Marvel har frigivet et hav af nye karakterplakater til filmstudiets næste superhelteserie.
Khamala Khan, aka Ms. Marvel, gør inden længe entré i Marvel Cinematic Universe, hvor hun får lov til at opleve livet som superhelt på helt klos hold i sin egen serie.
“Ms. Marvel” består ligesom størstedelen af de hidtidige MCU/Disney+-serier af seks afsnit, som har en spilletid på omkring 50 minutter. Første afsnit får premiere på Disney+ den 8. juni, og introducerer os til den unge pakistansk-amerikanske high school-elev Kamala. Hun er en superhelte- og Captain Marvel-fangirl, der bliver kastet ind i superheltelivet, da hun får sine helt egne overnaturlige og kosmiske kræfter.
Læs også: “‘Ms. Marvel’-trailer teaser et stilsikkert Marvel-highschooleventyr”
Ms. Marvel er naturligvis langt fra den eneste nye karakter, vi møder i den kommende serie, så nu har Marvel udgivet nogle utroligt farverige karakterplakater til ni af de mest centrale karakterer. Her ser vi Kamala (Iman Vellani), hendes venner Bruno (Matt Lintz) og Nakia (Yasmeen Fletcher), hendes crush Kamran (Rish Shah) samt Zoe (Laurel Marsden). Derudover får vi også Kamalas storebror Aamir (Saagar Shaikh) og hans kone Tyesha (Travina Springer), og – sidst men ikke mindst – hendes forældre Yusuf (Mohan Kapur) og Muneeba (Zenobia Shroff).
Ms. Marvel er den seneste i en efterhånden lang række live-action Marvel-serier, som inkluderer titler som “Loki”, “Hawkeye” og senest “Moon Knight”. Den kommende serie kommer til at introducere os til den unge superhelt, inden hun sammen med Brie Larsons Captain Marvel og Teyonah Parris’ Monica Rambeau kommer til at stå i front for Marvel-filmen “The Marvels”, der får premiere den 28. juli 2023.