D. 9. april har den danske spændingsfilm “Idealisten” premiere. Den handler om ét af de mest hemmeligholdte kapitler i det 20. århundredes danmarkshistorie, hvor den danske regering løj om en hemmelig aftale med USA, der gav stormagten lov til at fragte atomvåben i dansk luftrum. Til trods for den store løgn så vil filmens instruktør, Christina Rosendahl, imidlertid ikke tæske løs på det politiske system.

Se også: Michael Moore: Snigskytter er kujoner

Rosendahl fortæller til Berlingske, at hun mere er interesseret i de moralske dilemmaer i sagen om det amerikanske B-52 bombefly, der lastet med fire højeksplosive brintbomber styrtede ned på havisen nær Thule, Grønland i 1968.

”Selv om jeg dybt nede i min sjæl mener, at man ikke må lyve, er jeg ikke interesseret i at lave en propagandistisk film. Jeg er ikke en Michael Moore, som i mit sted ville have hamret løs på myndighedernes løgne. Jeg har snarere været optaget af det dilemma, magthaverne stod i, og som dannede baggrund for H.C. Hansens hemmelige aftale med amerikanerne om at tillade atomvåben på Grønland,” siger Rosendahl.

“Idealisten” udfolder sin fortælling 18 år senere i 1986, hvor den unge radiojournalist, Poul Brink, bliver opsøgt af den tidligere Thulearbejder, Marius Schmidt, der hævder, at en kollegas mystiske hudlidelser skyldes oprydningsarbejdet efter flystyrtet. Poul er først skeptisk, men da det viser sig, at thulearbejdere over hele landet kæmper med samme lidelser og begynder at dø af kræft, bider han sig fast i sagen, der trækker tråde til landets mest magtfulde mænd og helt op til toppen af den amerikanske regering.

FACEBOOK: Bliv ven med Filmz.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: