FilmenImperiet slår igen er film nummer to i den oprindelige “Star Wars”-trilogi, og den bedste i rækken. Den underholder fornemt og vækker eftertanke. Filmen er en fortsættelse til “Stjernekrigen”, og det er umuligt at følge handlingen i den, hvis man ikke har set den første. I forhold til den første films umiddelbare lette tone, er denne film langt mere dyster, men den leverer dog stadig al den forrygende visuelle magi, som alle Star Wars film gør.

Da filmen starter er der gået et par år siden “Stjernkrigen”. Dødsstjernen er blevet ødelagt, men Darth Vader overlevede som bekendt og leder nu Imperiets flåde på jagt efter oprørene. Vores helte er alle blevet en del af Oprørerne, som har gemt sig på isplaneten Hoth. Inden længe bliver de dog opdaget, og må flygte efter et voldsomt angreb. Her bliver personerne delt op i to grupper, og vi følger skiftevis to forskellige handlingstråde. Luke tager til Dagobah for at blive trænet som Jedi-ridder af Yoda, mens resten af flokken flygter til Cloud City.

Hvor “Stjernekrigen” fortæller et på mange måder ligefremt eventyr, så tager “Imperiet Slår Igen” en stor chance, ved ikke at give os, hvad vi forventer, eller hvad vi tror vi gerne vil have. Gennem “Stjernkrigen” følger vi den unge idealistiske Luke Skywalker. Selvom han til tider er irriterende naiv og overmodig, så vinder han vores sympati eftersom han er så renhjertet. Vi ønsker at det skal lykkedes for ham at hævne sin far og besejre Imperiet. Netop derfor er det grumt at følge ham i denne film, eftersom der stort set intet godt sker for ham. I starten bliver han overfaldet af et ismonster. Derefter leder han oprørspiloterne i et slag, der ender med et overvældende nederlag. Han tager til planeten Dagobah, for at træne hos Yoda.

Under træningen ser vi ham kun begå fejl efter fejl. Han kan ikke bevare koncentrationen, og han er ikke i stand til at løfte sin X-Wing ud af den sump, han er landet i. Til sidst trodser han Yoda, ved at forlade sin mester inden hans træning er overstået. Dette gør han for at redde Han, Leia og Chewie, hvilket imidlertidigt også mislykkes. Luke bliver lokket i en fælde i stedet. Det er en hård proces at overvære, men også meget rørende idet, at Luke på trods af alt modstanden nægter at giver efter for hadet mod den Mørke Side, hvilket gør hans handlinger – særligt sidst i filmen – dybt heroiske.

Slagene og flyveturene i rummet er teknisk meget flottere end dem vi så i “Stjernekrigen”. Særligt Tusindårsfalkens flugt gennem et asteroidebælte er imponerende, selv set med nutidens briller. Dog er der nu ingen af de større kampscener, der giver helt den samme nervepirrende spænding, som angrebet på dødsstjernen gjorde det i “Stjernekrigen”. Det er på sin vis ganske forståeligt, eftersom alle de store slag ligger i starten af filmen, hvorefter skalen bliver mindre og mere personlig efterhånden, som filmen skrider frem. Det er en udsædvanlig og meget modig fortællerstil.

Filmen er proppet med opfindsomme ideer og skabninger. Her er tanks, der går på ben ligesom dinosaurer, kæmpe rumsnegle og en by, der svæver i skyerne. Mest af alt er det de små detaljer som underholder: Han Solo bliver nødt til at give Tusindårsfalken et dask for at få den til at starte, C-3PO har tilsyneladende en on/off knap så man kan slukke for ham, når han bliver for irriterende, osv. osv.

På skuespiller fronten er alle præstationer bedre end de var i den foregående film. Mark Hamill er vokset betydelig siden den forrige film, og han klarer sig godt gennem nogle til tider meget krævende scener. Carrie Fisher er blevet bedre, og det er Harrison Ford uden tvivl også, og han får virkeligt udnyttet sin rolle maksimalt i denne film. Han leverer en præsentation, der er ligeså underholdende, som den er overbevisende. Den mest imponerende af alle roller er dog Yoda. Frank Oz gør et fantastisk arbejde med sin dukke. Man betragter ham på intet tidspunkt som kunstig, men som en levende person.

