Den 13. august blev der taget hul på optagelserne til den autentiske, danske spændingsfilm “Idealisten”, der tager hånd om ét af de mest hemmeligholdte kapitler i det 20. århundredes danmarkshistorie.
Se også: Optagelserne til “Kvinden i buret”-fortsættelse starter snart.
Tiden er skruet tilbage til den kolde krig, 1968, og scenen er den amerikanske militærbase Thule Air Base på Grønland. Et amerikansk B-52 bombefly – lastet med fire højeksplosive brintbomber – er netop styrtet ned på havisen nær Thule, og den diplomatiske forbindelse mellem USA og Danmark gløder.
Få dage senere meddeler såvel den danske som amerikanske regering, at ulykken er under kontrol og ikke giver anledning til bekymring – hverken i forhold til krænkelse af dansk suverænitet og atomvåbenpolitik eller radioaktiv strålingsfare. Hundredvis af danske Thule-arbejdere bliver indsat i den gigantiske oprydningsaktion, og efter otte måneder er samtlige spor af det knuste fly og den plutoniumsforurenet sne fjernet fra jordens overflade. Sagen bliver afsluttet.
18 år senere, 1986, bliver den unge radiojournalist Poul Brink (Peter Plaugborg) opsøgt af den tidligere Thule-arbejder Marius Schmidt (Søren Malling), der hævder, at en kollegas mystiske hudlidelser skyldes oprydningsarbejdet. Poul er først skeptisk, men da det viser sig, at Thule-arbejdere over hele landet kæmper med samme lidelser og begynder at dø af kræft, bider han sig fast i sagen. Tavsheden er larmende, da Poul og Marius konfronterer de statslige instanser med deres mistanke, og de forstår snart, at de sidder med en højeksplosiv sag, der trækker tråde til landets mest magtfulde mænd og helt op til toppen af den amerikanske regering…
Udover Plaugborg og Malling medvirker også bl.a. Thomas Bo Larsen, Jens Albinus, Nikolaj Cederholm og Helle Hertz. “Idealisten” instrueres af Christina Rosendahl (“Supervoksen”, “Stjernekigger”) og optages i både København, Århus, Nordsverige og USA. Filmen får biografpremiere 28. august 2014.