Polar-Ekspressen

InstruktionRobert Zemeckis

MedvirkendeTom Hanks, Leslie Zemeckis, Eddie Deezen, Nona Gaye, Peter Scolari, Andy Pellick, Josh Eli, Mark Mendonca, Rolandas Hendricks, Mark Goodman, Jon Scott, Gregory Gast, Sean Scott, Gordon Hart, Michael Jeter

Længde99 min

GenreAnimation, Fantasy, Familie

IMDbVis på IMDb

I biografen03/12/2004


Anmeldelse

Polar-Ekspressen (3D)

5 6
Et rigtigt juleeventyr

Robert Zemeckis har instrueret nogle af de mest succesrige mainstreamfilm til dato – deriblandt “Tilbage til fremtiden”-filmene, “Forrest Gump” og “Bag facaden”. Der er måske ingen særlig personlige film på den Oscar-belønnede filmmagers CV, men hans enorme succes understreger hans dygtighed, og han har ofte været med til at flytte grænsen for, hvad der er muligt at visualisere på film. Derfor virkede det lidt spøjst, da Zemeckis for få år siden officielt besluttede sig for at indspille alle sine fremtidige film i studier for dernæst at erstatte skuespillerne og kulisserne med hhv. computergenererede dobbeltgængere og landskaber. Det virkede som et skridt i den forkerte retning for foregangsmanden.

Men Zemeckis’ første animationsfilm, “Polar-Ekspressen” fra 2004, udgjorde en forbavsende god start på det nyeste kapitel i hans glorværdige karriere. Måske er det endda Zemeckis’ mest personlige projekt til dato. Det var første gang siden “Tilbage til fremtiden” fra 1985, at manden forfattede og instruerede den samme film, og der er adskillige tydelige tegn på, at den 60-årige instruktør ikke blot betragtede “Polar-Ekspressen” som en stiløvelse. En masse energi er tydeligvis blev brugt på både de computerskabte karakterer og landskaber, god tid er afsat til at gøre karaktererne sympatiske, og historien er ikke drevet af en kynisk iver efter at sælge legetøjsfigurer og spil, men snarere en gedigen lyst til at fortrylle og fornøje.

Ja, det er næsten oplagt at se historiens ungdommelige helt, der drager med tog til Nordpolen for at se julemanden, som en metafor for en ung Robert Zemeckis, der snarligt vil opdage filmmediets forunderlige univers. Og den indbydende julestemning og de charmerende karakterer (Tom Hanks har lagt stemme til en håndfuld af dem, hvilket kun er et plus) får virkelig seeren til at føle sig velkommen ombord på Polar-Ekspressen. Men selv hvis “Polar-Ekspressen” havde været en livløs skal, havde den været et kig værd alene på grund af billedsiden.

Der er scener, som simpelthen tager pusten fra én, inklusive en helt forrygende sekvens, hvor det virtuelle kamera følger en togbillet på dens lange rejse gennem et kridhvidt snelandskab med bjergtagende klipper og vandfald. Og Randy Thoms fænomenale, Oscar-nominerede lyddesign og Alan Silvestris romantiske score understøtter billederne perfekt. Det kører for alvor på skinner for filmen, mens toget er omdrejningspunktet. En togtur over en skrøbelig, frossen sø og en hæsblæsende rutsjebanetur tvinger for alvor pulsen i vejret, men da toget ankommer til Nordpolen, mister filmen lidt pusten, men magien ryger heldigvis aldrig fløjten.

Det er svært at sige, om filmen havde været bedre, hvis den var blevet skudt med ægte skuespillere på rigtige locations. Men filmens særprægede look gør det lettere for filmmagerne at tilsidesætte virkelighedens spilleregler og lade fantasien løbe løbsk, og den mulighed har Zemeckis og Co. i allerhøjeste grad udnyttet. “Polar-Ekspressen” er ikke blot en herlig, visuelt ekstravagant julefilm, men en herlig film punktum.

Video

Præsenteret i 1080p/MVC-3D 2.40:1. “Polar-Ekspressen” blev i sin tid udgivet på Blu-ray med både et 2D- og et 3D-transfer, hvor sidstnævnte ikke var ægte 3D, men derimod 3D af den “gammeldags” variant, som krævede, at man iførte sig billige papbriller med blå/røde-plastiklinser for at fornemme dybden i billedet. Brillerne sugede dog også de fleste farver ud af billedsiden, og man blev hurtigt ør i hovedet af at have dem på. Siden da er ordentlig 3D blevet tilgængelig i hjemmebiografen, og denne nye udgivelse har et rigtigt 3D-transfer, der selvsagt kræver, at man har et 3DTV og 3D-briller.

Mig bekendt var “Polar-Ekspressen” den første spillefilm, som benyttede sig af det nye 3D-format med det komplette farvespektrum. Men selvom “Polar-Ekspressen” er en relativt gammel 3D-produktion, plages transferet aldrig af nogen af formatets børnesygdomme, såsom ghosting. Dybden er simpelthen forbløffende – da Polar-Ekspressen dukker op i starten, fornemmer man øjeblikkeligt togets imponerende længde, og man får et kæmpe sug i maven, når toget triller ned ad Nordpolens stejle bjerge. Billedet er derudover knivskarpt, og hverken kontrasten eller farverne tager skade af, at man er iført 3D-briller med semidunkle linser. Et sublimt 2D-transfer medfølger også, men 3D-transferet er formentlig udgivelsens største trækplaster og uden tvivl dens største force.

Audio

Den første BD-udgivelse af “Polar-Ekspressen” indeholdt desværre ikke noget ukomprimeret lydspor, men blot et Dolby Digital 5.1-mix. Det var ganske vist et af de bedste DD-lydspor, jeg nogensinde har hørt, men filmens exceptionelle lydside kom ikke helt så klart igennem, som man kunne have håbet. Den fejl bliver der rettet op på med dette spektakulære DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor, som gengiver replikkerne, filmens lydeffekter og Alan Silvestris grandiose score med en klarhed og slagkraft, der overvælder gang på gang. Det er lige før, man kigger ud af vinduet for at se, om Polar-Ekspressen er dukket op i ens eget nabolag, når subwooferen begynder at rumle, og lyden fornemt panorerer fra højtaler til højtaler. Wow.

Ekstramateriale

Udgivelsen huser 38 minutters dokumentarer, som er opdelt i 15 dele. De er underholdende, men også korte og en anelse overfladiske. Dokumentarerne omhandler hovedsageligt effekterne, og det er da også enormt fascinerende at overvære skuespillerne slå gækken løs i et studie iført underlige kostumer med masser af prikker, der sender signaler til computeren. Derudover medfølger traileren til “Polar-Ekspressen”, en enkelt slettet scene samt en liveoptræden af sangeren Josh Groban, som synger filmens Oscar-nominerede sang “Believe”. Her er desværre intet nyt ekstramateriale, der ikke var på den gamle BD-udgivelse fra 2008. Videomaterialet præsenteres i 480p.

Robert Zemeckis’ “Polar-Ekspressen” er en sød og eventyrlig julefilm om venskab, tro, håb og et utal af velindpakkede gaver. Ganske vist virker filmens computergenererede menneskeskikkelser undertiden stivbenede, men filmen har derimod et rigtig godt flow og masser af sprælske sekvenser, der får én til at glemme figurernes til tider besynderlige mimik. “Polar-Ekspressen” er en af markedets hidtil mest imponerende 3D-titler, og skivens lydspor er lige så blændende som billedsiden. Ekstramaterialet er heller ikke værst, så børnefamilier og barnlige sjæle, der ejer et 3DTV, bør afgjort smide denne skive ind under juletræet om en måneds tid. Er det i øvrigt ikke på tide, at Zemeckis’ “Beowulf” udkommer på 3D Blu-ray?


Trailer

Kort om filmen

“Polar-Ekspressen” handler om en lille dreng, som tvivler på, at julemanden eksisterer. På selveste juleaften tager han med et mystisk tog mod Nordpolen i håb om at træffe julemanden. Rejsen fører ham igennem et fortryllende landskab og giver ham og de andre børn på toget et mindeværdigt eventyr.