I “Imperiet Slår Igen” bliver “Star Wars” filmenes mytologi fortalt videre og uddybet. Vi finder ud af hvordan Lukes relation til Vader er, og vi får langt mere at vide om Kraften. Yodas forklaringer om den lyse og mørke side er interessante, og bliver fornemt fortalt. Star Wars filmene er, ifølge Lucas, en slags stumfilm. Vægten er lagt på det visuelle. Derfor er det meget typisk, at den bedste illustration af den mørke side forekommer, da Luke bevæger sig ind i en hule, som er gennemsyret af den mørke side af Kraften. I et slags drømmesyn møder han Vader, som han halshugger og derefter opdager, at det er hans eget ansigt, der gemmer sig i hjelmen. Der bliver ikke sagt et ord under scenen, og den bliver aldrig forklaret eller omtalt, og det er heller ikke nødvendigt. Scenen fungerer netop så stærkt, fordi symbolikken er så flertydig. Den er et perfekt eksempel på, hvad filmkommunikation kan præstere, og hvorfor mediet er så unikt.

Til trods for alvoren, så er “Imperiet Slår Igen” også den sjoveste i serien. Der er mange sjove sidehistorier som f.eks. Han Solos konstante tilnærmelser til Prinsesse Leia, Tusindårsfalkens hyperdrive der altid svigter på det mest kritiske tidspunkt, C-3P0’s uendelige jamren, for slet ikke at tale om Darth Vaders manglende tålmodighed med sine underordnede.

Dengang Lucas lavede sine Special Editions i 1997, var “Imperiet Slår Igen” den af filmene, der var rettet mindst i. I denne DVD udgivelse er der heller ikke mange ændringer, og dem der er, må siges at være overvejende positive. Boba Fett taler nu med Temuera Morrisons stemme(Jango Fett fra “Klonernes Angreb”), og ligeledes lyder hans skib som det der var med i episode 2. Det er nu også Ian McDiarmid, der er kejseren i den korte scene, hvor han taler med Darth vader. Replikkerne er her anderledes, men det gør nu ikke den store forskel, og det er altid en oplevelse, at høre McDiarmids onde, selvsmagende stemme. Den egentlig store ændring er, at Luke ikke længere skriger, da han falder i skakten i slutningen af filmen. Dette er en stor forbedring, eftersom det virkede meget malplaceret i Special Edition udgaven.

“Imperiet Slår Igen” er en fremragende film, og det er en stor fornøjelse endelig at se den på DVD. Den repræsenter på mange måder det ypperligste indenfor denne genre.

VideoPå billedsiden er der et Anamorphic Widescreen transfer i 2.35:1 Aspect Ratio. Ligesom de andre film i boksen er billedet blevet digital restaureret af Lowry Digital med flot resultat. Der er ikke et eneste filmartefakt tilbage på transferet og det er virkelig flot klaret, specielt når man tager filmens mange lyse scener i betragtning.

Der er let film-grain og edge enhancement i de lyse scener, men man skal virkelig være pernitten for at opdage det. Generelt er transferet godt, med god detaljegrad og god farvedybde. Som før nævnt er der mange lyse scener i filmen, men transferet klarer det generelt godt uden moire effekter som man til tider kan finde i meget lyse scener.

Også på “Imperiet slår igen” finder vi samme problemer med inkonsistens i udseendet af Vaders lyssværd, der optræder i flere forskellige nuancer af rød og ofte uden den hvide kerne der ellers ses på Lukes lyssværd. Det drejer sig dog primært om små korte klip, så problemet er minimalt.

I direkte sammenligning mellem Region 1 og Region 2 udgaven af ”Star Wars” er der nogle kvalitative forskelle i forbindelse med billedet, og dem har vi belyst for sig selv HER. Bemærk at der er taget højde for disse problemer i ovenstående vurdering.

AudioPå lydsiden diskes der op med engelsk Dolby Digital EX. Det er et fremragende lydspor der lægges for dagen, og der er ingen af de problemer som findes på “Stjernekrigen”. Lyden er ren og tydelig med god brug af surround effekter i både front og baghøjtalere. Bassen er også med, specielt i kampene og når Vaders Star Destroyeres flyver forbi billedet. Ligeledes lyder Vaders dybe stemme potent som aldrig før. John Williams score er også smukt gengivet og det hele går op i en højere enhed.

EkstramaterialeEkstramaterialet ligger på bonusmateriale DVDen, men der findes et kommentarspor på denne DVD. Her bliver filmen kommenteret af bl.a. George Lucas, Irwin Kershner og Carrie Fisher. Kommentarsporet er virkeligt godt, der er mange sjove anekdoter samt interessante betragtninger. Særligt Irwin Kershners bemærkninger er underholdende.