Vivendi Games og Sony Pictures har udsendt traileren til deres kommende computerspil bygget over den populære “Ghostbusters”-filmfranchise. Traileren kan ses hos WorstPreviews.

Spillet om de berømte spøgelsesjægere fra New York er skrevet af skuespillerne Harold Ramis og Dan Aykroyd, som også udarbejdede manuskripterne til de to film fra 1984 og 1989.

Endvidere er det lykkedes duoen at samle alle de oprindelige skuespillere til projektet, hvilket vil sige, at Bill Murray, Ernie Hudson, Ramis og Aykroyd alle leverer både stemmer og udseende til deres respektive figurer, der skal samarbejde mod en ny dæmonisk spøgelsesinvasion, der finder sted i 1990’erne efter begivenhederne i “Ghostbusters 2”.

Ramis og Aykroyd har ligeledes flere gange talt om planer omkring en potentiel “Ghostbusters 3”-film, hvor de aldrende spøgelsesjægere skulle få selskab af en yngre gruppe Ghostbusters, men endnu er der ingen officielle udmeldinger om, hvorvidt projektet når videre end på tegnebordet.



Vis kommentarer (1)
Gravatar

#1 Eserage 16 år siden

Sådan set en udemærket fremvisning, men man mangler jo klip af selve gameplayet. Ser nu frem til spillet nu hvor filmen ikke er sandsynlig.
http://www.invelos.com/dvdcollection.aspx/eserage

Skriv ny kommentar: