Nicolas Cage vender efter mange års indie-film tilbage til et af Hollywoods største studier i en rolle, de fleste skuespillere ville elske at sætte deres tænder i — Dracula.

Nic Cage skal spille den legendariske Grev Dracula i Universal Pictures’ “Renfield” — historien om vampyrens sindssyge, menneskelige håndlanger, der bliver fodret insekter og rotter i illusionen om, at de vil give ham evigt liv. Det rapporterer The Hollywood Reporter.

Læs også: “Nicolas Cage er på jagt efter sin kidnappede gris i første trailer til “Pig”

Over for Cage spiller en anden Nicholas — Nicholas Hoult (“X-Men: First Class”) — der har fået rollen som Renfield.

Senest er også “Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings”-stjernen Awkwafina blevet tilføjet til projektet. Skuespillerindens karakter vil ifølge THR slå sig sammen med Renfield i kampen mod Dracula.

Filmen, der beskrives som en moderne eventyrhistorie med komiske toner, instrueres af “The Lego Batman Movie”-instruktør Chris McKay. Manden bag “The Walking Dead”- og “Invincible”-tegneserierne Robert Kirkman står bag historien, der er blevet lavet til et manuskript af “Rick and Morty”-forfatter Ryan Ridley.

Universals drøm om “The Dark Universe” led en tidlig død efter 2017-floppet “The Mummy”. Siden har fokus ligget på enkelte film, hvilket viste sig at være en succes med den solide gyser “The Invisible Man”. Fremtiden ser da også spændende ud hos Universal, der foruden “Renfield” har en “Dracula”-film med “Eternals”-instruktør Chloé Zhao og en “Wolfman”-film med Ryan Gosling i hovedrollen på vej.

“Renfield” har endnu ingen premieredato.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: