Gennemsnitlig genindspilning”Dobbeltspil” burde have været en storstilet succes. Alle de rigtige ingredienser er til stede: Filmen tager udgangspunkt i en fremragende thriller fra 1972, som desværre er blevet glemt af mange. Den begavede, engelske Shakespeare-ekspert Kenneth Branagh har instrueret genindspilningen, og den ombejlede forfatter Harold Pinter står bag manuskriptet. Og så giver filmen to af tidens største, britiske skuespillere, Jude Law og Michael Caine, mulighed for at spille overfor hinanden for første gang. Caine medvirkede også i den oprindelige film, så Caines tilstedeværelse i remaket ligner en klar blåstempling af genindspilningens eksistens.

Men “Dobbeltspil” fungerer ikke nær så godt som forlægget. Originalfilmen var forfattet af Anthony Shaffer, der også stod bag teaterstykket, som den gamle film tog udgangspunkt i. Alle tre produktioner finder stort set udelukkende sted i ét hus og omhandler to mænd, der driver gæk med hinanden. Caine spiller Andrew Wyke, som den uforlignelige Laurence Olivier portrætterede i den gamle film. Law spiller Milo Tindle, hvilket var Caines rolle i den oprindelige film. Tindle er Wykes kones elsker, og den unge Tindle opsøger rigmanden for at overbevise ham om at søge skilsmisse. Men Wyke har andre planer for aftenens forløb…

Michael Caine er som sædvanlig god, men synes at køre på automatgear. Når man sammenligner skuespillerens temmelig tilbagelænede indsats her i “Dobbeltspil” med mandens dejlig sprælske, Oscar-nominerede præstation i originaludgaven, forundres og skuffes man. Jude Law virker for første gang nogensinde decideret overgearet. Han har formentlig været alt for ivrig efter at vise sine store idoler foran og bag kameraet, hvor dygtig han er. Et naturtalent som Law, hvis forkærlighed for originalfilmen var en af hovedårsagerne til genindspilningens tilblivelse, burde have brilleret i en film, der tilbyder skuespillerne masser af spillerum.

Spillerum er ikke det eneste, der er masser af i “Dobbeltspil”. Stort set hver eneste scene indeholder nærbilleder af alkoholmærkater, mobiltelefoner og andet teknologisk isenkram. Og når nu kulisserne er attraktive, men alligevel forholdsvis farveløse og sædvanligvis blottede for rekvisitter, bliver de talrige (knap så) skjule reklamer hurtigt irriterende. Heldigvis er der aspekter af filmen, der afleder opmærksomheden fra de mange produktskud, såsom Haris Zambarloukos enestående fotografering og Patrick Doyles drilske musik.

Desværre er filmen ikke lige så legesyg som Doyles kompositioner. Den til tider knaldsorte humor i den oprindelige film var en af dens store forcer. Men “Dobbeltspil” føles ofte for seriøs, og når den en gang imellem prøver at være morsom, virker det påtaget. Harold Pinter har tilsyneladende også tænkt, at folk ikke ville efterlyse spidsfindige replikker, så længe dialogen bare bevægede sig i et hastigt tempo – hvilket den gør. Kun sjældent besidder replikkerne den interessante tvetydighed, som de gjorde i Shaffers udgave af fortællingen. Men gudskelov sikrer tempoet, at man aldrig virkelig får lejlighed til at kede sig.

Det er tydeligt, at filmen blev skudt kronologisk, eftersom begge skuespillere synes at finde sig bedre til rette med deres roller omtrent halvvejs igennem forløbet. Både filmens midterdel og sidste akt har bestemt sine øjeblikke, hvor de talrige overraskelser holder én koncentreret og oppe på dupperne nøjagtig ligesom figurerne. Historiens centrale twist er åbenlyst, men det var det også i originalen, og det er trods alt spændende at overvære spillet mellem mændene efter den første akts bratte, chokerende afslutning. Ærgerligt, at tempoet daler igen…

VideoTransferet er uhyre skarpt og pletfrit, farverne er kølige, men ikke for matte, og edge-enhancement optræder yderst sjældent. Men kontrasten er ustabil. De sorte farver ser ofte grålige ud, og skyggeområderne og de sorte rekvisitter virker flade og livløse. Igennem størstedelen af filmen er billedsiden enormt betagende i HD, men undertiden irriteres man af de dunkle billedområders manglende detaljerigdom.

AudioDet engelske Dolby TrueHD 5.1-mix er heller ikke særlig ophidsende. Baghøjtalerne bruges ekstremt sjældent, men scenografien summer heller ikke just af liv, så det giver egentlig god mening, at lydbilledet ikke er særlig mangfoldigt. Panoreringer er der bestemt heller ikke mange af. Replikkerne er krystalklare, og LFE-kanalen udnyttes generelt godt. Til tider leverer subwooferen dog et lige lovlig markant punch, men både lydsidens dybeste og højeste toner gengives klart og tydeligt.

