Anmeldelsen er baseret på de fire første afsnit af “Moon Knight”, som Disney+ har stillet til rådighed for pressen. 

Efter 27 film og fem serier fortjener Marvel Studios ros for stadigvæk at turde bryde barrierer og tage chancer.

Ligesom MCU-serier som ”WandaVision” og ”What if…?” tager Marvels næste superhelteshow nogle valg, som lige så vel kunne have været gale som geniale.

Heldigvis bevæger en stor del af ”Moon Knight” sig ovre mod det geniale territorium. Det var jeg ikke et sekund i tvivl om, da jeg sad med kæben på gulvet efter første episode, der meget vel kan være det mest medrivende MCU-åbningsafsnit indtil nu.

Serien følger Steven Grant, en ekstremt britisk gavebutiksmedarbejder på et egyptisk museum i London. Han opdager dog, at han lider af dissociativ identitetsforstyrrelse (DID), og at den amerikanske lejesoldat Marc Spector bor i hans krop. Spector og Grant har til opgave at repræsentere den egyptiske gud Khonshu på Jorden, men de står over for en livsfarlig trussel i kultlederen Arthur Harrow, der ser Moon Knight – Spectors superhelteidentitet – som en forhindring i at ’hele verden’.

Harrow spilles af Ethan Hawke (“First Reformed”), der udgør en utrolig tilføjelse til Marvel-universet. Han giver karakteren en frygtindgydende ro og selvsikkerhed, der passer perfekt til en kultleder, der sandsynligvis ikke har hovedet skruet helt ordentligt på. May Calamawy (”Ramy”) spiller Layla, en kvinde fra Spectors fortid, og ligesom resten af castet gør hun et fantastisk stykke arbejde og skaber en ofte spændende karakter, der dog fra tid til anden ikke føles helt så velrealiseret eller -skrevet som de andre primære roller i showet.

I front har vi Oscar Isaac, der er fuldkommen fantastisk i rollerne som både Grant og Spector, og dynamikken imellem de to personligheder udgør uden tvivl seriens allerbedste og mest underholdende elementer. Karaktererne føles på ingen måde som den samme person. I virkeligheden er de så langt fra hinanden, at man kun er i tvivl om, hvem der er ved roret, når instruktørerne ønsker det.

Når Spector har kontrollen – enten som ham selv eller som den unægtelig awesome Moon Knight – har han ikke det samme moralske kompas, der holder ham tilbage fra at slå folk synder og sammen (eller ihjel), som man ellers ser hos mange andre Marvel-helte. Hans nådesløse brutalitet bliver vist på kreativ og til tider frygtindgydende og forfærdende vis, og man får hurtigt medlidenhed med den ellers fredelige Grant, der ikke har bedt om et liv fyldt med vold, mord og mysterier.

Selvom vores hovedkarakter(er) ikke altid kommer godt ud af det med hinanden, så ligger deres sygdom til grund for nogle af de allerbedste sekvenser i serien, og især den første episode udnytter den til fulde. Jeg følte mig ofte lige så forvirret som Spector og Grant, og det skyldtes især den fantastiske anvendelse af klipning og effekter. Stilen skaber noget, der aldrig før er set i MCU – og heller ikke i særligt mange andre serier for den sags skyld. Episoden er simpelthen det mest eksperimenterende, vi har set i Marvel siden ”WandaVision”, og det er intet mindre end fantastisk.

Episode 1 fascinerede mig i en sådan grad, at jeg ikke kunne lade være med at blive en smule skuffet over, at der i de følgende episoder bliver skåret ned på den meget ekspressive kreativitet. Set i bakspejlet kan effekterne dog meget hurtigt blive en gimmick, og ved at mindske dem (de er der til tider stadigvæk) skaber instruktører Mohamed Diab og Justin Benson & Aaron Moorhead i stedet balance og plads til en mere fokuseret historie.

Den historie kan dog til tider minde om et klassisk Marvel-eventyr, hvilket i sig selv bestemt ikke er en dårlig ting. Det kan dog komme med nogle konsekvenser. Især når man tager i betragtning, at ”Moon Knight” er på sit allerstærkeste i de elementer, der adskiller sig fra de andre serier og film i universet. Især tidspunkter i tredje episode føltes for mig nemlig bare som generisk action, og dialogen haltede også her lidt mere end i de andre afsnit – specielt når den ikke foregik mellem Marc og Steven. Episoden bruges dog til at introducere os til en spændende del af Marvel-universet, der endnu ikke er blevet udforsket, så selvom der sagtens kunne have været skåret elementer ud af afsnittet, er det tydeligt at se, hvad instruktørerne har villet, og hvorfor det har relevans for den større historie.

Episode 3 efterlod mig dog med en nervøs følelse af, at serien her ville droppe at tage chancer og i stedet udvikle sig til et typisk og middelmådigt superhelteeventyr. Heldigvis er det ikke tilfældet. Selvom den fjerde episode kan lide af de samme dialogproblemer som Episode 3, leges der her med forskellige genrer – lige fra adventure til gyser til action –, og den slutter af med den muligvis bedste slutning og cliffhanger i nogen MCU-serie. Jeg har ingen idé om, hvor showet går herfra, og det er den mest fænomenale følelse at have på vej ind i seriens slutfase. Hvis man på noget tidspunkt tænker, at ”Moon Knight” ikke længere er værd at se, så bliv hængende. Bare indtil Episode 4.

Selvom serien har sine mangler, er ”Moon Knight” et spændende nyt kapitel i MCU og fungerer som en medrivende introduktion til Oscar Isaacs superhelt. Jeg krydser fingre for, at Diab, Moorhead og Benson kan finde ud af at lande den her serie ordentligt (hvilket ellers har været et problem for flere af de andre Marvel-shows), for hvis det lykkes, kan vi meget vel ende med ét af de mest fængslende Phase 4-projekter.