fem indbyggere i englenes by videre til Vorherre. Vincent hijacker en taxa og tvinger chaufføren, Max, til at hjælpe sig. Hvis Max ikke adlyder, får han selv en kugle for panden.

Både Cruises status som filmstjerne og hans uheldige mediestunts har ofte overtrumfet det faktum, at han er dygtigere end de fleste til at forsvinde i en rolle. Hvis du betvivler mandens evner, bør du prompte købe Paul Thomas Andersons “Magnolia” eller, ja, “Collateral”. Her i sin første og fortsat eneste skurkerolle er Cruise sensationel. Med et iskoldt blik og kontrolleret mimik fremtvinger Cruise øjeblikkeligt frygt og respekt, men han går aldrig over gevind – der er en sårbarhed i Vincents øjne og stemme, som indbyder os til at gå på opdagelse i hans psykopatiske psyke.

Jamie Foxx er nøjagtig lige så god som Max. Foxx nedtoner sin sædvanligvis kække og fandenivoldske attitude for at levere et nøgternt og Oscar-nomineret portræt af en ordinær mand, som modvilligt kastes ud i en ekstraordinær situation. Max er en helt igennem atypisk actionhelt – hverken atletisk, rapkæftet eller ferm til at håndtere skydevåben. Han er, så at sige, et almindeligt menneske og derfor uhyre let at relatere til. Jada Pinkett Smiths indtagende personlighed skinner virkelig igennem i hendes portræt af en ambitiøs advokat, som Max samler op før Vincent, og Mark Ruffalo er forfriskende sober og afdæmpet i rollen som en strømer i hælene på Vincent.

Men filmen tilhører Cruise og Foxx. D’herrers sammenspil slår gnister og bærer filmen. Stuart Beatties BAFTA-nominerede manuskript hoster op med den ene fremragende dialog efter den anden, som giver skuespillerne rigelig ammunition i deres verbale og psykologiske krigsførelse. Det er direkte ufatteligt, at Beattie også forfattede “G.I. Joe – Rise of Cobra”. Og mens Foxx og Cruise suger os ind i den komplekse konflikt mellem to mænd forbundet af skæbnen, tryllebinder instruktør Michael Mann os med sin skildring af Los Angeles’ gådefulde natteliv. Med revolutionerende brug af HD-kameraer skaber Mann et af de mest realistiske og dragende portrætter af den amerikanske metropol til dato, og det sublime soundtrack går perfekt i spænd med billederne.

Actionsekvenserne er også fabelagtige – ligesom i alle Manns thrillere. Klimakset er næsten ulideligt spændende, men højdepunktet må være en lang skudduel på et propfyldt diskotek, som Mann orkestrerer således, at man aldrig mistet overblikket over det voldsomme kaos. I fællesskab har Mann, Beattie og skuespillerne skabt noget så sjældent som en actionfilm, hvor den gode historie og karaktererne aldrig spiller andenviolin. Tilgiv mig for at forfalde til et klassisk PR-slogan: “Collateral” er en vild taxatur, som du absolut ikke vil stige af.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Hovedparten af “Collateral” blev skudt med HD-videokameraer, fordi Mann gerne ville fange så mange af detaljerne i Los Angeles’ natteliv som muligt. Detaljerigdommen er også enorm, og især luftbillederne er meget afslørende, mens samtlige skægstubbe på Tom Cruises ansigt også er tydelige. Hverken udtværing eller glorier forekommer, og både farvegengivelsen og kontrasten er upåklagelig. Men der er dog lidt utilsigtet støj i nogle af filmens dunkleste sekvenser, som garanteret også skyldes brugen af HD-videokameraer.

Audio

Skivens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor er lige så imponerende som transferet. En skøn auditiv atmosfære skaber følelsen af, at man sidder i taxaen sammen med Max og Vincent. Både lydeffekterne og musikken kommer krystalklart igennem, og støj forekommer aldrig, men dialogen er dog en sjælden gang imellem lidt utydelig.

Ekstramateriale

Michael Mann har indtalt et fremragende kommentarspor til filmen. Mann diskuterer bl.a. arbejdet med skuespillerne, hans forkærlighed for HD og Los Angeles, og han afslører også, at det oprindeligt var meningen, at filmen skulle foregå i New York. Mann kommer vidt omkring filmens tilblivelse og holder stort set ingen pauser undervejs. Derudover er her både filmens teaser og trailer, en enkelt slettet scene samt cirka 50 minutters dybdeborende dokumentarer om alt fra filmens effekter til Cruises våbentræning før optagelserne. Hvis du markerer flere af punkterne på skivens ekstramaterialemenu og trykker til højre på din fjernbetjening, får du adgang til endnu mere videomateriale. Ekstramaterialet (bortset fra trailerne) præsenteres i SD.