EkstramaterialeTo kommentarspor er blevet indtalt til filmen. Det første er med Kenneth Branagh og Michael Caine. De to aldrende herrer holder en håndfuld pauser undervejs, men sporet er bestemt værd at lytte til, hvis man er tilhænger af filmen eller dens bagmænd. Både Branagh og Caine disker op med flere interessante anekdoter og dejlig selvironiske kommentarer, og Branagh holder sporet i live ved at stille Caine adskillige spørgsmål. Det andet kommentarspor er kun med Jude Law og er ikke nær så godt. Law holder adskillige pauser, og han bruger alt for megen tid på at lovprise sine kollegaer og gentage plottet.

To korte dokumentarer medfølger også, som desværre ikke præsenteres i HD. “A Game of Cat & Mouse: Behind the Scenes of Sleuth” (15 min.) indeholder interviews med filmens vigtigste bagmænd og de to hovedrolleindehavere. Pga. den korte spilletid er featuretten naturligvis mindre dybdeborende end kommentarsporene, men den er i det mindste hverken kedelig eller overfladisk, selvom det er en anelse trættende at høre alle de interviewede skamrose hinanden og filmen så meget. “Inspector Black: Make-Up Secrets Revealed” (3 min.) handler om filmens makeup, og den når at mønstre et par fascinerende klip på trods af dokumentarens korte varighed.

Ydermere er der inkluderet trailere til “The Jane Austen Book Club”, “Resident Evil: Extinction”, “Good Luck Chuck”, “Saawariya” og BD-udgivelsen af “Nærkontakt af tredje grad”.

Alfie vs. AlfieNår man ønsker at lave en genindspilning af en film af ældre dato, gør man ofte klogt i at undvige de oplagte klassikere som f.eks. Joseph L. Mankiewicz’ “Dobbeltspil” fra 1972, da den med sine fire Oscar-nomineringer er vanskelig at toppe. Firkløveren – instruktør Kenneth Branagh, manusforfatter Harold Pinter, skuespillere Jude Law og Michael Caine – gør det dog alligevel og slipper endda rigtig godt af sted med det, for i stedet for at udfordre og revurdere den gamle version, laver de en helt ny film.

Milo Tindle er en ung ambitiøs, men også arbejdsløs skuespiller, der en eftermiddag kører op til palæet ejet af kriminalforfatteren Andrew Wyke. Wyke inviterer Milo indenfor og bryder de indledende formelle replikker med ”Så det er Dem, der boller med min kone?” Milo er kommet for at bede Wyke om at lade konen gå, før separationsperioden udløber, men Wyke har helt andre planer. Inden længe har Wyke og Milo indgået en aftale om forsikringssvindel, der skal sikre Wykes kone rigdom i hænderne på den nye mand, da Wyke tilsyneladende har det fint med at slippe af med hende, men imidlertid ikke har tænkt sig at lade det gå helt så smertefrit og enkelt til…

Meget få film i dag lader skuespillere spille deres scener helt ud. Ofte bliver scenerne klippet ned, klippet om eller klippet helt ud, men i “Dobbeltspil – Sleuth” er skuespillet i særdeleshed i højsædet. Dette er imidlertid heller ikke så overraskende med et skuespillerpar som Michael Caine og Jude Law, en instruktør, der både er skuespiller og instruktør, og endelig en Nobel-prisvinende forfatter til at styre manuskriptet. Caine og Law får lov til at udfolde sig helt, og det lønner sig. “Dobbeltspil – Sleuth” er netop en fortælling om et tvetydigt sammenstød mellem Wyke og Milo – rig vs. fattig, ung vs. gammel, forfatter vs. skuespiller og ja, Alfie vs. Alfie. De to skuespillere, der begge har spillet “Alfie” i henholdsvis 1966 og 2004, viser sprængfarlig kemi i flere scener, hvor f.eks. Wyke vil vise Milo, hvordan han skal agere inde i hans hus, efter de simulerer, at Milo bryder ind. Situationen bliver voldsom, og Wyke og Milo kommer selv i tvivl om, hvem der er hvem på hvilke tidspunkter.

Pinters fantastiske manuskript bærer filmen langt hen af vejen, men det er skuespillerne og Kenneth Branaghs instruktion, der sørger for, at alle Pinters små lettere sadistiske, humoristiske og dybt tragiske nuancer kommer til syne i dialogen. Pinter, der er kendt for sit absurdteater og sine postmoderne romaner, har med Anthony Schaffers oprindelige manuskript ideelle forhold, og Branagh kan således – med hjælp fra Pinter – tage det bedste fra de to verdener: film og teater.

Filmen foregår stort set kun på én location – Wykes palæ. Interiøret er stærkt modernistisk og skaber en visuel kontrast mellem den engelske landskabsidyl og det kolde moderne hus. Huset er udstyret med forskelligfarvet lysprojektører, trapper, der forsvinder ud i ingenting, og abstrakte skulpturer. Med andre ord – huset ligner til forveksling en stor teaterscene, hvor alt kan styres med Wykes fjernbetjening. Stedet er dermed den perfekte scene til det lettere patosladede skuespil, men de kreative kameravinkler forhindrer dog det hele fra at blive teatralsk på en negativ måde. Huset bliver i filmen en slags pseudoverden, hvor de to egoer kan udkæmpe deres duel, dog ikke med sværd, men med ord.