Tilbage i oktober slog Filmz TV et smut forbi Den Danske Filmskole for at deltage i et spændende seminar om David Cronenbergs fotograf, Peter Suschitzky (“Star Wars Episode V: Imperiet slår igen”), som vi fik interviewet i samme forbindelse.
Se også: Filmz TV: Interview med Peter Suschitzky.
Den Danske Filmskoles Efteruddannelse tilbyder løbende kurser, foredrag og seminarer som det med Suschitzky. Nogle af dem er kun for dem, der arbejder inden for den danske filmbranche, men almene filmentusiaster har også mulighed for at deltage i flere af skolens begivenheder. Blandt disse finder man:
Harold Pinter: The Politics Of Being Human
– Et seminar om en af de sidste 50 års mest betydningsfulde manuskriptforfattere, Oscar-nominerede Harold Pinter (“Dobbeltspil”). Filmskolen får besøg af skuespilleren Harry Burton, der har skrevet bøger om Pinter, som han var gode venner med indtil Pinters død i 2008. Seminaret løber af stabelen 21. januar og slutter dagen efter.
Visuelle Effekter
– Skolen får besøg af Jeppe Nygaard Christensen, som er VFX Supervisor og medejer af et af Danmarks førende CGI-selskaber, Ghost (“Cowboys & Aliens”, “Kick-Ass”). Som skolen selv formulerer det på hjemmesiden: Er du i tvivl om, hvordan man tøjler effektarbejdet, hvad det koster, hvordan man opnår det resultat, man ønsker sig, og hvordan effekterne helt konkret bliver til, vil dette seminar være noget for dig.
Du kan læse meget mere om kurserne og om, hvordan du tilmelder dig (deadline for tilmelding til begge kurser er 2. januar 2012) på hjemmesiden for Den Danske Filmskoles Efteruddannelse. Klik på overskriften for at ryge direkte derind!