Filmen”Collateral” er en fantastisk film fra ende til anden. Fremragende instrueret, fantastisk skuespil, veludført og gennemført helt ned til mindste detalje. Manns nærmest episke tur igennem et både betagende og skræmmende Los Angeles, ‘englenes by’ – ophøjede som faldne – er en af de stærkeste og flotteste thrillers i årevis.

Taxichaufføren Max’ (Jamie Foxx) dag består af at fragte mennesker fra A til B, mens han låst fast i nutiden drømmer om en fremtid, der aldrig synes at komme nærmere. Det ændrer sig dog drastisk den dag Vincent (Tom Cruise) sætter sig ind i hans taxa. Vincent viser sig at være en kynisk lejemorder, der har et par opgaver der skal løses – og Max skal hjælpe ham. Det bliver starten på en helt speciel tur igennem Los Angeles og de to personers vidt forskellige personligheder og tanker. Den tilsyneladende simple historie er dog mere end bare en action-thriller. Det er lige så meget en historie om byen Los Angeles og den gråzone imellem ret og uret, godt og ondt, som findes i de fleste menneskers dagligdag.

Filmens og karakterernes mange lag illustreres på fængslende vis af Cruise og Foxx, hvor Cruise viser en side af sig selv, man aldrig har set før. En mørk og kynisk facade man kun kan håbe på at se endnu mere til i de kommende år. Foxx og Cruises’ sammenspil er fænomenalt. Det at kunne fastholde publikums interesse igennem en film, hvor den primære location er en taxa, der kører rundt i gaderne, kræver sine mænd, og de to herrer leverer uden tvivl varen.

“Collateral” er et produkt af mange års forarbejde fra Manns side af, og det både ses, høres og mærkes. Visuelt er den utrolig flot, og der er brugt masser af tid på at finde de helt rigtige farver – intet er overladt til tilfældigheder. Lydsiden bakker godt op omkring resten. Mann imponerer, og man kan til tider blive i tvivl om, hvem der har hovedrollen, Cruise, Foxx – eller storbyen Los Angeles…

VideoFilmen præsenteres i anarmorphic widescreen, og formatet hedder 2.40:1 ifølge coveret, selvom det nok nærmere er 2.35:1. Det er ikke mindre end et formidabelt transfer, hvilket helt sikkert hænger sammen med, at langt det meste af filmen er skudt i HD – 1080p 24 frames. Der er rigtig god dybdeskarphed og et væld af detaljer, som havde været umulige at skabe med almindelig 35mm film. Jeg tør næsten slet ikke tænke på, hvor fantastisk filmen kommer til at fremstå, når den på et tidspunkt rammer markedet i en HD-version. Det er på grænsen til at være en ‘reference-disc’.

AudioFilmens lydside indeholder desværre kun Dolby Digital 5.1 (448Kbps)- i modsætning til den amerikanske release, der indeholder både DD 5.1 samt et DTS lydspor. Det er sandsynligvis blevet sakset til fordel for yderligere 2 DD 5.1 spor – nemlig et fransk og tysk. Hvornår lærer de at forstå engelsk? Det er da heldigvis et ganske anstændigt Dolby Digital mix med god bas og en skarp lyd. Lyden virker lidt højere end normalt for en Dolby Digital lydside. De bagerste kanaler bliver ikke ligefrem overbebyrdede, men det er også en film, hvor dialogen fylder mest.

EkstramaterialeJeg er ganske godt tilfreds med ekstramaterialet på denne udgivelse, men sidder alligevel med en følelse af, at der mangler et eller andet for at gøre den helt perfekt. Jeg ville f.eks. gerne have set lidt mere til arbejdet med high-def video frem for almindelig film. Mere om Manns åbenlyse kærlighed til Los Angeles, musikken i filmen – generelt mere om de ting, der gør filmen speciel. Der bliver talt om noget af det på kommentarsporet, men det er ikke alle, som vil finde tid til at høre det.

Der er dog alligevel en del interessante ting at finde på disc 2 – uden alskens trailere, dvd-rom features osv., som ofte kun har lidt at byde på.

