Premieren på den næste MCU-serie, “Hawkeye”, er knap en uge væk, men før vi får lov til at se Marvels skarpskytte i action, har vi fået et nyt sæt billeder.
Trailerne til Marvels første juleeventyr har teaset Jeremy Renners Avenger, Clint Barton, i en noget anderledes knibe, end vi har været vant til at se ham i.
Denne gang har han nemlig taget den unge bueskytte og aspirerende superheltinde, Kate Bishop (Hailee Steinfeld), under sine vinger. De to må sammen kæmpe imod en gruppe skurke på jagt efter Hawkeye, så Barton kan nå hjem til sin familie inden jul.
Bishop er dog ikke den eneste superheltinde, der introduceres i den kommende superserie. Echo, der allerede har fået annonceret sin egen spinoff, bliver nemlig også introduceret, og de nye billeder giver os et godt blik på Alequa Cox’ debuterende superheltinde.
Læs også: “Marvel afslører logos til kommende serier samt titel på ‘WandaVision’-spinoff”
På billederne får vi selvfølgelig også et nyt kig på vores to hovedpersoner, mens også Vera Farmigas Eleanor Bishop og Tony Daltons Jack Duquesne kan ses.
“Hawkeye” skyder julen i gang tidligt. Serien får nemlig premiere på Disney+ den 24. november.