Kommentarspor med instruktøren, Michael Mann. Det kan være rart med en masse forskellige inputs af og til. Dog bliver det ofte hurtigt uinteressant og rodet, når f.eks. 4 folk bag en film sidder og taler med hinanden, i stedet for om filmen. Det er ikke tilfældet her, hvor Mann ‘begejstret’ fortæller om filmen og dens tilblivelse.

Features: “City of Night – tilblivelsen af Collateral”, “Special Delivery”, “Fraklip, med kommentar af Michael Mann”, “Shooting on Location: Annies Office”, “Tom Cruise & Jamie Foxx, Rehearse” og “Visual FX: MTA Train”.

En række features, nogen mere interessante end andre, der alle fokuserer mest på karakteropbygningen af de to hovedkarakterer, Vincent og Max. Den ca. 40 minutter lange “City of Night” er ganske informativ, og giver et lille billede af, hvor meget arbejde man som skuespiller og instruktør skal lægge i en film. Mann har til tider nogle ret specielle arbejdsmetoder, og en af dem ser man i den korte feature “Special Delivery”, hvor han sender Tom Cruise afsted forklædt som UPS-bud til et menneskefyldt marked for at aflevere en pakke, tale lidt med folk osv. – uden at blive genkendt. En af karakteren Vincents evner er nemlig at falde ind i mængden.

De fleste film fra Hollywood bruger genrekonventioner som undskyldning for at skabe lette og eskapistiske film. I “Collateral” bruger Michael Mann de samme regler til at skabe en personlig og indholdsrig film. Når man har set filmen, har man utvivlsomt været i selskab med en thriller, men man sidder også med en tilfredsstillende følelse af, at man har været vidne til mere end det.

De komplekse og ufuldkomne”Collateral” er som udgangspunkt meget enkel og bygget op som en spændingsfilm. Men den er med al tydelighed også præget af, at være en Michael Mann-film. Foruden en sparsom, men frisk dialog og en stærk billed- og lydside, er tematikken også typisk Mann. Filmen er en konfrontation mellem to forskellige livsanskuelser. Den beslutsomme lejemorder, der styrer sin egen skæbne, og den drømmende chauffør, som har kørt taxi som et “midlertidigt job” i 12 år. Det er tydelig, hvem der er på den rette side af loven, og hvem der ikke er. Men som i “Manhunter” og “Heat” er hovedpersonerne komplekse og ufuldkomne, og som historien folder sig ud, bliver forskellighederne mindre og det første sort/hvid indtryk forvandler sig til en gråzone.

2/3 dele inde i filmen skifter den dog over i thrillergenrens mere traditionelle hjørne. Selvom sidste akt er en effektiv omgang katten efter musen, er det lidt en skuffelse, at filmen her vælger at følge en mere konventionel rute. Den vender dog tilbage på rette spor med en tilfredsstillende slutning. Filmen lægger sig op af en realistisk tone, men hen imod slutningen balancerer dramaet på grænsen mellem det realistiske og det mindre sandsynlige – hvilket unægteligt vil irritere nogle, men genren taget i betragtning, og ikke mindst filmens egen logik, er afslutningen naturlig og vigtig for Manns pointe med filmen.

Michael Manns Los AngelesTom Cruise og Jamie Foxx spiller filmens to hovedpersoner. Begge må siges at være atypiske valg, men de er overraskende gode – ikke mindst i hinandens selskab. For det første er dialogen mellem de to til tider ret skarp, og så er en del af hemmeligheden også, at de er ude af deres vante miljø, og derved får lov til at afprøve nye græsgange. Tom Cruise er, med grå hårvækst og synlige rynker, langt nok væk fra billedet af den “smarte Cruise” med det fastlåste colgatesmil til, at man kun ser lejemorderen Vincent. Cruise er ganske enkelt meget troværdig som filmens kolde og brutale drabsmand. Jamie Foxx er ligeledes fjernt fra det komiske billede, som hovedparten af hans tidligere film og tv-arbejde viser. Han giver sin rolle den rette vage holdning, og det er klart hans hidtil bedste præstation.

Traditionen tro har Mann fyldt sin film med et utal af stemningsskabende musiknumre fra ligeså mange forskellige stilarter. Det er noget af en rodebutik og umiddelbart uden den store sammenhæng. Men dette store miks af stilretninger fungerer fortræffeligt, fordi filmen foregår i Los Angeles, som selv er én stor sammenkogt ret af indtryk. Som en radio, der konstant skifter kanal, finder man i filmen nutidigt popmusik, som er blandet med Miles Davis, som igen er blandet med underlægningsmusik fra ældre film. Hvis Los Angeles havde sit eget soundtrack, ville det lyde sådan her.